☰
☰
Annonce
Drop skældud i skolerne
Hvordan bør lærerne håndtere skolebørnene, når de vender tilbage fra den sociale isolation og den sociale distancering i flere uger pga. corona-krisen?
På et eller andet tidspunkt skulle skolerne åbne igen. Efter Statsminister Mette Frederiksens pressemøde igår blev det tidspunkt fastsat tilden 15. april, hvor 0.-5. klasserne på folkeskolerne vil genåbne. De største elever skal fortsat blive hjemme. Men lige nu skal myndigheder og de konkrete institutioner i gang med planlægge omstændighederne for åbningen.
Alle børn har mistet det sociale samvær
Men under alle omstændigheder burde vi måske udnytte muligheden for at tage en diskussion om, hvordan forældre, lærere og pædagoger bør håndtere den nuværende situation, hvor alle børn har mistet det sociale samvær med deres kammerater og legekammerater og nu bliver passet af familiemedlemmer, som ikke er vant til at have dem hjemme i så mange timer.
Startskud til en skole uden skældud?
Historisk set er det en meget ny og ukendt situation, og vi bør alle tænke på, hvordan vi bedst muligt agerer skånsomt over for børnene, som i den grad er blevet påvirket af en situation, som har vendt op og ned på deres tilværelse. En skoleforsker er kommet med en ide, som jeg synes er fremragende og revolutionerende.
Skældud er noget af det værste for både voksne og børn i skolen
”Skældud er noget af det værste for både voksne og børn i skolen”. Sådan skrev Louise Klinge, skoleforsker og Ph.d., for nylig i forbindelse med udgivelsen af en helt ny bog med titlen: ‘Skolen uden skældud`, som er lige på trapperne. Fremtidens skoler forventes at ville gøre brug af disse didaktiske overvejelser, fordi ca. halvdelen af børnene i indskolingen tit eller nogle gange bliver skældt ud, og ifølge ovennævnte forsker gælder det for en fjerdedel af børnene på mellemtrin-niveauet.
Relationsarbejdet har stor betydning, og derfor kommer klasseledelse og pædagogik automatisk til at fungere, hvis relationerne, både mellem eleverne og mellem eleverne og læreren, er gode. Dette burde være Danmarks profil udadtil i verden. Vi hverken slår eller skælder ud, og vi behandlere vore børn med den største værdighed og respekt.
Læreren der ikke havde brug for at skælde ud
Det er relationskompetence hos læreren, der skal være i fokus. Vi er nødt til at tale pænt og skælde mindre ud i skolerne. Vi skal vise tålmodighed over for børn, som måske ikke har haft mulighed for at tale ud og derfor brænder inde med en hel masse spørgsmål; måske har de savnet noget nærvær, og stik imod deres natur må de ikke røre ved nogen eller noget uden at vaske hænder hele tiden.
Det danske politi har ageret suverænt ved at få danskerne til at holde afstand, uden at de har brugt magt og straf. Ligeledes bør vi i krisetider tage en diskussion om, hvorvidt det er den faglige effektivitet, som bør være forrest i lærerens daglige prioritering, eller om det er børnenes trivsel.
Måske skulle Danmark gå forrest i kampen om skabe bedre selvværd hos børnene ved at give afkald på skæld ud
Lærere skal ikke skælde ud. Ikke nu, ikke om nogle måneder og helst ikke før sommerferien. Måske skulle Danmark gå forrest i kampen om skabe bedre selvværd hos børnene ved at give afkald på skæld ud som didaktisk metoden. Vi må kunne finde mere værdige metoder til at skabe respekt omkring barnets suverænitet og mulighed for interaktion, som er baseret på gensidig respekt. Omsorg, omtanke og medfølelse overfor hinanden bør være værdier, der prioriteres højt i samfundet, hvor intelligens og visdom ikke kun associeres med kapacitet til at rage materielle goder til sig selv.
Skældud ødelægger også din egen dag
Lad os lytte til opfordringen fra Louise Klinge, hvis forskning viser, at når lærere skælder ud, ødelægger det børnenes relationer til hinanden. Skældud ødelægger også din egen dag, for hvem har det godt med at skælde andre ud uden at sidde med dårlig smag i munden bagefter?
Jo mere uenige, vi er med hinanden, jo pænere bør vi tale til hinanden
Når det gælder politiske uenigheder, bør vi voksne praktisere det samme pædagogiske princip, at jo mere uenige, vi er med hinanden, jo pænere bør vi tale til hinanden, og i stedet for at skælde ud, vise empati og forståelse for, at hvert enkelt individ har ret til at vælge sit politiske ståsted.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Kommentarer
Jeg vil på ingen måde gøre mig klog på, hvordan skolen kommer på fode igen med Covid19.
En meget meget trist ulykke for alle.
Men før Covid19, er der for mig, to ting der fylder, i mit perspektiv. Mobning og uro forstyrrelser af undervisningen.
Jeg mener mobning kan være invaliderende og jeg mener mobning bør indskrives i straffeloven.
Skolen og Lærer er frataget korporlig og lignende straf, det er en selvfølge af human adfærd. Ingen straffe ekspeditioner. Der mangler noget, når børn ikke udholde at følge undervisningen og jeg mener det nok i høj grad handler om, at de ikke kan sidde stille og koncentrerer sig for længe, særlig medens de er små. Derfor må utilpassede og urolige elementer (læs elever), flyttes til fysisk aktiviteter, så længe de udtrykker, de ikke ønsker at sidde stille og deltage i undervisningen.
Jeg tænker, børnene kunne lære lige så meget på syv år, som de nu ti år, hvis der ikke var forstyrrelser og uro i klassen.
Hvis de så oven i købet, kunne slippe ud af skolen, uden skader fra mobning.
Det er jo en altid væsentlig problemstilling, artiklen opruller, og til den ende må vi dele både lærerne og eleverne op i to adskilte grupper hver. Først lærerne. Der er to lærertyper. Den ene er af den formening, at skældud er et legitimt pædagogisk redskab, og hvor skældud er en del af vedkommendes personlighed. Den anden gruppe af lærere har i ingen henseende skældud på tapetet, eller har det som en del af vedkommendes personlighed, men bliver slået ud af de af eleverne, som har den rent terroristiske tilgang til skolegangen, og de er dybt ulykkelige over, at det skal være på den måde. Og hvad eleverne angår, så er der den store gruppe, som blot vil have det hele til at glide, og hvis man kunne lære noget, så vil de også gerne det. Og så er der den gruppe af elever, der tænker som terrorister, som gynger i gardinerne og som kravler på væggene, og som tager umådeligt megen tid fra undervisningen til sig selv. De opnår jo det, de vil: At være i centrum hele tiden. Og når så læreren med de tyndslidte nerver forsøger at dele straffe ud i form af skældud, så er det ofte så som så med præcisionen. Ordentlige elever bliver skældt ud, måske endog får eftersidninger, og det hele ender i komplet meningsløshed. Vi må jo ikke glemme, at skolelærere aldrig har repræsenteret nogen form for intellektuel elite – det gælder begge typer. Det forhold, at der ingen krav stilles på læreruddannelserne, gør jo, at alle andensorteringshjernerne havner som lærere. At der så er nogle enkelte med evner og hjertet på rette sted, er glædeligt, men ændrer ikke på det generelle billede. Men vi får aldrig en anden lærerstand uden at vi får fjernet terroristerne blandt eleverne. Og det får vi aldrig, med mindre vi får ophævet den de facto skoletvang, vi har her i landet.
Det er da ikke en ordentlig tone du her bruger, du kommer med løse påstande om lærere, elever og læreruddannelsen. Man bliver ikke større af at træde på andre. Kom hellere med forslag til det artiklen handler om: Undgå at skælde ud!
Løsningen er da sår simpel, hvis ellers man tør tage fat og ville det. Den del der ønsker og vil undervisning, har plads i klassen og får undervisning. De der IKKE ønsker og IKKE vil undervisning, bliver fjernet fra klassen og placeret på FUT banen (Fysisk Udmattelse og Tortur, kendt fra militærtræning), med en rottweiler i røven, så længe de fortsat ikke ønsker at deltage i undervisningen, uden at forstyrre og larme.
Ingen skæld ud og ingen tæsk, alle er glade og kan nå det hele på den halve tid.
Har du et mere konstruktivt forslag? Hvis man spørger dem hvad de helst vil, siger de jo at de gerne vil undervises. Hvis de ikke skal spørges, er det så dig der skal være dommer?
Kom nu med noget seriøst!
Hvad med om du kom med forslag ... du har jo svarene ...
Selvom jeg ikke kan tilslutte mig Arnes forslag, har han alligevel fat i et problem: Hvad stiller vi op med terroristerne? Ja, alene det at identificere dem, udgør jo et problem. Jeg har jo utallige gange set, hvordan de manøvrerer lynhurtigt og får en anden til at tage skylden. De er udspekulerede indtil det ondartede. Og med hensyn til, hvad vi skal stille op med dem, så har der gennem årene været forslag, som for eksempel at sende dem med en tur med skoleskibet "Danmark". Men jeg er egentligt ikke begejstret for at få sådan et befolkningselement af landsknægte. Vi har brug for civiliserede medborgere, og ikke fribyttere. Men alene det at lære dem at adlyde ordrer ville være et civiliserende tiltag, når det ikke kan være andet.
Nazisterne lærte jo folk at adlyde ordrer, og de havde også en idé om hvilke folk der var ondartede. Er det der vi skal hen?
Er du da ikke selv i stand til at skelne mellem mennesker?
Nok ikke så skråsikkert som det du antyder. Det er ikke så simpelt som at nogen er de gode og andre er de onde. Men nu er vi kommet langt væk fra skæld ud, så slut herfra.
Bovlamme relativister har altid været en hindring for at få afleveret beklagelserne på den rette adresse.