Jeg kan ikke helt gennemskue, om det er borgerligt spin. Eller om det bare er fordi folk ikke helt forstår, hvad nedslidning og førtidspension er. Men det er som om, det store borgerlige defensorat for deres manglende vilje til at sikre mere værdig tilbagetrækning er, at de nedslidte selvfølgelig ikke skal arbejde. De kan i stedet få førtidspension, lyder det.

De kan i stedet få førtidspension, lyder det

Det lyder jo meget fint. Problemet er, at det forkert.

Førtidspension er de syge

Nedslidte får ikke førtidspension. Førtidspension er til folk, der er syge. Så syge, at de ikke kan arbejde – og i øvrigt heller ikke kan særlig meget. For den gruppe af mennesker, man kan kalde ”nedslidte”, forholder det sig anderledes. De er ikke syge. De er ”bare” slidte. De kan for så vidt godt arbejde. Det gør bare ondt. Eller det betyder, at de i praksis ikke har nogen fritid, fordi kroppen skal bruge al fritid på at restituere.

Det betyder, at der ikke venter dem en værdig alderdom og en fair tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det er en myte, at de mennesker kan få førtidspension. De er overladt til sig selv og gigtpillerne.

De er overladt til sig selv og gigtpillerne

Førtidspension er ikke en ordning for nedslidte. Og hvis man tror, at dem, der i dag døjer med nedslidning reelt kan hjælpes af førtidspension, så må det uundgåeligt skyldes, at man enten ikke har forstået, hvad førtidspension er, eller ikke har forstået, hvad nedslidning er. Jeg ved ikke, hvad der er værst at have misforstået.

Seniorførtidspension som 'efterløn' er et borgerligt påfund

Så kan man selvfølgelig udvide førtidspensionen for folk, der er tæt på pensionsalderen. Altså sørge for, at førtidspensionsordningen også omfatter mennesker, der ikke er syge men nedslidte. Det vil da være et fremskridt i forhold til den nuværende situation, men det vil langt fra være en dækkende eller god løsning for mennesker, der har slidt på vores arbejdsmarked i årtier.

Selvom man altid har passet sit og gjort sin pligt skal op på kommunen og tjekkes efter af en kommunal sagsbehandler

For det første fordi det indebærer en vis grad af ydmygelse. At man selvom man altid har passet sit og gjort sin pligt skal op på kommunen og tjekkes efter af en kommunal sagsbehandler. Som så skal sidde der og vurdere, om du nu også er værdigt trængende, og om du allernådigst skal have lov til at stoppe med at slide dig selv ihjel.

Det er der nok mange, der gerne vil betakke sig for. Især fordi tilliden til, at jobcenter og det kommunale beskæftigelsessystem arbejder for – og ikke imod – den enkelte borger for mange nok kan ligge på et meget lille sted. Måske er det derfor, de borgerlige politikeres påfund om en seniorførtidspension som en efterløn for de værdigt trængende aldrig rigtig er kommet op at flyve?

Hvor god er DU til at forstå lovgivningen? 

En ordning, der er afhængig af en individuel vurdering vil også betyde mindre sikkerhed for den enkelte. Mens det er rimelig overskueligt at finde ud af, om man opfylder objektive kriterier for tilbagetrækning, kan ingen jo være sikker på, hvad en kommunal sagsbehandler vil vurdere.

Enhver kan sætte sig ned og se, om man har været det krævede antal år på arbejdsmarkedet, mens selv den mest forudseende lønmodtager vil have svært ved at gætte, hvad Marianne fra jobcenteret vurderer. Det giver bare ikke den samme ro og tryghed med en vurderingsordning som med objektive rettigheder.

For lige pludselig bliver det ikke dit behov for hjælp, der er afgørende

For det tredje ligger der en potentiel ulighed i den individuelle vurdering. For i et moderne retssamfund vil et individuelt vurderingssystem også betyde, at borgeren selv kan se, hvad vurderingen bliver foretaget ud fra. Det betyder klagevejledninger, offentlige kriterier og mulighed for at tale sin sag over for dem, der træffer afgørelsen. Og det er jo sådan set meget godt.

Men heri ligger der også en ulighed. Og en ganske uretfærdig en af slagsen. For lige pludselig bliver det ikke dit behov for hjælp, der er afgørende. Det bliver i stedet, hvor god du eller dine eventuelle pårørende er til at forstå lovgivningen, overbevise sagsbehandleren eller argumentere i en klage.

Rettigheder er sværest at snyde med

Sidst men ikke mindst er rettigheder bare væsentligt sværere at fjerne igen. Det kræver, at politikerne vedtager en lovændring. Som oftest er det endda bundet af et politisk forlig, så der skal være folketingsvalg inden det kan træde i kraft.

Og det er som regel efterfulgt af en ganske stor offentlig debat – bare tænk på, hvordan den voldsomme forringelse af efterlønnen fyldte ved folketingsvalget i 2011. Og undervejs kan du som vælger være med til at bestemme, hvad der skal ske.

Undervejs kan du som vælger være med til at bestemme, hvad der skal ske

Anderledes er det med individuelle vurderinger i kommunen. De kan langt lettere laves af forvaltningernes embedsapparat. Der kan ændres på nogle vægtninger i ly af natten. Kommuneaftalen kan indføre en anden slags refusion, og ingen opdager det.

Førtidspension er ikke en løsning for nedslidte. Og der er heller ingen udsigt til, at det bliver det.