Beyonce, eller “Queen B” som hendes fans kalder hende, er ude med nyt album om frigørelse, begær og genfødsel. Det indeholder ikke andet end club-bangers, som snart bliver spillet på alle de bedste dansegulve.

Sveden kommer til at dryppe ned fra loftet, og lave overgange i musikken, fordi der bliver så fugtigt! Med den på DJ-pulten bliver aften præget af store armbevægelser - det kan kun blive en fest med massere glimmer og drys.

Første album i seks år

`Renaissance´ er Beyonces syvende soloalbum, der udkommer efter seks lange års produktionspause.

Ventetiden har været ulidelig for hendes fans, men hun har også haft store sko at fylde ud efter hendes monumentale sidste album `Lemonade´, det væltede sig i ros og hæder - bl.a. ni Grammy-nomineringer.

Der er altså svært at vende tilbage fra `Lemonade´, men det har Beyonce klogt valgt at gøre, ved at lade efterfølgeren `Renaissance´ står i stærk kontrast. Det her album er og kan noget helt andet.

`Lemonade´ lærte os at insistere på at stå fast, og `Renaissance´ at flygte fra det hele.

`Lemonade´ handlede om at tage kontrol, og på `Renaissance´ lytter vi om at give slip.

`Lemonade´ var rabiat og `Renaissance´ er henrevet.

Det ligner ikke dronningen at være så løssluppen, hun plejer at være `Flawless´

En langemand til corona-karantæne

Det ligner ikke dronningen at være så løssluppen, hun plejer at være `Flawless´ - som betyder fejlfri. Det var også navnet på et af sine mange numre.

Hendes stjernetegn er jomfru, som er kendt for at have styr på sagerne, ordenssans og arbejdsomhed.

Det lader til, at hun har sendt alt dét væk med corona-epidemiens afgang. I musikken kan man høre, hvordan artisten utålmodigt venter på karantænens forsvinden.

Det er en vaskeægte kærlighedserklæring, til alt det “unyttige” vi har manglet; natteliv, fest, fællesskab, samvær og begær.

Det en tand for modigt, at synge anti-kapitalistiske tekster, når man selv er en privilegeret superstjerne.

Ikke bare pop og fest

`Renaissance´ er ikke bare fest og ballade. Som altid er Beyonces tekster fyldt med politiske opsange.

Hendes helt tidlige album handlede om ligestilling, og skulle give kvinder verden over bedre selvtillid.

Senere blev kønskampen kåd og handlede om seksuel frigørelse. Hun har på sine tidligere album adresseret både politivold og racedebatten. På det her album står den på klassekamp og arbejdsforhold.

Hvis nogle skal gøre den slags sexet, må det være Beyonce.

På albummet kan man lytte til ‘America Has A Problem’ og andre samfundskritiske sange. Flere numre, som er værdige til Arbejdersangbogen.

I sangen `Break my soul´ lyder teksten:

“And I just quit my job. I'm gonna find new drive. Damn, they work me so damn hard. Work by nine, then off past five. And they work my nerves. That's why I cannot sleep at night”.

Hvis nogle skal gøre den slags sexet, må det være Beyonce.

En sang, som er en kommentar til det man i USA kalder ´The Great Resignation´-dagsordenen. En tendens, hvor lønmodtagere siger deres job op på grund af dårlige arbejdsforhold.

Kunstnere har naturligvis deres ytringsfrihed, men det bliver efter min smag en tand for modigt, at synge anti-kapitalistiske tekster, når man selv er en privilegeret superstjerne.

Det er nemt at være fortaler for at droppe livet som lønslave, når hun og hendes mand Jay-Z, selv er gode for mere end 2 milliarder dollars.

Historikken med arbejdsforholdene for deres egne medarbejdere, er heller ikke prangende, og de har tidligere haft demonstranter på nakken. Det er meget selvmodsigende.

Når det er sagt, er det den eneste kritik der er til at sætte på albummet. Lur mig om det her album, ikke også, kommer til at høste alle de store priser hjem.

Man må bare konstatere, at pop-dronningen har gjort det igen. Hun har skabt et album, vi i særdelels har brug for efter corona.

Jeg anbefaler alle at tage ud og lufte hofterne til den her musik. Ingen kan stå stille med det album i ørene. Bare prøv at give det et forsøg.