Anmeldelse: Spionchefen er langt mere end det sensationelle nedslag i valgkampen

"Spionchefen - erindringer fra celle 18" en formidabel bog, som fortjener anerkendelse, skriver Poul Smidt.
Foto: Politikens Forlag/Netavisen Pio
Spionchefen - erindringer fra celle 18
Efter en lang køretur gennem noget af det smukkeste Jylland, gik jeg forleden ind til boghandleren på Adelgade i Skive og spurgte med høj røst: - Er den udsolgt? 

-Nej da, den ligger lige herovre. Den dag var der kun én og samme bog på tale. "Spionchefen – erindringer fra celle 18" var fra det første sekund en anderledes bog, bestselleren som fik folk til at stå i kø, boghandlerne til at smile og anmelderne til den sjældent høje og til tider uforbeholdne ros.

Også i min verden er "Spionchefen" en formidabel bog, som fortjener anerkendelse, men også en anmeldelse som adskiller tre hovedlinjer.

1) FE-sagen og straffesagen mod spionchefen Lars Findsen, som bogen behandler både ansvarligt og nøgternt.

2) FE-sagen som blå bloks sammenhængskraft, og bogen som anledning til at forstærke deres skræmmebillede af statsministeren som magtfuldkommen.

3) Og den velskrevne, alsidige, nuancerede og til tider poetiske bog om alt det andet. Røntgenfotograferingen af krybestrømmene på Slotsholmen har aldrig tidligere givet så meget indsigt. De korte indblik i Hillerød arrest tegner også et sjældent smukt billede af mennesker, der er er så meget mere end blot Kriminalforsorgens faste kunder.

Punkterne 1 og 2 er faktisk ikke nødvendige for at nå frem til konklusionen om, at det er en ret god bog. 20.000 i første oplag. Eventyrligt i bøgernes verden, og selvfølgelig et sensationelt nedslag i valgkampstiden, men slet ikke tabloid sensationsskriveri. Tvært imod.

Spionernes bandekrig og den forrykte amatørisme

Lad det været sagt uden forbehold. Jeg anser dele af FE-forløbet som både forrykt og amatøragtigt.

Hvad ligner det at anholde Lars Findsen i Københavns Lufthavn med Politiets Aktionsstyrke og våbenkraft?

Hvad ligner det, at efterretningscheferne tager på rundtur til dagbladsredaktioner for at fortælle erfarne chefredaktører, at der er emner, de skal holde sig fra, og så gøre det på en måde, som mere ligner intimidering af den frie presse end efteruddannelse på højt niveau?

Og hvad ligner det at hjemsende toppen af Forsvarets Efterretningstjeneste på et grundlag, der siden forsvandt.?

Der er al mulig grund til, at FE-sagen kulegraves i sin helhed. Og der er grund til at grave langt tilbage og tillige bore i samspillet mellem de to tjenester, så vi får klarhed over, hvornår bandekrigen mellem Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, egentlig begyndte.

Den genskabte tillid til tjenesterne kan ikke klares med blå bloks ønskede afgræsning til et område, hvor de blot håber på at få ram på statsministeren og den tidligere forsvarsminister Tine Bramsen. (S) 

Til helvede med åbenhed

Det blå pressemøde på Kastellet onsdag formiddag var en iscenesættelse, der ville noget.

For det første fordi en pågående presse netop ikke købte præmissen om den blå kommission og så til helvede med åbenhed og sandhed.

For det andet fordi det i mit billede blev et kultursammenstød med Kastellet, sådan som Findsen beskriver det som sit nye arbejdssted.:

”Jeg mærkede med det samme, at FE har en forbilledlig mangfoldighed. Antropologer, historikere, selvlærte unge hackere, sociologer, ingeniører og jurister. Medarbejdere i hættetrøjer og kondisko, enkelte i militære uniformer og kvinder med tørklæder…”

Hemmeligheder og hemmelige almindeligheder

Bogen har ikke den rygende pistol, som de også savnede på Kastellet med de rustne kanoner på voldene. Det kan godt være, at Findsen har haft en fornemmelse af, at nogle ville af med ham, men sådan skiftes der ud på højt niveau, og det skete også for ham, da Venstres forsvarsminister Peter Christensen fyrede ham som departementschef.

Det kan godt være, at han over flere år havde et modsætningsforhold til departementschef Barbara Bertelsen, men faktisk var det hendes arbejde. Så nej. En skandale er det og var det, men det er ikke til at se, hvor den lander.

han har min frihed til at bruge bogen i sit forsvar, sådan som han nu finder det bedst

Det generer ikke mig, at Findsen optegner fjendebilleder. Han er tiltalt i en alvorlig straffesag, og han har min frihed til at bruge bogen i sit forsvar, sådan som han nu finder det bedst.

Syv år for PET

Og det er ganske elegant, når Findsen bruger den tidligere straffesag mod den tidligere PET-chef Jakob Scharf til at gengive dele af landsrettens præmisser, da Scharf blev frifundet for at have skrevet om hemmeligheder i bogen 'Syv år for PET'.

Landsretten lagde vægt på, at PET ikke kunne begrunde, hvordan udvalgte passager i bogen kunne skade rigets sikkerhed, og at flere af dem var af ’åbenlys karakter’ og selvfølgeligheder.

'Spionchefen' er også en erindringsbog. Som sådan udmærker den sig ved at beskrive den nyeste tid.

Vi får et gedigent indblik i terrorbekæmpelsen, kommer med i marken, og kommer ind i maskinrummet, hvor den islamiske stats danske modspillere passer deres arbejde med alt hvad spionfaget indeholder. Fra infiltranter til statsansatte hackere. Selvfølgelig efteruddanner man også mennesker, der arbejder i det åbne rum, så både tivolikontrollører og togførere registrerer de advarsler, der kan ligge i hverdagsbilledet.

Kammeraterne i Hillerød Arrest

Lars Findsens tur opad karrierestigen er usædvanlig interessant. Vi forstår mere af departementslivet og det spil mellem embedsfolk og ministre, som Mette Frederiksen ikke er den første, der har præget.

Undervejs har Findsen mulighed for at demonstrere sit personlige mod til at sige imod. Som efterretningschef vil han den stille usynlige bevogtning og ikke politikernes ønske om de bevæbnede vagter som skal vise, at de gør noget.

Han tager de tæv, der følger med at fortælle statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at krigsdeltagelsen i Irak betyder en forhøjet risiko på hjemmebane, sådan som han kun går på kompromis med sin faglighed efter, at han har fortalt sine politiske chefer, hvad den bedste løsning kunne være. Og vi får set, hvad selv et lille land kan opnå i internationale netværk, hvor spillet hedder give and take.

Jeg holder mest af fortællingerne fra Hillerød Arrest

Jeg holder mest af fortællingerne fra Hillerød Arrest. Det sympatiske billede af medfangerne som kolleger og kammerater, som nogle mennesker, der på hver sin måde er kommet på afveje, selv om de stadig kan hives i land, hvis ellers Kriminalforsorgen får mulighederne.

Chefen

Jeg kluklo, da Findsen blev klippet af en medfange og igen, da navneforbuddet var ophævet og alle på gangen pludselig vidste, hvem manden i celle 18 egentlig var. Chefen.

Selvfølgelig får vi forholdet til familie set igennem den helt skæve vinkel fra cellen, men det opleves rigtigt, tæt på, men ikke for tæt.

Undervejs spørger læseren selvfølgelig sig selv om, hvad der er Lars Findsen, og hvad der ligger i samarbejdet med Mette Mayli Albæk, der tog orlov fra sit job som undersøgende journalist på Jyllands-Postens for at være med. Tekst og koreografi fortæller, at samarbejdet fungerede.

 “Spionchefen - erindringer fra celle 18”,

Lars Findsen i samarbejde med Mette Mayli Albæk,

Politikens Forlag,

Vejl. pris: 300 kr.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet "Efterretningstjeneste på udflugt", 1970, og har bidraget til flere bøger om efterretningstjeneste og overvågning. Har desuden skrevet flere politiske biografier bl.a. om Viggo Kampmann, der var aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark. Han skriver for tiden på en biografi om en af besættelsestidens hovedpersoner.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Et interessant og sobert indlæg fra Poul Smidt. Den slags kunne vi godt bruge langt flere af i dette forum.

Faktum er vi ved ikke nok til, hverken at kunne dømme Findsen skyldig eller uskyldig, jeg kan i hvert fald ikke.

Et andet er, at vi nok aldrig får hele historien bag miseren. Hvem der så end er skyldig.

Hvad vi ved er, at højrefløjen er villige til at gøre hvad de mener der skal til for, at få regeringen ned med nakken, så de selv kan træde til i en ny regering. Faktum er også, at de borgerlige egentlig ikke har noget at byde ind med, det skjuler de bag deres evindelige angreb.

Skal vi have en regering der vil gøre alt, lyve, manipulere og bedrage for at få magten?

Vil vi have en regering som vi ved, hvad står for, som vi ved kan bringe os sikkert gennem de kriser vi står overfor (de har erfaringen), eller vil vi gamble og måske ende med katten i sækken?

Annonce