Annonce

Kig rundt i Europa. En regering over midten er den rigtige vej at gå

Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, Niels Fuglsang, vil have en regering over midten for at stække de ekstreme fløjpartier.
Foto: Simon Læssøe
Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, Niels Fuglsang.
Når jeg betragter det politiske landskab i Europa, bliver jeg bekymret for fremtiden. Det er egentlig ikke nyt, at højre-nationale partier har vind i sejlene. Det nye er, at de flere og flere steder kommer helt ind i magtens centrum. Enten som parlamentarisk grundlag eller som decideret regeringsparti.

For ganske nyligt, har vi set, hvordan centrum-højre-partierne i Sverige har dannet alliance med det yderste højre, Sverigesdemokraterne, for at komme i regering. Denne koalitionsdannelse mellem centrum-partier og den yderste højrefløj ses ikke kun i Sverige, men mange steder i Europa. Se på Italien, Østrig, Finland og Estland.

Nationalisme og klimafornægtelse

Kendetegnende for de yderste højrefløjspartier er en voldsom nationalisme krydret med en udbredt klimafornægtelse. Derfor er det uholdbart, at lade det yderste højre diktere retningen for Europa. Særligt nu.

Vi befinder os i en tid, hvor krig, inflation og klimakrise er en realitet i hele Europa. Vi har brug for internationalt sammenhold og brede konstruktive løsninger. Klimafornægtelse og andre af den slags ekstreme synspunkter er præcis det modsatte af, hvad vi har brug for.

Til valg på regering over midten

I Danmark pågår for tiden en diskussion om at lave en bred regering hen over midten. Mit eget parti, Socialdemokratiet, har selv åbnet op for muligheden, og går faktisk til valg på en sådan regering.

Jeg kan godt se idéen i det projekt, for der må vel stadig være moderate og gode kræfter i partierne Venstre og Konservative, som ikke ønsker at være afhængige af de partier, der findes længst ude til højre? Det håber jeg, og jeg håber vi kan række ud til hinanden.

Diskrimination

For kigger man på de danske partier længst til højre, så finder man ikke blot ét men hele to partier, som står uden for den danske klimalov, der skal sikre, at vi lever op til Paris-aftalen. Der er også partier, som ønsker EU hen, hvor peberet gror, og i hvert fald ét parti, der mener, vi helt skal ud af EU.

Og der er partier, der er villige til at indføre en ekstrem form for diskrimination i vores samfund. For nyligt kunne man høre et fremtrædende medlem af Nye Borgerlige udtale, at man skal kunne fravælge medarbejde i hjemmeplejen hvis de er jøder eller homoseksuelle. Det er skræmmende synspunkter, der splitter os i en tid, hvor vi bør stå sammen.

Naiv politik

Det må efterhånden stå klart for en hver, at vi står en brydningstid. Krige, konflikter og kriser, som vi troede hørte fortiden til, er nu atter aktuelt i Europa. Det viser sig helt tydeligt, at vi i alt for mange år har ført en fejlslagen og naiv politik.

Vi har ikke taget klimakrisen tilstrækkeligt alvorligt, og vi har kraftigt undervurderet den sikkerhedspolitiske situation. Opgaven er nu at indse de fejl, der er begået, lære af dem, og ændre kurs.

Det handler om fremtiden

I løbet af de næste år skal der træffes fundamentale beslutninger for vores fælles fremtid. Velfærdsstaten skal reformeres, afgørende klimaftaler skal indgås og vores sikkerhedspolitiske tilgang skal revideres.

Vi skal sikre, at det sker på en måde hvor vi står samlet og ikke splittet. For mig er det klart, at en bred regering hen over midten vil kunne levere de bedste svar på de områder. Det handler om fremtiden, om Europa og ikke mindst om Danmark.

Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg tror, jeg vil nøjes med at konstatere, at Nils Fuglsang ikke lykkedes med at overbevise mig i denne sag.