Anmeldelse: På den rigtige side af stregen?

Ny bog om Socialdemokratiet under besættelsen sætter spørgsmålstegn ved partiets egen historiefortælling.
Foto: Frihedsmuseets arkiv
Thorvald Stauning passerer en tysk soldat på gaden i København.
Weekendavisens politiske journalist Arne Hardis er normalt kendt som en sylespids og nøgtern observatør af aktuel dansk politik, men han har også skrevet flere bøger om forskellige danskere, som flirtede eller gik i seng med nazismen og kommunismen under krigen.

Den seneste 'Pibende hængsler' udkom i foråret.

Historien handler om de socialdemokrater, som under besættelsen kom lidt for tæt på nazisterne, og det efterspil det fik for de pågældende i arbejderbevægelsen.

En stor del af historien handler om tidsskriftet Globus, som var et magasin, der udsprang af arbejderbevægelsen, men som under besættelsen blev mere og mere tyskvenligt, for til sidst at være rendyrket nazi-propaganda.

Derudover er der spørgsmålet om en foredragsforening, som er et netværk af fremtrædende folk i arbejderbevægelsen, der mødes for at diskutere krigen og Danmarks rolle i den. En foredragsforening, som også udvikler sig til at blive et forum for pro-tyske danskere, men som Socialdemokratiet afbryder kontakten med.

Digteren valgte nazismen

Særligt tre mere eller mindre fremtrædende socialdemokrater står centralt , chefen i arbejderbevægelsens erhvervsråd, en fagforeningsmand og minister og ikke mindst journalist og digter Harald Bergstedt, ham med 'Jeg ved en lærkerede' og 'Solen er så rød mor'.

Bergstedt er den eneste, der meldte sig ind i det danske nazist-parti og blev ansat på nazisternes avis, hvor han skrev rosende om Hitler-Tyskland til det sidste.

Han blev aldrig tilgivet af arbejderbevægelsen, trods utallige breve til efterfølgende partiformænd. Indholdet i brevene er gengivet i bogen, og det er ret tydeligt, at Bergstedt ikke rigtigt selv mente, at han havde gjort noget galt.

For de fleste andre, som endte i tysk (presse)tjeneste, handlede det om en karrieremulighed eller dybe lommesmerter, ikke en dybfølt begejstring for den nazistiske ideologi.

Deres brøde går mere på, hvor villige de var for at tilpasse Danmarks økonomi i et Europa under tysk overherredømme. Spørgsmålet er, om dem der blev dømt ude af bevægelsen, var udsat for et justitsmord. Blev gjort til syndebukke for at redde arbejderbevægelsens ære?

Rokker ved Krag og Staunings eftermæle

Arne Hardis piller i bogen lidt af glansen ved senere statsminister Jens Otto Krags selvfortælling om hvornår og hvor meget han egentlig smækkede med døren i forhold til engagementet i den førnævnte foredragsforening, som han deltog i.

I følge Krags erindringer skete det i november 1941 med en resolut udvandring. Ifølge Hardis, formentlig først nogle måneder senere, og mere ved at han bare holdt op med at dukke op.

Arne Hardis får også prikket lidt til myten om landsfader Staunings dårlige helbred, som en af grundene til samarbejdspolitikken - at Stauning simpelthen ikke havde helbredet til at stå op imod de tyske krav.

Men Stauning var faktisk ganske aktiv politisk, og holdt mange taler, næsten helt frem til sin død i 1942, konstaterer Hardis.

Arne Hardis fælder ikke selv nogen explicit dom over de involverede, men lader det være op til læseren at vurdere, hvem der var indenfor, og hvem der trådte over kridtstregen.

Intet at lære fra Tyskland

Bogen har undertitlen 'Socialdemokraterne og den tyske fascination under Besættelsen' og bortset fra nogle enkelte, så kan man vist godt konkludere at den fascination var begrænset.

Et meget godt eksempel er fra en gruppe fremtrædende folk fra fagbevægelsen, der var på studietur til Nazi-Tyskland for at se på alle de sociale fremskridt som tyskerne har skabt, men som ender med at danskerne sender værterne en tysk oversættelse af en dansk bog om alt, hvad man allerede havde gjort i Danmark. Sådan kan man også sige "tak, men nej tak".

Hvis der er en fascination, så handler den i starten mere om det nazistiske Tysklands forsøg på planøkonomi, som mange socialdemokrater ser som et bedre økonomisk instrument end den liberalisme, som havde skabt krisen i 30'erne.

Men konklusionen er også, at Socialdemokratiet i efterkrigstiden og i historieskrivningen har gjort sig store anstrengelser for at lave et skønmaleri af begivenhederne under besættelsen. Det er sikkert hård kost for nogle socialdemokrater at indrømme, men bogen er rimelig overbevisende i sin argumentation for det synspunkt.

Sprogligt har Arne Hardis overtaget kildernes sprog fra dengang, og det gør den nogle steder lidt sværere at læse end den burde.

Personerne i bogen - udover Stauning og Jens Otto Krag - var for de flestes vedkommende rimelig perifere typer. Embedsmænd i fagbevægelsen og lignende, og derfor kræver det en levende interesse i besættelsestiden og i arbejderbevægelsen, hvis man for alvor skal fanges af bogen.

Men tilhører man denne udvalgte skare, så vil man få et spændende indblik i denne del af Danmarkshistorien.

Arne Hardis. 'Pibende hængsler - Socialdemokraterne og den tyske fascination under Besættelsen'. 2022. Er udkommet på forlaget Gyldendal. 268 sider. 299,95 kr.


 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Socialdemokrater(ne) er jo ikke de eneste der lider under efterkrigstiden skønmaleri af situationerne under besættelsen. Det amatørmaleri lever stadig i bedste velgående. Hver gang en historiker søger at 'dykke ned i materien' for at afdække hvad der faktisk skete, sker det til enten hylen om 'bagvaskelse' af dem der vovede pelsen (masser af eksempler - begyndende 50 år tilbage med Aage Trommers disputats om jernbanesabotagen), eller dyb tavshed - som da Henrik Denta for 7 år siden 'afslørede' at ledende ministre og nationalbankdirektør umiddelbart før besættelse i al stilfærdighed flyttede Nationalbankens 20 tons guld til USA - i stedet for at overlade det til den tyske rustningsindustri.

Henrik Sass Larsen er da et godt, nyligt eksempel på en socialdemokrat, der bogstaveligt talt har bidraget til skønmaleri af Besættelsen. På Christiansborg. I det lys synes Hardis at optræde meget venligt over for S.

Det var måske en god ide at gå på biblioteket og låne Hans Scherfig,s bog FRYDENHOLM som jeg mener er skrevet i 1962.
Sæt jeg så i en god lænestol med en god kop kaffe, og læs så denne fantastiske roman som vel egentlig fortæller alt om socialdemokraternes svigt indtil slaget om Stalingrad.
God fornøjelse.

Annonce