Den dobbelte Tove: ”Connie fra lokalcenteret sidder næppe klistret til skærmen”

Anmeldelse: Lyrisk dokumentar om Tove Ditlevsens splittede liv er en oplevelse for de få. De flotte animationer havde fortjent et mere originalt manuskript.
Da man i 2014 sløjfede Klaus Rifbjerg fra folkeskolens danskkanon til fordel for Tove Ditlevsen, var det indirekte en afspejling af en tendens i tiden, nemlig, at blandt forfattere, medier og læsere, som igen havde fået smag for arbejderpigen fra Vesterbro. Genudgivelser, nye udgivelser, men også teaterforestillinger og meget, meget mere har således i de senere år set dagens lys i, hvad der da også er blevet døbt Tovefeber.  

placeholder

For Tove Ditlevsen kan nemlig noget. Den afdøde forfatter taler ind i en længsel efter stærke kvindestemmer hinsides samtidslitteraturen. Samtidig rammer hendes legende selvfortælling lige ind den bølge af autofiktion, vi oplever disse år – med forfattere som f.eks. Leonora Christina Skov, Yahya Hassan eller Karl Ove Knausgaard, hvor det ligesom i 70’erne igen er blevet okay at bekende sig literært.

Den afdøde forfatter taler ind i en længsel efter stærke kvindestemmer hinsides samtidslitteraturen

Begge dele gælder i høj grad også i manuskriptforfatter Sami Saif og animationsinstruktør Peter Lopes Anderssons nye kortdokumentar ”Tove i stykker”, der som en del af filmfestivallen CPH:DOX lige har haft verdenspræmiere online på Cph:Dox og DR2.

Itugåede personlighed

Filmen er en lyrisk hyldest til nationalklenodiet Tove Ditlevsen med særligt fokus på hendes splittede karakter. En karakter, der er spændt ud mellem rollen som den skrøbelige borgerfrue i Birkerød og den seje pige fra Vesterbro. Mellem den himmelstormende storbyboheme og det helt almindelige forstadsmenneske. Mellem den utrættelige misbruger og den alt for udkørte mor.

Når makkerparret Saif og Andersson har navngivet deres dokumentarfilm ”Tove i stykker”, så er det naturligvis en beskrivelse af denne hendes itugåede personlighed - de mange Tove’er. Men samtidig også en tydelig henvisning de korte brudstykker, som udgør selve filmen.

En rød tråd igennem denne film er nemlig et båndet interview fra september 1974. Lydoptagelsen ledsages undervejs af Peter Lopes Anderssons mesterlige animationer og et par afstikkere til gråtonede samtalesekvenser med journalist og forfatter Karl Bjarnhof samt digtoplæsninger fra Danmarks Radios arkiver.

Vi får fortællingen om ægteskaberne, utroskaben og de mange mænd

Vi får fortællingen om ægteskaberne, utroskaben og de mange mænd. Om dengang faren blev ramt af arbejdsløshed, om hendes begyndende misbrug. Hele vejen fortæller hun åbenhjertigt og i øvrigt med påfaldende højkøbenhavnsk dialekt om episoder, der har formet hendes fragmenterede karakter.

Tove for de få

Når filmens i alt 38 minutter er gået, sidder man imidlertid tilbage med en lidt ærgerlig fornemmelse over en dokumentar, hvis uoriginale manuskript ikke helt tjener det ellers så suveræne animationsarbejde.

En ærgerlig fornemmelse over en dokumentar, hvis uoriginale manuskript ikke helt tjener det ellers så suveræne animationsarbejde

Desværre lader filmen nemlig til at fortabe sig i disse intellektuelle gøglerier, hvad der nok også gør, at filmen står tilbage som en oplevelse for de få. En film, hvor Saif og Andersson har vægtet karakteren fremfor mennesket, formen frem for indholdet.

Man forestiller sig ikke ligefrem Connie fra lokalcentret sidde klistret til skærmen. Og sådan skal det heller ikke nødvendigvis være selvfølgelig, da Tove Ditlevsens liv og forfatterskab jo reelt set også må ses som en balancegang mellem hverdagen og kunsten, ja eller, ”mellem det trivielle og det patetiske”, som det lyder i et digt i filmens scene.

Havde filmen imidlertid i højere grad insisteret på et knapt så flakkende handlingsforløb med opmærksomheden rettet mod en følelsesmæssig genkendelighed – som f.eks. scenerne om Toves far, der bliver arbejdsløs, Tove selv, der får foretaget en abort, måske i virkeligheden taget afsæt i en af forfatterens mange fremragende noveller. Så havde plottet ikke utænkeligt brilleret lige så stor stil som billedsiden.

Den her spiller nok bedst i klasselokalet

”Film skal ses i biografen”, sagde tv-vært Ole Michelsen altid som afslutning på sit filmprogram på DR, Bogart. Den her spiller nok bedst i klasselokalet.

Sami Saif, Peter Lopes Andersson: ” Tove i stykker. 38 minutter. Toolbox Film. Online på Cph:Dox og DR2

Kulturskribent og anmelder


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Nu skal man jo ikke glemme, hvem og hvad Tove Ditlevsen egentligt var for en person. Når hun som uomtvistet dronning af parnasset fik tilsendt ikke-anerkendte forfatterspirers forsøg med at skrive, var hendes kategoriske yndlingskommentar: ”Det var noget bras det hele”. Hendes hensigter med hensyn til at nedgøre alt andet, end hvad hun selv havde konciperet, svigtede aldrig. Hun forsvarede sin position som dronning af parnasset på en måde, der i ingen henseende stod tilbage fra nogen tronprætendent, og til den ende stod den endeløse strøm af lodrette nedvurderinger ikke tilbage for noget. Det var et universitet værdigt. Universitetet har som bekendt kun plads til deciderede karrièrefræsere. Og det var hun, ubetvivleligt. Og jeg har aldrig set denne færd underkastet en etisk vurdering. Når man undertiden kom ind på den vurdering, at hun var en djævel, tilskrev man denne djævelskab hendes kunstneriske åre. Det er en stor fejl, at man aldrig har underkastet hendes vandel en nærmere undersøgelse per se. I virkeligheden drejede sig alt om Tove Ditlevsen om Tove Ditlevsens lille navle. Havde hun egentligt udsyn, når det kom til stykket, hvor det gjaldt de interpersonelle problematikker?

De fleste kunstnere udlever sig selv gennem deres kunst. Stærke ting bliver skabt af smerte. Der er megen smerte i de fleste kunstneres liv. Hvad også kunne siges at gælde for Tove Ditlevsen.
Hvem hun ellers VAR anede hun kun selv.

Annonce