Vidste du, at man i dag gror minihjerner i petriskåle?

Man tager simpelthen en lille klat hjernemasse, og så sørger man for at den får ilt og væske, så den ikke visne

I 2019 lykkedes det for Ph.d. Madeline Lancaster og hendes hold at gro sådan en hjerne, hvor de fik den til at overleve og udvikle sig i over et år.

Normalt har man ikke kunnet holde minihjerner i live i ret lang tid, omend tids nok til at man i medicinalindustrien kan bruge dem til at forske i nye, sygdomsbekæmpende medikamenter.

Det helt overraskende ved forsøget, som Madeline Lancaster og hendes hold gennemførte, var at det lykkedes for dem, at få minihjernen til at forbinde sig med noget muskelmasse, der igen var forbundet til en rygrad fra en mus.

Og nu kommer det helt vilde så: Minihjernens neuroner stabiliseredes og udsendte impulser, der fik muskelvævet i rygraden til at trække sig sammen!

Madeline Lancasters forsøg på Medical Research Council´s Laboratory of Molecular Biology i Cambridge, England, er blot et af de mange, tankevækkende eksempler, som den populærvidenskabelige formidler, Philip Ball, nævner i sin opsigtsvækkende bog 'The Book of Minds: How to understand ourselves and other Beings, from animals to aliens'.

Det er en helt utroligt velskrevet og inspirerende introduktion til et væld af tidens forskning, der på den ene eller anden måde nærmer sig et helt centralt spørgsmål: Hvad er bevidsthed egentlig?

Den sorte boks

Da filosoffen Hilary Putnam i 1981 fremstillede et tankeeksperiment, der gik ud på hvad man kunne forestille sig, hvis nu man var en hjerne i et kar, forbundet til et computersystem, der foregav en, at man faktisk levede og sansede i en virkelig verden, og ikke bare i et virtuelt virkelighedsscenarie, havde han bestemt ikke for øje, at man fyrre senere faktisk ville skabe en hjerne i et kar.

Nu er det heller ikke sådan, at en minihjerne kan sammenlignes med en menneskets hjerne, der er uendelig meget større.

Pointen er, at efterhånden som der bliver produceret større og større hjerner, så vil spørgsmålet om denne hjernes “bevidsthed” blive mere relevant.

For hvor meget “hjerne” skal der egentlig til før at vi kan betragte den som vor egen? Hvor stor skal en hjerne for eksempel være, før den kan opleve smerte, og derfor blive betragtet ud fra etiske hensyn?

Et andet tankeeksperiment, fra 1974, fremført af filosoffen Thomas Nagel, handler om, hvad det egentlig vil sige, at være en flagermus.

Har flagermusen også bevidsthed? Den er nærmest blind, men den sanser og orienterer sig via et auditorielt udviklet sanseapparet. Den ser med lyd.

Hvis man antager, at også en flagermus har en form for bevidsthed, og at dens sanser er radikalt anderledes end vores egne, er det så den samme virkelighedsforståelse, vi har? Kan vi for eksempel erklære, at vi med vores sanser oplever virkeligheden, sådan som den er?

Det er sådanne spørgsmål, som moderne forskning i stigende grad støder imod, og som filosoffer tidligere har beskæftiget sig med på et langt mere abstrakt niveau.

The Matrix

Filmen 'The Matrix' er bygget over sådan et filosofisk tankeeksperiment, hvor computere har taget magten, og vi alle sammen ligger i dvale i kar, hvor vi uvidende producerer energi til maskinerne, mens vi blot forestiller os, at lever i en “virkelig” virkelighed.

Filmen bygger blandt andet på angsten for hvad der vil ske, når computerteknologien er nået et niveau, hvor computerne bliver “klogere” end os.

Vil man for eksempel kunne skabe en computer med en bevidsthed?

Sådanne spørgsmål lyder måske umiddelbart fjollede, men de trænger sig i stigende grad på, og det er sådanne spørgsmål, som Philip Ball tematiserer gennem hele bogen, hvor han refererer til zoologer, neurobiologer, eksperter i kunstig intelligens og filosoffer.

Aldrig har der tidligere været så klare og gensidigt stimulerende muligheder for at disse forskellige vidensfelter kan bidrage til at belyse hinanden.

Og netop fordi forskning i hjerner, i andre væseners bevidstheder og i kunstig intelligens oplever så radikale gennembrud i disse årtier, er det centrale spørgsmål om hvad det egentlig vil sige at være bevidst blevet reaktualiseret.

Hvad er virkeligheden?

Måske vi aldrig kommer til, sådan egentlig at kunne forestille os, hvordan det er at være en flagermus. Vi kan derimod forestille os, at virkeligheden er en radikalt anden for den, end den er for os.  

Tag for eksempel science-fiction litteraturen. Det er faktisk forbløffende i hvor høj grad man her har forestillet sig aliens, som var de blot mere intelligente udgaver af os selv. Som om, at en alien ville opfatte virkeligheden og kommunikere på samme måde, som vi gør.

Og tag så og kik på en blæksprutte. Det er ikke mange år siden, hvor det blev forbudt at foretage eksperimenter på disse, fordi man i dag anerkender, at de har en bevidsthed, og vi antager i dag, at den også kan føle smerte.

Den er måske endda intelligent.

Den har et nervesystem, men den har ikke et centralnervesystem, ligesom vi har. Faktisk sanser den, smager, lugter og føler med tentaklerne, uden at disse signaler altid når frem til dens hjerne. Det er næsten ikke til at begribe.

I 2016 konstaterede forfatteren Peter Godfrey-Smith i sin bog 'Other Minds. The Octopus, the Sea, and the Deep Origins of Consciousness' at blæksprutten nok er det tætteste, vi nogensinde kommer på møde en alien.

Bevidstheder

Den franske filosof René Descartes skelnede mellem sjæl og legeme, og som oplysningsfilosof betragtede han det rationelle, tænkende menneske som særegent, hvorimod kroppen og alle andre levende væsener blot fungerede som mekaniske maskiner.

Ikke specielt overraskende, fordi man på daværende tidspunkt også videnskabsteoretisk opfattede virkeligheden som værende mekanisk.

For det har mennesket faktisk altid gjort: forestillet sig bevidstheden som et udtryk for tidens fremmeligste videnskabelige vidundere.

Derfor er det heller ikke overraskende, at mange i dag forestiller sig, at den menneskelige hjerne fungerer ligesom en computer.

Havde vi mulighed for at “flytte” samtlige elementer fra en rigtig hjerne over i en computer, så ville der ikke være noget til overs, er der mange, der mener. Og så kan man jo stille sig det spørgsmål, om der så også er tale om en “rigtig” hjerne.  

Men en computer tænker ikke ligesom et menneske, og det gør en flagermus eller blæksprutte heller ikke.

Det er derfor også tvivlsomt, om rigmanden Elon Musks investering i forsøg på at skabe kommunikation med aliens på fjerne planeter, vil føre til succes. Det er i hvert det som Philip Ball ræsonnerer sig frem til bogen.

Selv hvis en alien er mere intelligent end os, men ikke har samme krop og sanseapparat, endsige hjerne, så er det ikke sandsynligt, at vi overhovedet vil kunne kommunikere med hinanden.

Bevidsthedsrum

Trods hundredvis af år, hvor mennesket har tænkt og forsket i bevidsthed, og hvad det vil sige at være selvbevidst, er gåden ikke blevet løst.

På nuværende stadie, hvor vi anerkender, at andre væsener også kan være bevidste, kan vi kun indkredse bevidstheden med indikatorer. Det at være bevidst om sig selv, for eksempel, og ikke blot en maskine, der reagerer mekanisk, synes at være et krav, førend vi er villige til at erklære, at noget har bevidsthed, og derfor også kan føle smerte.

Moderne forskning synes at have kastet nogle centrale, historisk filosofiske bolde op i luften, og Philip Ball junglerer med dem på fremragende vis.

Hans bog er skrevet i et klart sprog, og han er en gudbenådet formidler. Det giver stof til eftertanke, og konstant føler man sig stimuleret og beriget, når man læser bogen.

Tanker og ideer, der som udgangspunkt virker for langt ude, til at blive taget seriøst, bliver pludselig aktuelle, vigtige, midt i en tidsalder, hvor forskningen i højere grad når frem til resultater, der påvirker vores tanker om os selv.

Og godt for det. Alle kan være tjent med at læse sådan en bog, der grundlæggende handler om nutiden, dens innovationer og dennes mange udfordringer.

'The Book of Minds' kan så meget mere, filosofisk anskuet, end hvad de fleste populære filosofiske retninger i dag byder ind med. Der så meget ontologi og fænomenologi på markedet, og det virker som om, at det er det, som folk mest af alt efterspørger - især humanistiske akademikere.

De virker overbeviste om, at sådanne tilgange, der filosofisk kommer frem til at vi “er-i-verden”, og at denne egentlige måde at forstå os selv på, gør noget radikalt anderledes, end positivistiske, videnskabelige tilgange evner.  

Måske disse ideer og teorier har fat i noget, når de kritiserer andre retninger, der betragter mennesket som subjekt, i en objektiv verden. Forskning synes at pege i den retning.

Alligevel virker det som en blindgyde, når disse tænkere ikke medtager, og medtænker, al den nyere forskning, der sådan helt konkret byder ind med resultater, der stiller spørgsmål til bevidsthedens beskaffenhed og virkeevne.

Derfor er en bog som denne så vederkvægende, fordi den netop sætter de filosofiske dilemmaer og paradokser i spil, og går i dialog med konkret forskning.

Om ikke andet, foruden at blive inspireret og pirret af de filosofiske implikationer, bliver man samtidig klogere på hvad der sker i andre fagområder, der faktisk præger vor hverdag, i en grad, der kun vil blive dybere og mere dominerende i fremtiden.

Philip Ball: 'The Book of Minds: How to Understand Ourselves and Other Beings, From Animals to Aliens'. 512 sider. University of Chicago Press, 2022.