“Hjemsendelsen af Findsen er kørt fuldstændig efter bogen”

Politisk kommentator Hans Engell er stærkt kritisk over for den borgerlige lejrs fremfærd i Findsen-sagen: “De blå partier optræder på en måde, som er meget uborgerlig."
Politisk kommentator Hans Engell, der har en fortid som konservativ forsvars- og justitsminister, er meget kritisk over for den borgerlige lejrs fremfærd i sagen om den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Hans Engell giver i et interview med Netavisen Pio udtryk for, at han ikke forstår, hvorfor de blå partier ikke ønsker at lade retssagen mod Lars Findsen køre til ende. Så kan man, mener han, derefter se på, om der er behov for at få nogle ting undersøgt nærmere via en dommerundersøgelse.

Hans Engell mener desuden, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) kørte sagen efter bogen, da hun for knap to år siden hjemsendte Lars Findsen på baggrund af skarp kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).

Engell: I strid med klassisk borgerlig retspolitik

“Det er klassisk borgerlig retspolitik, at man respekterer, at der nu fra den uvildige anklagemyndigheds side er rejst tiltale mod Findsen for nogle meget alvorlige straffelovsovertrædelser. Og der ville det helt naturlige og rigtige forløb være, at man sagde, at nu skal den straffesag have lov til at gå til ende,” siger Hans Engell til Netavisen Pio og fortsætter:

Det er klassisk borgerlig retspolitik

“Og når der så ligger en endelig dom i sagen, så kan man tage stilling til, om der er omstændigheder i hele denne sag, som kræver en dommerundersøgelse.” 

Hans Engell understreger, at Findsen-sagen består af flere led.

Første led handler handler om et muligt kabel-samarbejde mellem Danmark og amerikanerne. Den del, mener Hans Engell, er fuldstændig afdækket af den dommerundersøgelse, som tre landsdommere fra Vestre Landsret gennemførte.

Dommerne fandt, at samarbejdet mellem Danmark og USA var i orden, og inden for lovens rammer.

Magtfordrejning, hvis Bramsen havde handlet anderledes

Næste led er, at en whistleblower har givet Tilsynet med Efterretningstjenesterne en række oplysninger, som danner baggrund for at tilsynet udsender en meget, meget skarp pressemeddelelse tilbage i 2020.

Af pressemeddelelsen fremgår blandt andet, at tilsynet er blevet vildledt af FE om sagen, og at FE ikke har udleveret, hvad tilsynet har bedt om:

det ville have været  magtfordrejning

“Tilsynet er jo uvildigt, og det ville have været magtfordrejning, hvis en regering, hvis en minister, en Trine Bramsen på det tidspunkt, pludselig var begyndt at gribe ind i formuleringerne eller udsendelsen af pressemeddelelsen,” vurderer Hans Engell.

Havde Bramsen handlet anderledes, så ville kritikken være haglet ned over regeringen, mener Hans Engell:

“Forestil jer hvad reaktionerne ville have været, hvis dommeren (Formanden for tilsynet, red.) var gået på banen og havde sagt, at regeringen forsøger at presse mig til at udsende en anden pressemeddelelse, eller en ændret tekst, end den jeg har. Så der må regeringen jo ligesom acceptere, at det uvildige tilsyn udsender den pressemeddelelse, som de vil.“

Hans Engell vurderer, at regeringen er nødt til at reagere på pressemeddelelsen:

“Når man står med en så kritisk pressemeddelelse, så er man som regering nødt til at reagere. Og man reagerede ved at hjemsende et antal ledende medarbejdere. Det er en fuldstændig naturlig reaktion, og lignende reaktion har vi set på en række andre ministerområder, når der pludselig kommer nogle af disse dommerundersøgelser, som udtaler alvorlig kritik.”

Hans Engell konkluderer:

Man har fulgt spillereglerne

“Hjemsendelsen af Findsen er fuldstændig efter bogen. Man har fulgt spillereglerne.”

"Omstændighederne taler imod"

Lars Findsen antyder kraftigt i sin bog, “Spionchefen - erindringer fra celle 18”, at hjemsendelsen af ham er politisk begrundet.

Han nævner i bogen, at Trine Bramsen over for ham begrunder hjemsendelsen med, at hun “skal kunne tælle til 90 mandater”.

Han Engell er stærkt kritisk over for Findsens fremstilling.

“Jeg ved ikke, hvad Trine Bramsen har sagt. Der har formentlig kun været de to til stede. Så det vil være påstand mod påstand, “ siger Hans Engell og fortsætter:

“Jeg lægger til grund, at Trine Bramsen på det tidspunkt overhovedet ikke har haft nogen grund til at være bekymret over det parlamentariske flertal bag regeringen i denne her sag. Omstændighederne taler imod, at hun skulle have givet udtryk for, at der skulle være en politisk risiko for regeringen, hvis hun ikke handlede.”

“Sagen er den, at det her samarbejde, som sagen drejer sig om, er noget, som angiveligt har stået på under i al fald fire-fem-seks skiftende regeringer med skiftende partifarve. Så derfor har jeg meget svært ved at se, at fordi den pressemeddelelse kommer ud, og fordi man får den diskussion om, at tilsynet ikke har fået tilstrækkelige oplysninger…Jeg har meget svært ved at se, at det skulle udgøre nogen trussel mod den siddende regering.”

“Det er klart, at det er den siddende regering, der skal håndtere sagen. Men det er jo ikke sådan, at borgerlige partier kan gå ud og sige, at den her sag ligger rent hos Socialdemokraterne. For det er jo et samarbejde, må vi gå ud fra, der har foregået i en meget længere periode.”

Så altså derfor lyder Finsens forklaring ikke specielt sandsynlig

“Så altså derfor lyder Finsens forklaring ikke specielt sandsynlig - med mindre Trine Bramsen sådan for at være venlig, har sagt forskellige ting til ham for at strø sukker på, fordi hun jo altså sender ham hjem.”

“Så begynder det at minde om kalkun-jagt”

Hans Engell mener, at det måske nok kan lade sig gøre at føre en retssag og dommerundersøgelse side om side, men det er efter hans mening ikke den rigtige måde at gribe sagen an på:

“Men der, hvor jeg synes, at de blå partier optræder på en måde som er meget uborgerlig, det er ved at presse på for at få en dommerundersøgelse på det felt før - eller samtidig med - at straffesagen køres. Jeg siger ikke, det er ulovligt, fordi man kan godt gennemføre de to ting samtidigt, men det vil bare være en fuldstændig skæv fordeling.”

“For jeg er ret sikker på, at når straffesagen er overstået, og hvis Lars Findsen dømmes i den her straffesag, så vil jeg tro, at interessen for en dommerundersøgelse bliver meget lille på Christiansborg. Omvendt hvis Findsen frifindes pure, så vil man kigge på rigsadvokaten og chefen for efterretningstjenesten Finn Borch, og man vil kigge på regeringen, minister og sige: Hør lige engang, hvordan har man kunnet drive den her sag så længe med et resultat, hvor han bliver frifundet?”

Det er ikke en seriøs måde at behandle en så alvorlig sag på

“Så det naturlige vil være, at man politisk sagde: Vi er klar til at lave en undersøgelse, og vi kan strikke et kommissorium sammen, men vi kan ikke gøre det, før vi har dommen i Findsen-sagen. Og der synes jeg, at de borgerlige partier politiserer. De kan ikke få den her undersøgelse hurtigt nok. Så begynder det at minde om kalkunjagt. Det er ikke en seriøs måde at behandle en så alvorlig sag på.”

Blå partier vil forfølge to spor

Lars Findsen har med sin bog “Spionchefen - erindringer fra celle 18”, der udkom torsdag i sidste uge, kraftigt antydet, at sagen mod ham er politisk begrundet.

En opfattelse som både statsminister Mette Frederiksen (S), justitsminister Mattias Tesfaye (S) og tidligere forsvarsminister, nuværende transportminister og minister for ligestilling, Trine Bramsen (S) pure afviser.

De blå partier har reageret på bogen ved at kræve en kommissionsundersøgelse nedsat straks efter valget. S-regeringen er mandag gået med til at lade en kommission undersøge sagen. Forudsat at den ikke forstyrrer og griber ind i retssagen mod Findsen.

På et pressemøde onsdag formiddag ved FE’s hovedkvarter på Kastellet i København understreger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at “det er ekstra bekymrende, at så mange spørgsmål står ubesvarede hen” i Findsen-sagen.

“Vi mangler afklaring af denne alvorlige sag. Og derfor præsenterer vi i dag to politiske spor, som en samlet borgerlig opposition vil forfølge,” understregede Pape.

Første spor er nogle her-og-nu-spørgsmål til sagen, som de blå partier kræver svar på af regeringen inden valget.

Det andet spor er nedsættelsen af en undersøgelse, hvor de blå partier ønsker opklaret især tre ting:

  • Forløbet omkring afgørelsen af hjemsendelsen af ledende medarbejdere fra FE.
  • Grundlaget og omstændighederne omkring tilblivelsen af pressemeddelelsen fra tilsynet med efterretningstjenesterne.
  • Og i hvilket omfang det samlede forløb har påvirket FE’s indre og ydre virksomhed.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det handler om én ting og én ting alene, nemlig det kommende valg og magten.

Når en tidligere konservativ politiker kritiserer de blå kandidater, så skal man slå hørelapperne ud og høre efter.

Først gik man efter Mette og minksagen og kaldte hende magtfuldkommen, den fes ud i sandet. Det var også ved, at blive noget kedeligt. Nu er det så Findsen-sagen som skal bruges på at profilere de blå kandidater.
Det er lidt som med mode, det er for dem der ikke har nogen selvstændig smag og på samme vis handler dette om at de blå kandidater egentlig ikke har noget byde på, andet end de sædvanlige gamle travere. Totalt uselvstændige.

Kan vi for h...... ikke slippe for at høre om Lars Findsen sagen indtil der er AFGØRENDE nyt
.

Enig!!!

Ja, vi ønsker kun at høre om de røde perfektionister.

Som altid en sober og nøgtern analyse fra Hans Engell. Gid der var flere som ham i den efterhånden kolossale mængde af politiske kommentatorer og analytikere, der fylder det danske mediebillede anno 2022.

Hans Engell har via info om FE-sagen kombineret med års arbejde i kulisser en skarp politisk erfaring, mener jeg.

Jeg er enig. Havde det ikke været for Hans Engell, havde vi været ilde stedt. Journalisterne er ikke dygtige nok til at belyse de fleste sager. De kører i misvisende overskrifter, som kan sælge avisen.

Hans Engell laver her en analyse som jeg tror holder vand, jeg nægter at tro at både Barbara B , Mette F er så tåbelige at de ikke kører alt efterbogen i en sådan sag. Det er muligt Bramsen har været lidt firkantet, men tro mig hun følger bogen til punkt og prikke. Men flere medier og også kommentatorer fra bl.a samme avis, må have krummet tæer i da da alt gik i fisk for de to forkølede herrer. Hvor de dog tabte på det begge to. Ikke kun Pape men også Ellemann.

Godt talt, Helle. Fuldstændig enig.
Har lige set meningsmåling på DR hjemmeside:
Rød blok 83 mdt. Blå blok: 76 mdt
Håber at vi får Frederiksen tilbage i Statsministeriet.

Ja de to herre Ellemann og Pape blev til grin. Tog hurtigt benene på nakken.

Folketingsmedlemmerne Pape Poulsen og Ellemann-Jensen optrådte i TV 19.10.22 ved pressemøde om FE-sagen. De virkede opstemte i godt humør. I en seriøs sag fremstod de lykkelige, som om de tænkte; ha, ha nu har vi en ny skandale på Mette Frederiksen, mener jeg.

Folketingsmedlemmerne Pape Poulsen og Ellemann-Jensen optrådte i TV 19.10.22 ved pressemøde om FE-sagen. De virkede opstemte i godt humør. I en seriøs sag fremstod de lykkelige, som om de tænkte; ha, ha nu har vi en ny skandale på Mette Frederiksen, mener jeg.

Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen har vel også ansvaret for det berømte/berygtede minkmøde.
Der var en dagsorden med 2 punkter samt bilag, som man ikke mente, at det var nødvendigt at læse. Man vedtog noget helt tredie, som ikke var oplyst. Der blev ikke lavet referat fra mødet. Efter mødet kunne ingen huske, hvad der var sket på mødet. Dog var man enige, om at kunne huske, at Magnus Heunikes referat ikke var korrekt.

Er dette møde også kørt efter bogen?

En anklage der tidligere lød på 12 års togthus er nu reduceret til maks. 4 år. Derfor er det helt forrykt, at man har åbenbaret hele sagen over for verdenspressen og herved gjort DK til en utroværdig samarbejdspartner. Har det hele kørt efter bogen, må det være en forkert bog opskriften er hentet fra.
Hvor er det betryggende, at DK nu har fået en forsvarsminister, som vi kan være tilfredse med.

Ja V og C bruger alle beskidte tricks for at komme til magten. Sørgeligt at de ikke mener, at deres politik er nok til at vinde. Men fryd med deres optræden på Kastellet.

Nu er sagen med plejehjemmene så dukket op, mærkeligt nok timet med valget, for at de borgerlige kan få mulighed for at privatisere måske?

Hvem har ellers formatet, de to blå har ikke og Løkke, han har haft chancen og missede den totalt med VLAK regeringen. Moderaterne er lavet for at han kan genopstå, men han er ikke fugl Fønix.

Utroligt at der ikke er nogen, der konfronterer LLR med hans generalieblad, når han igen og igen taler om tillid. Han burde holde lav profil med alle de sager han har haft.

Sjovt nok havde både Ellemand og Pape travlt med at frede Claus Hjort i samme sag.
Af og til tænker man ved sig selv; hvad er det for nogle holdningsløse individer der regerer i Blå stue?

Ja, man kan undre sig. Det er jo partier, der påberåber sig at være særligt retskafne partier. Den holder vist ikke mere.

Nu er det ikke sagsgangen den er gal med. Det er derimod Lars Findsen der i sin egenskab som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste har såret tvivl om sin loyalitet og dømmekraft. Det er mig uforståeligt, hvordan han er blevet chef for noget så vigtig som FE.

Og politik har det intet med at gøre.

"Og politik har det intet med at gøre."

Er det ikke lige netop det oppositionen prøver på, at gøre det til noget politisk så de kan fortsætte deres hetz og karaktermord mod Mette Frederiksen?

Længe leve de røde helte.

Jeg er enig i, at det er en ganske klarsynet gennemgang af Hans Engell - man kan undre sig over, hvorfor han overhovedet spilder sin tid på TV2 News, når han på denne måde kan sætte fingeren på alt det, som TV2 News og andre medier vælger at misinformere befolkningen om.

I burde også læse Lea Korsgaards fremragende artikel på Zetland omkring samme sag - Det mest overraskende ved spionchefens bog? At han praler med at have set bort fra politikernes ønsker - jeg er fuldstændig enig med hende. Det er vildt, at vi i Danmark har så stor en del af pressen - Den fjerde stat - der er så totalt indspist med top embedsmænd og politikere. Deep State :( Og det er sørgeligt for demokratiet, at presse, embedsmænd og politikere forsøger at stjæle valget med disse bunker af løgne, usandheder og fortielser.

There is something rotten in the state of Denmark !

Nu er det jo valgtid, så Ellemann og Pape må jo gribe efter alle de sager, de kan finde for at fjerne focus fra deres egen utilstrækkelighed.
Men det er da bekymrende, at en tidligere justitsminister nærer mistillid til domstolenes uafhængighed. Trumpske tåbeligheder hører ikke hjemme i dansk politik, eller gør de? Det bliver spændende at se, når valget er afgjort.

Hans Engels analyse er ikke overbevisende. Problemstillingen er, at en hjemsendelse var ødelæggende for FEs virke i forhold til samarbejdspartnere, og det er absolut ikke ønskværdigt. Findsen mener at det bør undersøges tidligere end om 3-4 år for at få klarhed over hvordan håndteringen kunne gå så galt. Det synspunkt er ikke lig med, at man ikke ville tage kritikken alvorligt. Det handler om, hvordan man håndterede det i forhold til samtidig at varetage FEs arbejdsmuligheder.
Og vedr. hjemsendelser, så virker det lidt ironisk, at da Minkkommissionen kom med alvorlig kritik, så havde man ikke spor travlt med at hjemsende de embedsmænd, der fik alvorlig kritik. Og den kritik var endda mere solidt funderet end kritikken i FE-sagen. Hvorfor den forskel?

Annonce