Tesfaye åbner for hurtig undersøgelse af FE-sag

Findsen-sagen: Både stats- og justitsministeren og tidligere forsvarsminister afviser, at der er sket nogen for form politisk forfølgelse
Foto: Keld Navntoft
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Partierne i den blå lejr har mere end antydet - med baggrund i Lars Findsen-bogen “Spionchefen”, der udkom i torsdags -, at den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, er offer for politisk forfølgelse.

Men at det skulle være tilfældet afviser statsminister Mette Frederiksen nu pure:

“Jeg kan fuldstændig afvise, at der skulle være nogen form for politisk forfølgelse i denne her sag,” sagde Mette Frederiksen således til den fremmødte presse efter hendes deltagelse i DR-debatten mellem de tre statsministerkandidater Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K) og hende selv søndag aften.

Derudover er statsministeren fåmælt. Hun henviser til, at der er tavshedspligt i sagen.

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) oplyste fredag, at S-regeringen støtter en kommission, som skal undersøge hele FE-sagen, når retssagen mod Lars Findsen er afsluttet. De blå partier ønsker derimod sagen undersøgt af en kommission hurtigst muligt.

Støttepartier åben for hurtigere undersøgelse

To af S-regeringens tre støttepartier - Enhedslisten og De Radikale - er nu åbne overfor at lade i hvert fald dele af FE-sagen undersøge efter valget. Blot ønsker de to partier vished for, at retssagen mod Lars Findsen ikke kompromitteres af en sideløbende undersøgelse.

Enhedslistens politiske leder, Mai Villadsen, understreger, at Enhedslisten ikke nødvendigvis har de samme ønsker til, hvad der bør undersøges, som de blå partier har.

Enhedslisten ønsker yderligere belyst, om Forsvarets Efterretningstjeneste, har videregivet oplysninger om danske statsborgere til den amerikanske efterretningstjeneste NSA i strid med reglerne.

Enhedslisten ønsker også undersøgt, om det er korrekt - som påstået af Lars Findsen i sin erindringsbog - at PET tilbød Lars Findsen en studehandel op mod jul sidste år.

PET har fuldstændig afvist, at de har tilbudt Findsen en studehandel.

S åbner for hurtig undersøgelse

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) oplyser mandag formiddag, at regeringen nu også er åben over for en hurtigere undersøgelse af FE-sagen:

Regeringen kan blankt afvise enhver anklage om politisk forfølgelse

“Med alle de oplysninger, jeg har, er der intet grundlag for at tro andet, end at hele forløbet er kørt ordentligt og fuldstændigt efter bogen. Regeringen kan blankt afvise enhver anklage om politisk forfølgelse," siger Tesfaye til Netavisen Pio og fortsætter:

"Men der er efterhånden rejst mange spørgsmål. Derfor støtter vi en uafhængig undersøgelse, der forhåbentlig kan bidrage til at fjerne usikkerheden om forløbet og styrke tilliden til vores myndigheder."

"Vi har absolut intet ønske om at det skal tage længere tid end højest nødvendigt. Det er omvendt afgørende, at den igangværende retssag ikke påvirkes hverken direkte eller indirekte af politisk igangsatte undersøgelser."

Tesfaye konkluderer, at Socialdemokratiet på den baggrund kan tilslutte sig, at en undersøgelse igangsættes før retssagen mod Findsen er tilendebragt:

så er vi åbne over for, at undersøgelsen kan igangsættes før straffesagen er afsluttet

"Hvis de hensyn kan sikres, så er vi åbne over for, at undersøgelsen kan igangsættes før straffesagen er afsluttet. For os er det i sig selv vigtigt, at et bredt politisk flertal står bag rammerne, så forløbet ikke politiseres.”

De Radikale understreger, at de er åbne over for få undersøgt FE-sagen hurtigere, men det er afgørende for partiet, at en kommissionsundersøgelse ikke påvirker retssagen mod Lars Findsen:

"For os er det ret afgørende, at vi ikke kommer til at påvirke den retssag, der kører, hverken direkte eller indirekte. Men kan man finde en vej til eksempelvis at afdække den første del af forløbet, så er vi åbne over for det," siger Martin Lidegaard til Ritzau ifølge Politiken.

Professor: Ganske vanskeligt

Det kan, ifølge professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, Michael Gøtze, blive vanskeligt at igangsætte en eventuel undersøgelseskommission om sagen vedrørende Forsvarets Efterretningstjeneste, uden at påvirke den forestående straffesag mod den hjemsendte FE-chef, Lars Findsen.

"Det vil især være vigtigt at lave så klart et snit som muligt, så undersøgelseskommissionen ikke sidder og ser på det samme som byret og landsret i straffesagen om Lars Findsens tavshedspligt. Jo mere man kommer til at se på det samme, jo mere kan man genere hinandens undersøgelser," siger Michael Gøtze til Ritzau ifølge DR.

Opdateret kl. 13.35 med kommentarer fra professor Michael Gøtze, opdateret kl 17.35 med kommentarer fra Trine Bramsen (S)

Trine Bramsen afviser Findsens fremstilling

Transportminister, tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) skal ifølge Lars Findsen-bogen, "Spionchefen", have sagt, at hun var "med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90". 

Men den fremstilling afviser Trine Bramsen mandag eftermiddag. Bramsen skriver i en mail til Ritzau ifølge Berlingske, at det var på baggrund af kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), at hjemsendelsen af Lars Findsen og fire andre ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fandt sted.

Tilsynet mente, at i FE havde tilbageholdt "centrale og afgørende oplysninger" for tilsynet:

"Det var denne alvorlige kritik fra et uafhængigt tilsyn, der førte til hjemsendelsen af blandt andet Lars Findsen," skriver Bramsen og konkluderer - helt på linje med statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Mattias Tesfaye (S) - at Findsen ikke har været udsat for politisk forfølgelse:

"Jeg kan derfor fuldstændigt afvise, at Lars Findsen på nogen måde har været udsat for politisk forfølgelse."

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er forståeligt, at S også accepterer en hurtig undersøgelse, når støtten til at trække sagen i langdrag fra Enhedslisten og Radikale venstre ikke længere er eksisterende. Alt tyder på en fuldstændig vanvittig håndtering af FE-sagen allerede fra starten af.

Ivan Harpsøe - Jeg vil ikke udtale mig om forløbet i en sag fra efterretningstjenesterne - der er for meget vi ikke ved og så bliver det gætterier.

Alt i alt må vi nok erkende, at det forekommer langt mere betryggende med den nuværende forsvarsminister frem for den tidligere.

Ja hvis du har ret, så må reglerne jo laves om, for forsvarsministeren har fulgt de regler der var, har jeg forstået. Hvis alt er gået efter bogen, så må man tro på det, ellers vil det jo under alle omstændigheder før eller siden blive afsløret, som det modsatte, og hvem kan have interesse i det som regering. Medløberne må da få en grim smag i munden, hvis det viser sig der intet er at komme efter.

Hej Helle - På et tidligere tidspunkt sendte man 5 personer hjem for senere at meddele: "Der var ikke noget at komme efter".
Fra starten af mente man også, at Findsen risikerede op til 12 års fængsel. Efterfølgende taler man om, at det evt. kan dreje sig om maksimalt 4 års fængsel.
Skal man være stor tilhænger af S for at kunne se logikken?

Det der har været problemet i denne sag med efterretningsvæsenet, er at der medarbejdere der har kontakt til journalister - de sælger oplysninger, Findsen udtaler selv, at han ikke ved hvem det er der "sladrer" til den borgerlige presse. Det er for mig at se en farlig medarbejder, og de aviser der bringer historier fra efterretningstjenesten er på gyngende grund. - Danmarks troværdighed er blevet tabt, efter disse afsløringer. Hjorth Frederiksen berettede om nogle oplysninger som ikke var særlige officielle, han skulle undersøges, men blev frikendt af et dommerhold fra blå blok. Og hvor har de dog al den viden fra.
Overvejelser om en fængselsstraf eller andet, er vel af betydning i en tjeneste der arbejder med hemmelige sager - og så er det godt at være blå, når man er ligeglad med hvad der sker i forbindelse med DK og andre tjenester.
Afsløringen af kabelaflytningen kom "belejligt", da der blev slettet SMSøer - eller var det igen blå medarbejdere der kunne hjælpe med nogle afsløringer igen-
Findsen har brugt samme metode, og rådgiver, som hjorth Frederiksen - nævne sagerne før de bliver en retssag med lukkede døre

Birger Munthe - 18 oktober, 2022 - 11:21 - #30074
Ivan Harpsøe - Jeg vil ikke udtale mig om forløbet i en sag fra efterretningstjenesterne - der er for meget vi ikke ved og så bliver det gætterier.

Har du skiftet standpunkt?.......Skal dit indlæg alene opfattes som værende overflødige gætterier set ud fra din tidligere opfattelse af hele sagen.

De blå partier har fået en kedelig tendens. De mener at de er klogere og mere vidende en landets domstole.
Grundlæggende er det landsskadelig virksomhed.
En undersøgelse af Finsen sagen burde vente til EFTER retssagen. Men så kan den jo ikke bruges til at slå politisk plat på.

Enig med Helle og Hans Jensen. De borgerliges stormløb er grotesk og konspiratorisk. Derfor følger her en mere simpel og underholdende forklaring:
- Lars Findsen bryder sig ikke om selvstændige handlekraftige kvinder og slet ikke, når de er hans overordnede. Han er blevet irettesat af Barbara Bertelsen og sendt hjem af Trine Bramsen. For en machomand tilhørende The Old boys Club kan kun Mette Frederiksen have udtænkt en så mandefjendsk plan!
- Lars Findsen bryder sig ikke om de sædvanlige regelrette kommandoveje. Han taler også under hjemsendelsen med journalister og i bogen refererer han til samtaler med dep.chef Bertelsen og forsvarsminister Bramsen. Hans referat må stå til troende - men går spionchefen altid rundt og refererer samtaler fra lukkede rum ? Pr stedfortræder får han kaldt Bramsen “ dum som en dør “ og flere PET folk og embedsmænd omtales lidet flatterende. Hans ego er stort.
- Lars Findsen får venligt bistået af enJP journalist iscenesat sig som offer og derefter venligt bistået af samtlige borgerlige medier, inklusiv DR og TV2, får han de borgerlige partier til at kræve en kommission her og nu. Hvordan en sådan kan undgå at kollidere med den igangværende straffesag er mig en gåde.
Så alt i alt: opholdet i Hillerød arrest og tiden derefter har ikke været spildt. De borgerlige kan fortsætte stormløbet mod disse irriterende kvindfolk og så undgå at tale politik. Og Lars Findsen ? Han håber vel at slippe af krogen. Han frygter tydeligvis retssagen og har ikke tillid til den danske retsstat. Ak ja.

Klogt gjort af Mette F.: - Hun indså, at Bramsen skabte for mange problemer, hvorfor hun blev afsat som forsvarsminister. Vi er nogle, som føler os langt mere trygge med den nuværende forsvarsminister.

Annonce