Huslejeloft vedtaget: Nu kan titusindsvis af lejere sove roligere

Folketinget har i dag vedtaget at lægge loft på stigende huslejer som følge af den voldsomme inflation.
Foto: Kereby Udlejning
160.000 lejere kan sove lidt roligere, efter at Folketinget i dag har vedtaget at lægge loft over stigende huslejer udløst af den voldsomme inflation.

Det er knap en måned siden, at regeringen sammen med sine tre støttepartier - SF, Radikale og Enhedslisten - indgik en aftale om loftet, som skal gælde frem til udgangen af 2024. Også Alternativet, der stod uden for aftalen, endte med at stemme for.

Aftalen betyder, at private udlejere, som regulerer lejen efter udviklingen i netto-prisindekset som udgangspunkt ikke må lade huslejerne stige mere end højst fire procent.

Loftet skal gælde frem til udgangen af 2024

Dagens vedtagelse, der er kommet i stand efter, at regeringen af hensyn til lejernes tryghed havde ønsket sagen hastebehandlet, tager dermed toppen af de stigende huslejer som følge af den voldsomme inflation, som i sidste måned lå på mere end ni procent.

Ifølge Boligministeriet vil private udlejere dog fortsat have mulighed for at hæve lejen ud over fire procents-loftet, hvis udlejeren kan dokumentere højere driftsudgifter sammenlignet med det foregående år.

”Regeringen har en klar målsætning om at passe på lejerne, så de skal ikke gå fra hus og hjem som følge af voldsom inflation. Det har samtidig været vigtigt for os, at loven kan træde i kraft så hurtigt som muligt, så flest mulige lejere kan få gavn af den. Vi ønsker at skabe tryghed for landets lejere, og det gør vi med denne lov,” siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) efter at lovændringen i dag blev vedtaget.

“En forjaget proces”

Hos Lejernes Landsorganisation (LLO) glæder man sig over dagens vedtagelse, da det vil hjælpe mange bekymrede lejere.

På Twitter skriver LLOs landsformand Helene Toxværd:

”Det er meget glædeligt, at Folketinget vil hastebehandle lovforslaget. Det gør, at forslaget har langt større mulighed for at træde i kraft og dermed hjælpe de mange bekymrede lejere i de cirka. 180.000 private lejeboliger, som står til at blive ramt af huslejestigninger på omkring 10%.”

placeholder

 

I udlejernes organisation EjendomDanmark er man derimod ikke begejstrede for lovindgrebet på udlejningsmarkedet.

Organisationen betegner indgrebet som en “forjaget proces”, der giver øgede administrative byrder og “underkender branchens vilje til at søge løsninger med deres kunder”.

Øger konfliktniveauet

EjendomDanmark frygter, at huslejeloftet “ikke løser lejernes problemer og dermed øger konfliktniveauet på området,” som det udtrykkes.

”Vi ved jo, at det ikke nødvendigvis er de lejere, der er mest trængt på økonomien, som får størst gavn af loftet. Ville man hjælpe dem, der bliver ramt hårdest af, at priserne på energi og mad stiger, ville man have fundet en model, der støttede dem. Det kunne have været via boligstøtten,” siger administrerende direktør i EjendomDanmark, Peter Stenholm.

Han er heller ikke glad for, at indgrebet er sket med et snævert flertal, der kun omfatter regeringens støttepartier plus Alternativet.

Muligvis grundlovsbrud

Også de konservatives politiske ordfører, Rasmus Jarlov (K), har knubbede ord til huslejeloftet.

Folketinget burde tage lovarbejdet mere seriøst

På Twitter skriver han, at den nye lov muligvis er et brud Grundloven:

“I dag beslutter et flertal i Folketinget at hastebehandle et loft over huslejepriserne. Det er kompliceret, muligvis et grundlovsbrud, og har enorme implikationer. Men det haster at blive klar med en mærkesag til folketingsvalget. Folketinget burde tage lovarbejdet mere seriøst,” skriver Rasmus Jarlov.

placeholder

 

I et senere tweet fortæller han dog, at den ansvarlige minister Christian Rabjerg Madsen ikke mener, at der er tale om et grundlovsbrud, hvilket Jarlov tilsyneladende tager for gode varer.

“Ministeren har nu svaret, at han ikke mener, der er tale om grundlovsbrud, da det er lovligt at lave ekspropriation. Jeg tror, han har ret. Men det sejler, hvorvidt der sker ekspropriation og dermed en potentiel juridisk skandale. Det når ikke at blive ordentligt afklaret,” lyder det fra den konservative ordfører.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Selvfølgelig laver regeringen ikke en lov som bevidst er et brud på Grundloven, Jarlov har valg kuller, de er så bange i K for at de ikke får statsministeriet, så alt skyts bruges, men husk det kan give bagslag. V og K tilsammen ligger under Mette F 25,4 % i dag i Epinion.

Så bruger man igen ordet skandale
Kunne de blå politikere mon ikke prøve at variere deres sprog en lile smule?

Nu har de røde “ydet efter evne og nydt efter behov” fået festet pengene op og så skal de blå igang med at redde økonomien og rydde op efter festen..

Christian, det var jo den borgerlige regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen, der skabte finanskrisen i 2007-2008 på grund af en fejlslagen finanspolitik. Det skete i samarbejde med USA under ledelse af George W. Bush. Årsagen var en fejlagtig boligfinansiering i USA og herhjemme med indførelse af de afdragsfrie lån, hvor man "skubber" gælden foran sig. Det medførte stigende boligpriser, som vi stadig lider under, alt p.g.a. en fejlslagen borgerlig politik. En stor del af oprydningen efter finanskrisen skete under en socialdemokratisk regering ledet af Helle Thorning Schmidt.

Sikke da noget vrøvl!
Var finanskrisen måske kun noget, det ramte Danmark og USA?
Nej, det ramte hele verden, så derfor er det noget fordrukkent sludder at påstå, at det var Fogh og Bush, det skabte krisen!
Undskyld, men hvor dum kan man da være?

Annonce