Annonce

Sygehus-byggerierne: '3F Bygningsarbejderne Fyn' har corona-bekymringer

”Der er mangler ved corona-sikkerheden omkring udenlandske byggearbejdere,” siger faglig sekretær Christian Foli Jensen
”Der er ikke styr på corona-sikkerheden omkring udenlandske byggearbejdere, når de forlader byggepladsen,” siger faglig sekretær hos '3F Bygningsarbejderne Fyn', Christian Foli Jensen.

Problemerne gælder alle byggearbejdspladser, som benytter udenlandske medarbejdere, og som har bopæl i udlandet. Af samme grund har Bygge-Anlægs- og Trækartellet (BAT), der samler syv FH-fagforbund indenfor byggeriet i Danmark, netop henvendt sig til de relevante myndigheder og bedt dem om at  se nærmere på ”vores udenlandske kollegers og medlemmers sikkerhed i forhold til Corona-faren”.

arbejder og lever på en måde, som man egentlig troede hørte en svunden tid til

I henvendelsen til myndighederne understreger BAT-kartellet, at de udenlandske bygningsarbejdere typisk indkvarteres under kummerlige forhold – ofte på adresser, der slet ikke er godkendt til beboelse med dårlige sanitære forhold. Og at byggearbejderne typisk transporteres til og fra arbejde i tætpakkede busser og i det hele taget ”arbejder og lever på en måde, som man egentlig troede hørte en svunden tid til”.

Hvor har byggearbejderen holdt ferie

Som konkret eksempel på de særlige corona-problemer omkring udenlandske byggearbejdere nævner Christian Foli Jensen byggeriet af Nyt Odense Universitetshospital.

På byggepladsen er omkring 200 byggearbejdere i gang. Størstedelen af dem er udlændinge, der arbejder for udenlandske primære entreprenører som portugisiske Vila Plano, lettiske IKM Management SIA, italienske CIPA, polske Pekabex og italienske CG S.R.L.

Siden corona-krisen brød ud i Danmark er der lavet en lang række tiltag, der skal mindske risikoen for at blive smittet med corona-virus på byggepladsen. Det anerkender 3F Bygningsarbejderne Fyn, men der er fortsat manglende sikkerhedsforanstaltninger omkring de udenlandske medarbejdere, når de forlader og ankommer til byggepladsen:

Det kan være svært  at vide,om de har holdt ferie i et karantæne-ramt område

”Byggearbejderne arbejder typisk 4-6 uger i rap. Så har de en uges ferie eller afspadsering, som de typisk tilbringer i hjemlandet. Når de så kommer tilbage fra ferie, er der ikke altid nogen, der tjekker, hvor de har holdt deres ferie. Det kan være svært  at vide,om de har holdt ferie i et karantæne-ramt område f.eks.,” påpeger Christian Foli Jensen.

Karantænen tilbringes sammen med ikke-syge kollegaer

”Bliver en udenlandsk byggearbejder corona-syg, så må han ikke møde på arbejde. Så skal han 14 dage i karantæne derhjemme. Men derhjemme er f.eks. en landejendom, hvor byggearbejderen bor tæt sammen med seks-ni kollegaer, der alle arbejder på Nyt Odense Universitetshospital. Det dur jo ikke. Den karantæne-ramte bør i stedet gennemføre karantænen alene på et hotelværelse eller lignende,” mener Christian Foli Jensen.

Han nævner endnu et eksempel på et udbredt corona-problem med udenlandsk arbejdskraft, som man også møder på f.eks. Nyt Odense Universitetshospital:

Der er derfor ikke den fornødne afstand mellem passagerne i de her minibusser

”De udenlandske virksomheder transporterer typisk deres medarbejdere til og fra byggepladsen i fyldte minibusser. Det foregår dagligt akkurat som før corona-krisen. Der er derfor ikke den fornødne afstand mellem passagerne i de her minibusser. Det må vi have gjort noget ved,” understreger Christian Foli Jensen.

 

Projektledelse Nyt OUH forstår bekymringen

Vicedirektør hos Projektorganisationen for Nyt Odense Universitetshospital, Kenneth Holm, udtrykker forståelse for 3F Bygningsarbejderne Fyn’s bekymringer:

”Vores totalentreprenør – og vi som projektorganisation - følger de centralt udmeldte regler og retningslinjer vedr. forholdsregler omkring begrænsning af smittespredning. Herunder reglerne omkring folk, der skal i karantæne. Hverken totalentreprenøren eller underentreprenørerne har eksempler på COVID-19-tilfælde," siger Kenneth Holm til Netavisen Pio.

Vicedirektøren understreger, at totalentreprenøren administrerer den registrering, der finder sted:

”Der foregår en registrering af hvor medarbejdere, der har været væk fra pladsen, har opholdt sig. Totalentreprenøren har vist os, hvordan den registrering foregår. Det er en registrering som totalentreprenøren administrerer.” understreger Kenneth Holm.

3F Bygningsarbejderne Fyn er også bekymrede for mulig smittespredning under lokaltransporten af udenlandske byggearbejdere…

”Jeg ved at totalentreprenøren har indført nogen retningslinjer for lokaltransport. Retningslinjerne siger, at der maksimalt må være to personer i hver bil. De skal sidde på henholdsvis for- og bagsæde. De retningslinjer har totalentreprenøren givet videre til underentreprenørerne.”

Så 3F bør ikke bekymre sig på dét punkt?

”Vi er vel alle sammen bekymrede. Vi holder alle sammen øje med, hvad der sker omkring os – og hjælper hinanden med at overholde regler og retningslinjer i denne her særlige situation. Så lige så vel som alle andre i det her land, så har 3F grund til at være bekymret. 3F kan måske godt have registreret en bustransport, hvor de her retningslinjer ikke har været fulgt. Det skal jeg ikke kunne afvise. Men det vi taler om er jo entreprenørens forsøg på at udstikke nogle rammer for at mindske risikoen for smittespredning, og det er jo kun positivt.”

3F bekymrer sig også for om forholdene for udenlandske bygningsarbejdere, der er i karantæne, er, som de bør være…

Hvis folk er i karantæne, så skal det selvfølgelig være på en måde, der giver mening

”Hvis folk er i karantæne, så skal det selvfølgelig være på en måde, der giver mening. Når det er sagt, så er det selvfølgelig svært at regulere, hvordan folk skal bo og opholde sig - ud over at der skal være ordentlige forhold for alle medarbejdere, der beskæftiger sig med Nyt OUH. Jeg ved, at der er eksempler på, at totalentreprenøren har bedt en underentreprenør om at håndtere det forhold, at en medarbejder – som ikke var konstateret smittet -, men skulle i karantæne. Og hvor vedkommende boede sammen med nogle kollegaer. Her ved jeg, at totalentreprenøren har bedt underentreprenøren håndtere sagen sådan, at den pågældende ikke boede sammen med sine kollegaer. På den måde har totalentreprenøren taget et lidt udvidet ansvar på sig," siger Kenneth Holm.

Han oplyser, at der er flere eksempler på, at udenlandske byggearbejdere er sendt i karantæne:

"Jeg ved, at der er flere eksempler på at folk er sendt i karantæne. Jeg er af den opfattelse, at der bliver gjort en stor indsats for, at sikre at forholdsregler, også inde på byggepladsen, overholdes” siger vicedirektør Kenneth Holm til Netavisen Pio.

Jeg ved, at der er flere eksempler på at folk er sendt i karantæne

17.000 udenlandske byggearbejdere i Danmark

Ifølge BAT-kartellet arbejder cirka. 17.000 udenlandske bygningsarbejdere i Danmark.

BAT-kartellet foreslår, at der iværksættes en særlig myndighedsindsats overfor udenlandske virksomheder der løser opgaver i Danmark med egen medbragt arbejdskraft (de såkaldt udstationerede), men også overfor dansk registrerede virksomheder, der fortrinsvis anvender udenlandsk arbejdskraft.

BAT-kartellet foreslår, at de relevante myndigheder må undersøge følgende omkring de udenlandske byggearbejdere:

1) Hvordan og hvor tæt de bor, herunder sanitære forhold og rengøringstilstand.

2) Transport til og fra byggepladsen.

3) Sanitære forhold på byggepladsen (omklædning, bad, toilet, kantine, skurforhold og rengøring).

4) Hvor tæt man arbejder på hinanden.

BAT-kartellet foreslår, at man til en start ser på de store offentlige anlægsprojekter og byggerier. Eksempelvis sygehusbyggerierne og de mange kabelarbejder i forhold til fibernet.

BAT: Tjek supersygehus-byggerierne

BAT-kartellet anbefaler myndighederne, at man kan begynde med at kontrollere følgende store byggepladser:

- Odense Universitets Hospital
- Storstrømsboen
- Gødstrup Sygehus
- Køge Sygehus 
- Admiral Hotel i København
 -Byggeriet Njalsgade 105 i København
- Posthusgrunden i København
- Googles Byggeplads i Fredericia
- ”Campen” på Ugandavej på Amager
- ”Campen” i Sydhavnen

”Vi er reelt bekymret for vores udenlandske kollegers helbred og velfærd,” hedder det i BAT-henvendelsen til de danske myndigheder, som fortsætter:

Vi ønsker ikke en Corona-stigmatisering af vores udenlandske kolleger

”Men vi retter også henvendelsen, fordi vi begynder at høre kritiske røster fra vores danske kolleger og medlemmer. Vi ønsker ikke en Corona-stigmatisering af vores udenlandske kolleger.”

Opdateret kl. 22.15 med kommentarer fra vicedirektør Kenneth Holm, Projektorganisationen  forNyt Odense Universitetshosital

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er utroligt selvmodsigelse fra din side, at kalde fagbevægelsen INTOLERANT!!!

Annonce