Jeg ved godt hvilken politik, jeg vil stemme på til valget

I valgkampen står partierne i den borgerlige lejr i kø for at fremlægge forslag, der kun kan ses som direkte angreb på danskernes velfærd og tryghed.
Foto: Pressefoto: Venstre og Konservative/Benjamin Rugholm
Partiformænd Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (C).
Vi er nu over halvvejs inde i valgkampen, og partierne i den borgerlige lejr står i kø for at fremlægge forslag, der kun kan ses som direkte angreb på danskernes velfærd og tryghed.

Der er tale om dybt usolidariske forslag, hvor man vil tage fra dem, der har mindst, og give til dem, der har mest. Det er også derfor jeg tidligere har kaldt det borgerlige Danmarks forslag for en omvendt Robin Hood. Forslagene gør mig oprigtigt bekymret, for bliver de til virkelighed, vil de ramme dem der har allermindst.

Til valget vil jeg stemme på en politik, som understøtter velfærden og den helt almindelige dansker. En politik, som har den danske lønmodtager og arbejdsmiljøet, og ikke mindst den gode danske arbejdsmodel, i centrum.

Valgkampens intense fase

Med knap to uger til at danskerne skal i stemmeboksen er valgkampen for alvor gået ind i sin mest intense fase. Det er nu, at partierne viser de kort, de spiller med, og det er foruroligende at se, hvad de to borgerlige statsministerkandidater spiller ud.

Danskerne er i den grad hårdt spændt for

Det mest bekymrende er at se, hvordan partierne i blå blok nærmest konkurrerer om at præsentere forslag, som er både ødelæggende for velfærden, og som vil fjerne sikkerhedsnettet for de danske lønmodtagere.

Vi oplever lige nu, hvordan helt almindelige danske familier desperat forsøger at få pengene til at række. Krig på europæisk jord. Ekstreme stigninger på el- og varmeregningerne. En buldrende inflation. Danskerne er i den grad hårdt spændt for, og naturligvis fylder bekymringerne i alle danske hjem.

Sikkerhedsnet

Danskernes økonomi er derfor et vigtigt emne i valgkampen, og ikke bare statsminister Mette Frederiksen, men også partiformændene fra Venstre og Konservative, fortæller os næsten dagligt, hvor vigtigt det er, at vi holder et sikkerhedsnet under danskernes økonomi.

Når de alle tre tilsyneladende er enige om, at vi skal sikre trygheden og velfærden i Danmark, forstår jeg ikke, hvordan de to borgerlige statsministerkandidater, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen, samtidigt kan foreslå milliardbesparelser i det offentlige. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan deres forslag kan hænge sammen med en styrkelse af vores fælles velfærd.

K går til valg på 11 milliarder mindre til velfærd 

Det ses blandt andet i De Konservatives 2030-skatteplan, som er ren gift for danskernes velfærd. Hvis planen bliver til virkelighed, vil den, ifølge bl.a. Arbejdernes Erhvervsråd, medføre at vi må skære voldsomt ned på helt centrale velfærdsområder.

Ifølge Arbejdernes Erhvervsråds analyse vil besparelserne ramme nogle af de allervigtigste funktioner i vores velfærdssamfund - daginstitutionerne, ældreområdet, sundhedsområdet, uddannelse og undervisning – som skal undvære intet mindre end svimlende 11 milliarder kroner i 2030.

Det er nedskæringer, der direkte vil forringe danskernes kernevelfærd, og vil ramme de danske lønmodtagere og faggrupper. Mennesker som i forvejen løber allerstærkest for vores fælles bedste.

De Konservatives planer vil være skæbnesvangre for velfærden

Da statsminister Mette Frederiksen påpegede, at Søren Pape Poulsens plan ville koste op mod 40.000 jobs i den offentlige sektor, afviste den konservative leder det blankt. Men at den konservative leder benægter, gør ikke sandheden mindre korrekt.

Fordi det er et faktum, at hans krav om nulvækst i den offentlige sektor vil resultere i, at vi på sigt mister titusindvis af varme hænder fra velfærdsområderne i Danmark. Beregninger fra Finansministeriet viser, at det vil medføre 41.000 færre ansatte, der frem til 2030 vil forsvinde fra de store velfærdsområder. De tal, synes jeg, taler for sig selv.

Jeg tør slet ikke tænke på de konsekvenser, som disse massive nedskæringer på velfærdsområder vil medføre. Vi skal huske på, at det er et område, som i forvejen er presset til det yderste og et område, hvor medarbejderne i alt for lang tid, har løbet alt for hurtigt. Søren Pape Poulsens drøm om nulvækst i det offentlige, er, med andre ord fuldstændigt ødelæggende for den danske kernevelfærd.

Retten til tidlig pension

Når man oven i hatten lægger Søren Pape Poulsens ønske om at afskaffe retten til tidlig pension og Seniorjobordningen, bliver planen endnu mere dyster. De Konservatives planer vil være skæbnesvangre for velfærden og for dem, som i forvejen er nedslidte efter mange års hårdt arbejde.

Og som om det ikke var nok, så vil partierne i blå blok igen skære i dagpengene. De konservative vil med deres 2030-plan reducere dagpengene kraftigt. Det vil de ved at fjerne de første tre måneders tillæg til dagpengene, og ved at bibeholde den såkaldte mindre-regulering, der medfører, at satsen for dagpenge vokser mindre end lønningerne.

Dagpengene understøtter lønmodtagerne og deres familier i en forvejen svær tid, hvor de er ledige og søger efter et nyt arbejde. I dag ædes dagpengene op af den høje inflation, og Søren Pape Poulsen vil bidrage til en endnu større utryghed hos den almindelige lønmodtager, og det er med til at underminere det fleksible arbejdsmarked, som vi har i Danmark.

Det er en kæmpe trussel mod danske arbejdspladser og lønmodtagere

Mange politikere fra blå blok hævder, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det kan det også, ellers havde vi ikke nu set det højeste antal lønmodtagere i arbejdei hele Danmarks historie.  For mig at se, vil konsekvensen af Søren Pape Poulsen og De Konservatives politik ødelægge den danske velfærd for helt almindelige hårdtarbejdende danskere i bytte for skattelettelser for de rigeste og mest privilegerede i samfundet.

Det andet borgerlige alternativ er ikke mere betryggende for velfærden

Kigger vi mod den anden partiformand, der har meldt sig som statsministerkandidat, er billedet ikke meget bedre. Venstres formand har flere gange sagt, at han er meget enig med Søren Pape Poulsen, og man må forstå, at bliver en af de to statsminister, så vil velfærden uanset hvad blive skåret voldsomt. Jakob Ellemann-Jensen har desuden meldt ud, at han vil have mere billig udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Det vil simpelthen sætte danske lønmodtagere i en urimelig situation, når de på den måde tvinges til at konkurrere med billig udenlandsk arbejdskraft på arbejdsvilkår, som simpelthen er unfair. Jeg ser det ønske som en direkte vej til et dårligere arbejdsmiljø, som i forvejen har brug for et løft, hvis vi skal kunne arbejde, til vi når pensionsalderen.

Lig med social dumping

Det er en kæmpe trussel mod danske arbejdspladser og lønmodtagere, og en konsekvens af den fuldstændige usolidariske konkurrence med udenlands arbejdskraft, der reelt vil være lig med social dumping.

I en krisetid, som den vi er i nu, hvor danske familier kæmper for at få det hele til at køre rundt økonomisk, virker disse ultraliberale ønsker fuldstændig ulogiske og ganske enkelt usmagelige for mig. De bidrager i hver fald ikke til danskernes tryghed.  

Når jeg skal i stemmeboksen, så vil jeg tænke på, hvilket Danmark jeg ønsker fremadrettet. Jeg vil tænke på, hvordan vi bedst sikrer tryghed og velfærd for alle – og ikke kun for dem, som har mest.

John Nielsen er forbundsformand for Serviceforbundet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Pape fortryder rejse til Den Dominikanske Republik under pandemi.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, siger til TV 2, at han fortryder sin rejse til Den Dominikanske Republik i juli 2021, hvor Udenrigsministeriet i dets rejsevejledning havde farvet landet orange og frarådede alle ikke–nødvendige rejser.

"Nu skulle jeg da bare ikke have gjort det. Havde jeg vidst, at det skulle bruges som kampagne mod mig i en valgkamp, skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort det. Og i det hele taget må jeg sige, at man skal lade være med den slags" siger han.

Lade være med den slags... Mine damer og herre, Søren Pape Poulsen. Snart forhenværende formand for De Konservative.

De Konservative er ved at være helt til grin. Hvilket jo kun er udmærket, hvis skulle spørge mig. Der vil blive fortalt vitser om De Konservative mange år frem efter det her ordentlige og anstændige Pape show. Ha ha ha

Gad vist, hvad Pape fortryder i næste uge.

Annonce