Løkkes folketingskandidat: Har Barbara en klemme på Mette

Spørger om Statsministeriets departementschef har “en klemme” på Mette Frederiksen - men afviser, at det er en konspirationsteori: “Det er en tanke, jeg deler med folk".
Foto: Claus Peuckert/Thrane Media
Lars Løkke Rasmussen (M), formand for Moderaterne
Efter mink-kommissionen rapport blev offentliggjort den 30. juni, har især borgerlige politikere været stærkt kritiske overfor, at rapportens kritik af en stribe højtplacerede embedsmænd ikke har ført til, at de pågældende er blevet hjemsendt.

I forlængelsen af kritikken lancerer folketingskandidat Lars Arne Christensen fra partiet Moderaterne nu en kontroversiel teori - nemlig at den manglende hjemsendelse af Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen skyldes, at hun “har noget kompromitterende” på statsministeren.

På Twitter skriver Lars Arne Christensen:

BBB har klæbehjerne

“De fleste danskere mener, at Mette Frederiksen bør sende Barbara hjem. Så hvorfor gør Mette Frederiksen ikke det? Jeg tænker, at BBB (Barbara Bertelsen, red.) har noget kompromitterende på statsministeren. BBB har klæbehjerne og husker glimrende hvem der sagde hvad på KU mødet. Men hvad mener du?” lyder spørgsmålet fra Lars Arne Christensen på det sociale medie Twitter, hvor han selv giver fire svarmuligheder:

“1) Suspensionsproces er lang
 2) MF (Mette Frederiksen, red.) beskytter BBB
3) BBB har en klemme på MF
4) MF udskyder t efter valg"

I skrivende stund har 1.928 deltaget i afstemningen, og heraf mener hele 46 procent, at Barbara Bertelsen netop har “en klemme” på statsministeren.

placeholder

Tweetet har fået en del reaktioner - positive såvel som negative. Blandt andet har den borgerlige kommentator Jarl Cordua betegnet det som “spekulationer”.

“Enhver kan jo tænke sit”

Netavisen Pio har ringet til Lars Arne Christensen og spurgt, om han har belæg for sin teori.

“Jeg har stillet fire spørgsmål , som man kan kigge på, og så kan folk besvare dem, som de vil. Der kan man jo så se, hvad folk så tænker efterfølgende. Enhver kan jo tænke sit. Og så kan man se, hvordan det fordeler sig , når man har svaret på et eller andet. Hvad ville jeg personligt tænke og tro. Det har jeg så også givet udtryk for, så jeg ville nok stemme på den der hedder nummer tre i virkeligheden selv,” siger Lars Arne Christensen.

Jeg spørger, hvad folk de tænker

Så du mener, at Barbara Bertelsen har en klemme på statsministeren?

“Nej, det er sådan set ikke noget, jeg mener. Jeg spørger, hvad folk de tænker. Og så kan man jo så vurdere, hvad folk de tænker ud fra, hvad de har svaret. Man kan sige, at det er sådan en meningsundersøgelse, hvor jeg giver min mening til kende Jeg ved jo ikke mere om den sag, end alle mulige andre gør. Og så kan folk jo gøre sig deres tanker ud fra de fire spørgsmål. Jeg har så også deltaget med , hvad min tanke kunne være omkring det. Men det må folk jo selv vurdere,” siger Lars Arne Christensen.

Men mit spørgsmål var, om du har noget som helst belæg for, at Barbara Bertelsen har en klemme på statsministeren?

“Det var i hvert fald ikke min tanke, at udtrykke, om jeg havde belæg for det. Min tanke var at undersøge, hvad folk tænker derude omkring sagen.”

Så kan enhver gøre sig sine tanker

Hvordan opstår tanken hos dig?

“Ja, jeg kigger jo rundt, og nu kan vi jo se i går (torsdag, red.) havde vi statsministeren, som var inde i Granskningsudvalget, hvor Venstre giver udtryk for, at de gerne vil have at Barbara Bertelsen skal gå. Og så siger MF, at hun har fuld tillid til sin departementschef.”

“Folk har forskellige ting, som de tænker sig til”

“Og så kan man jo så sidde og sige, hvorfor statsministeren har fuld tillid  til sin departementschef. Min fornemmelse er, når jeg taler med folk, at mange spørger: Jamen, hvorfor - som også Ekstra Bladet havde sendt hen over himlen - går Barbara ikke hjem. Og så kan enhver gøre sig sine tanker.”

“Når jeg spørger folk, så har folk  forskellige ting, som de går og tænker sig til, og det kunne være interessant at høre, hvad folk de tænker i den forbindelse. Derfor stiller jeg spørgsmålet, som jeg gør det, men jeg giver også udtryk for, hvad min tanke kan være i den forbindelse. Men jeg ved jo ikke mere om sagen, end der står i dagspressen,” lyder det fra Lars Arne Christensen.

Så man ikke har en eller anden elitær holdning

Den her metode med at kaste en tanke op, som du har. Er det også det, du vil  praktisere hvis du bliver valgt for Moderaterne?

“Hvis du kigger ned igennem mit spor på Twitter, så har jeg masser af gange spurgt folk, hvad de tænker om forskellige sager. Det gør David Trads (socialdemokratisk politisk kommentator, red. ) også, som tidligere har været folketingskandidat  for socialdemokraterne. Så jeg spørger løbende folk om, hvad de tænker om en given sag.”

“Det  synes jeg er vigtigt, at man både som folkevalgt og som kandidat, at man ligesom prøver at forstå, hvad det er der rører sig derude, så man ikke har en eller anden elitær holdning, men prøver at tage afsæt i, hvad folk faktisk kunne mene. Nogen gange må man så også dele lidt af, hvad man selv kan have af lidt ideer omkring, hvordan verden kan være skruet sammen,” siger Lars Arne Christensen.

“Det er en tanke, jeg deler med folk”

“Jeg har jo ikke på noget tidspunkt sagt, jeg har belæg for noget af det. Det er en tanke, jeg deler med folk, og så må folk så svare. De kan jo også springe over og lade være med at stemme. De kan være rivende uenige, om man overhovedet skal spørge om sådan noget. Men det har jeg så valgt at gøre.”

Du skriver på din egen Twitter-profil, at man skal skrive pænt. Ville det undre dig, hvis nogen synes, det ikke er særligt pænt, at skrive sådan om en navngiven embedsmand?

Jeg synes ikke, jeg har været uhøvisk eller talt ned til nogen

“Det synes jeg bestemt, jeg har gjort. Jeg synes ikke, jeg har været uhøvisk eller talt ned til nogen. Jeg har sågar rost hende (Barbara Bertelsen, red. ) for at have klæbehjerne,” siger Lars Arne Christensen.

“Hun var jo meget dygtig til afhøringen inde i Granskningskommissionen til at kunne huske en lang række forhold i det materiale, der var blevet stillet hende, inden hun skulle møde inde i Granskningsudvalget. Og kunne referere til konkret sider og konkrete paragraffer - første og andet punktum og så videre. Så på den måde var det bemærkelsesværdigt, at der ikke er så meget hukommelse om, hvad der var sket på koordinationsudvalgets møde.”

“Det er jo ikke Rusland”

Så når Barbara Bertelsen kan redegøre detaljeret for, hvad der er er foregået i den her mink-sag bruger du det som udgangspunkt for at sige, at hun nok også kan huske en masse grimme ting om Mette Frederiksen, eller hvordan skal det forstås?

“Nej, det har jeg ikke sagt. Jeg siger, det var bemærkelsesværdigt, at når man kom til, hvem der konkret havde taget stilling til sagen omkring den ordre, der blev givet, hvad angår mink-erhvervet, da kunne hun så ikke huske, hvad der var foregået, og hvem der havde taget den beslutning . Det var jo sådan set simultant for alle. Det er det jeg siger.”

Der er ikke nogen tvang

Hvad ville du så sige til, hvis nogen ville betegne det, du laver, som opløbet til en konspirationsteori?

“Jeg har ikke noget incitament til at lave noget opløb til en konspirationsteori. Jeg stiller et konkret spørgsmål for at forstå, hvordan folk de tænker derude, og så kan folk jo så deltage i det spørgeoplæg, som jeg har lavet. Jeg laver det cirka et par gange om måneden, og så kan folk deltage, eller de kan lade være. Der er ikke nogen tvang, og der er også nogen, der er kritiske, og så er der nogen der spørger ind. Det gør Ole Birk Olesen (folketingsmedlem for Liberal Alliance, red.) blandt andet. Og Jarl Cordua (politisk kommentator, red.) mener, at sådan noget skal man ikke spørge om. Men det har jeg så valgt at gøre.”

“Vi har jo også på den måde ret til at stille spørgsmål i et åbent demokrati. Det er jo ikke Rusland, hvor man ikke må spørge magthaverne eller udfordre magthaverne på forskellige felter. Selvfølgelig må vi det i Danmark, og det synes jeg, jeg har gjort i al fredsommelighed her. Jeg har gjort det både høvisk med respekt for, hvad folk nu i øvrigt har ytret ude i felten, og sat det sammen synes jeg på en virkelig konstruktiv måde. Man kan jo vælge en af de fire (svarmuligheder, red.). Der er jo ikke nogen, man skal stemme på. Det må folk jo selv om.”

“Det har ikke noget med partiet at gøre”

Netavisen Pio har bedt Moderaternes kommunikationsdirektør Jeppe Søe svare på, om Lars Arne Christensens twitteropslag lægger en linje for, hvordan Moderaterne vil agere i forhold til navngivne embedsmænd.

Lars taler og skriver med egen tunge

“Lars taler og skriver med egen tunge. Han er kandidat ligesom alle andre. Det er Lars’ tweet, og det har ikke noget med partiet at gøre,” siger Jeppe Søe til Netavisen Pio.

Så I har hos Moderaterne ikke nogen holdning til, hvordan jeres kandidater skal forholde sig i den her slags sager?

“Vi har masser af holdninger til, hvordan kandidater skal være . Men vi er ikke et topstyret parti. Vi har kandidater, som har fødderne ude i virkeligheden, og folk har jo holdninger selv.´”

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvorfor skulle Barbara bertelsen med en årsløn på 2.8 million om året, have en bonus på 10.000 kr. om måneden.
Når man læser Minkkommisionenns rapport, står hun oven i købet til en tjenestemandssag.Mette smider om sig med
skatteydernes penge når det gælder hendes egne,men pensionisterne kan kun få 29 kr. om måneden.i lønforhøjelse.
Det er samtidigt dyb foragt for Minkkommisionens arbejde.Vi trænger virkelig til en ny regering.

"Hvorfor skulle Barbara bertelsen med en årsløn på 2.8 million om året, have en bonus på 10.000 kr. om måneden."
fordi den tildeler hun sig selv
ingen stopper hende
det er at svine med skatteydernes penge
.

“Nej, det er sådan set ikke noget, jeg mener. Jeg spørger, hvad folk de tænker. Og så kan man jo så vurdere, hvad folk de tænker ud fra, hvad de har svaret. Man kan sige, at det er sådan en meningsundersøgelse, hvor jeg giver min mening til kende Jeg ved jo ikke mere om den sag, end alle mulige andre gør"-
Hold da op hvor der er nogen der har været i Lars Løkkes spinskole.

Sikke dog en båtnakke til kandidat, hvad bilder han sig ind. Hvis politik skal vurderes fra de værste input på de sociale medier, så tak for kaffe. Bare ved tanken om at sådan en tumpe stiller op for moderaterne, er nok til jeg advarer alle mod at sætte deres kryds der.

👍

Desværre en typisk borgerlig konspiration.
Inspirationen kommer tydeligvis fra USA.
Trump har ikke levet forgæves.
Næste konspiration er " valgsvindel " hvis de borgerlige taber.

Vi har nok ikke set alle tumperne i Løkkes parti vi har hørt om en som ikke vil betale sine regninger og en tidliger narkoman det bliver da ren koldbøtte fabrik vi bliver vidne til når det bedste statsminister i mands minde udskriver valg til grundlovsdag 2023.

Det Blå Svindlerhold skifter gear. Nu skal politik bygge på konspirationsteorier. Donald Trump ligner mere og mere et uskyldsbarn i forhold til hjemlige politiker fra Det Blå Svindlerhold.

Det Blå Svindlerhold
Det Blå Svindlerhold

og en opfordring:

Ms Flutterby - 15 august, 2022 - 12:22 - #26348
@ Jeppe,

Jeppe, du skriver godt, har gode argumenter og har tydeligvis sat dig ind i stoffet. Men, for der er et men, og her vil jeg give Kurt Jensen ret, du gør hverken dig selv, dine kommentarer eller dit budskab nogen-som-helst tjeneste ved, at blive ved med at bruge udtrykket 'det blå svindlerhold' - tværtimod. Dine kommentarer kunne sagtens skrives uden det og du ville med sikkerhed opnå større respekt, hvis du gjorde netop det - altså undlod at skrive det i hver eneste kommentar.

Mvh
Ms Flutterby

Enig, det er lidt træls at det er nødvendigt med de øgenavne, såvel som Axel J skriver så alenlange indlæg at få læser dem.
Hvis vi skal undgå en blå statsminister, så må vi argumentere skarpt, men ordentligt, og have skytset klar. Jeg synes de to blå kandidater skal debattere indbyrdes og Mette F kan møde dem en ad gangen, hun skal ikke stå over for to, det gjorde man ej heller sidste år, da Uffe Elbæk stillede op og Skipper, det blev ignoreret.

"... argumentere skarpt, men ordentligt ...!

Så skal vi bare finde ud af hvor grænsen skal gå

Helle - 15 august, 2022 - 17:43 - #26378
' ... en båtnakke til kandidat, ...'
.

Endnu engang er vi enige Helle. Det ville være dejligt, hvis der kunne debateres uden nedsættende betegnelser.

Og ja, når det kommer til Aksel Jensens indlæg så er der så lidt sammenhæng i dem, at de ikke er læseværdige. Men han har selvfølgelig som alle andre ret til at ytre sig. Men han ville gøre sig selv en tjeneste ved at være mere sammenhængende og koncis.

Annonce