Annonce

Vil du anbefale dit barn at blive slagter?

Polarisering er en realitet på det danske arbejdsmarked. Djøf'eren giver gerne teten videre til næste generation, mens slagteren vifter afværgende med armene.
Vil du anbefale dit barn at blive slagter? Svaret er klart nej, hvis du spørger nutidens slagtere. Djøf'eren og skolelæreren giver derimod gerne teten videre til næste generation.

En ny undersøgelse blandt Fødevareforbundet NNFs medlemmer viser, at der blandt forbundets medlemmer af bl.a. slagtere og bagere kun er 15 procent, der ville anbefale deres børn at vælge samme karrierevej som dem selv.

Omvendt viser tallene for den øvrige del af befolkningen, at 58 procent faktisk godt kunne finde på at opfordre ungerne til at forsætte i samme job eller branche, som dem selv.

Tallene bekræfter for det første, at der blandt slagteriarbejdere og andre i fødevarebranchen er tale om helt reel nedslidning, som man bestemt ikke ønsker at udsætte sine børn for.

Men tallene viser desværre også faldende faglig stolthed

Men tallene viser desværre også faldende faglig stolthed, og så viser de ikke mindst et stærkt opdelt arbejdsmarked, hvor afstanden mellem de ’bedste’ og ’værste’ job er massiv.

Belastningen stiger

Vi skal naturligvis satse på teknologiske kvantespring, massiv automatisering og bedre muligheder for sporskifte, men samtidig må vi heller ikke bilde os selv ind, at de nedslidende erhverv bare forsvinder af sig selv.

I takt med et voksende effektiviseringspres, så risikerer vi faktisk at nedslidningen kan sprede dig.

Målinger fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) afkræfter nemlig påstanden om, at arbejdsmiljøet i Danmark er blevet mere sikkert i takt med den teknologiske udvikling.

Siden 2012 er andelen af lønmodtagere, som antages at være fysisk overbelastet i deres arbejde, steget med 15 procent, mens andelen af lønmodtagere, som antages at være psykisk overbelastet, er steget med 17 procent.

Udviklingen er i sig selv alarmerende, men det bliver ikke bedre, når man samtidig de facto har afviklet efterlønnen, hæver pensionsalderen og underminerer Arbejdstilsynet, der siden 2015 er blevet beskåret med 100 millioner kroner og siden 2007 er reduceret med 300 årsværk.

Faglærte og ufaglærte jobs skal gøres attraktive igen

Det er ikke just en udvikling, der viser at slagteriarbejdere eller andre grupper af nedslidte lønmodtagere har haft topprioritet i det danske samfund.

Den samme ligegyldighed overfor folk med ufaglært og faglært arbejde, som har gjort sig gældende de senere år, når man ser på udhuling af dagpengene, manglen på praktikpladser, nedskæringer på erhvervsuddannelser og senest regeringens bestræbelser på at tiltrække mere billig udenlandsk arbejdskraft fra lande som Kina, Indien, Mexico og Rusland.

Det kan derfor ikke overraske nogen, at udsigten til et arbejdsliv som faglært eller ufaglært ikke er noget nogen ønsker sig for ens nærmeste. Og da slet ikke, hvis man selv har haft det inde på livet.

Samtlige politiske partier har i årevis svigtet, og den siddende regering fortsætter med at gøre det, når den kun vil snakke om kosmetiske forbedringer af seniorførtidspensionsordningen.

Målet må være, at også jobbet som slagter og bager igen kan gøres så attraktivt, at de nuværende slidere også vil anbefale deres børn at gå samme vej.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Grundproblemet er, at Socialdemokratiet aldrig har taget arbejdsmiljøet alvorligt i et kapitalistisk land, hvor arbejdsgiverne næsten enerådende styrer arbejdsmiljøet - nu hvor beskæftigelsesministeren vil afskaffe datablade for kemiske stoffer.
Jeg har med LO’s anbefalinger forsket i substitution af farlige stoffer. Socialdemokratiet ved Mette Frederiksen/Jytte Andersen har ikke engang villet forbyde kræftfremkaldende stoffer, som i mange år har været forbudt i nabolande, og hvor der findes mindre farlige muligheder.
Derfor er det fuldt forståeligt, at man vil undgå farlige jobs.