Vanopslaghs nyliberalistiske samfundsfortælling er kollapset

Der er få argumenter tilbage i liberalisternes arsenal mod velfærdssamfundet. Corona-krisens konsekvenser viser, hvor afhængig vi er af hinanden.
Foto: Liberal Alliance
Partiformand Alex Vanopslag optog kampagnevideo ved det væltede stillads på Nørrebro.
Ingen er sin egen lykkes smed. Alle er vi totalt afhængige af hinanden. Fra den lille frisør på gadehjørnet til tøj-giganter på den jyske hede med fabrikker i Fjernøsten. Direktøren tjener ingen penge, hvis rengøringsassistenten ikke kan få lov til at gå på arbejde. Når pædagogerne sendes hjem, og skolelærerne må klare undervisningen over skype-forbindelsen, så falder aktiekurserne.

Alle er vi totalt afhængige af hinanden

Alligevel prøver liberalistiske politikere og debattører krampagtigt at holde fast i en unuanceret, forsimplet og nu også forældet samfundsfortælling om, at den private sektor skaber værdierne, og den offentlige sektor klatter dem væk.

Staten spiller en helt afgørende rolle

Det kom senest til udtryk i Politiken, hvor Alex Vanopslag i indlægget ”Erhvervslivet skylder ikke politikerne noget for hjælpepakkerne” argumenterer for, at hjælpepakkerne mest af alt er en håndsrækning til velfærdsstaten, og at pakkerne i sidste ende er betalt af landets virksomheder gennem privat foretagsomhed. ”Det er den private sektor med hele værdikæden; investorer/aktionærer, ejere, direktioner, medarbejdere i top og bund, som finansierer velfærdsfesten i Danmark. ” skriver Vanopslagh.

Den nyliberalistiske forståelse bygger på en fejlslutning om, at der ikke skabes værdi i den offentlige sektor

Men velfærdssamfundet er ikke blot et gode, der er nice to have. Det er i den grad need to have også for en privat sektor, der er dybt afhængig af, at vi har en god, professionel og dygtig offentlig sektor. Corona-krisen udstiller, at den nyliberalistiske forståelse af værdikæden bygger på en fejlslutning om, at der ikke skabes værdi i den offentlige sektor. I den liberalistiske samfundsfortælling står den offentlige sektor i evig gæld til den private. Men det står med den nuværende krise lysende klart, at det er forkert.

Og det gælder ikke kun for de klassiske velfærdsopgaver som uddannelse, sundhed, pleje og pasning. Staten spiller lige nu en helt afgørende rolle i at understøtte virksomhederne gennem øget økonomiske aktivitet, kompensationer og lånemuligheder. Det er helt afgørende for medarbejderne, men også for ejerne.

Ville Vanopslagh turde gå den ideologiske planke ud

Heldigvis er det få erhvervsdrivende, der selv befinder sig helt ude på den liberalistiske højrefløj. Mange kan godt se, at de er dybt afhængige af det omkringliggende samfund. Særligt i et land som Danmark med mange små og mellemstore virksomheder. Lige fra den lille iværksættervirksomhed til Københavns Lufthavn med tusindvis af medarbejdere har velfærdssamfundet evnet at træde til og afhjælpe de økonomiske konsekvenser af corona-krisen.

Spørgsmålet er om liberalister som Vanopslagh selv ville turde at gå den ideologiske planke ud og lade stå til

Havde Mette Frederiksen været minimalstatsliberalist og laissez faire økonom, så havde hun nok afvist, at der skulle politiske initiativer til for at understøtte virksomhederne og skabe økonomisk tryghed. Spørgsmålet er om liberalister som Vanopslagh selv ville turde at gå den ideologiske planke ud og lade stå til, hvis han selv havde ansvaret, eller om også Vanopslag havde grebet til den samme socialdemokratiske værktøjskasse som Mette Frederiksen? Det er godt for Danmark, at vi aldrig får svaret på det spørgsmål.

Det handler ikke om taknemmelighed. Men hvis regnebrættet skal gøres op, som Vanopslagh foreslår, er det åbenlyst, at et sundt og levedygtigt erhvervsliv forudsætter en sund og stærk offentlig sektor.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alexander Grandt er Kommunikationschef i tænketanken Cevea. 


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Den danske model - som ikke er partipolitisk farvet - men har bred opbakning betyder, at vi har fordelt opgaverne i samfundet mellem staten (kommune, region) - markedet (erhverv, handel) - civilsamfundet (familien, små foreninger) OG de store sociale og humanitære NGO'er (Røde Kors, fagbevægelse, boligforeninger) Det handler om at få balance i velfærdstrekanten også i krisetider og når der er pause i kriserne.

Vanopslaghs liberalistiske ideer er skrevet af efter Cepos som er den virkelig indflydelsesrige politiske aktør. Det er direkte komisk at høre når Cepos forsøger at tale uden om når de bliver interviewet i pressen om hjælpepakkerne.
Det værste er at de har enorm politisk indflydelse og derfor har fået særbehandling og som den eneste politiske tænketank fået prædikatet almennyttig organisation. Det betyder at alle deres støttebidrag er skattefri og vi dermed som skatteborgere alle er tvangs indlagt til inddirekte at støtte organisationen. https://cepos.dk/stoet-cepos/
Jeg savner svar fra Cepos på hvorfor de finder det rimeligt at modtage denne statsstøtte
når de i den grad plæderer for markedsfundamentalisme.

Dybest set, så er liberalisterne jo en krydsning mellem nihilister og anarkister; de vil hverken have en regering eller et samfund. At de nægter at erkende, at denne idéologi i sin yderste konsekvens bevirker en tilbagevenden til feudaltiden, lader ikke til at anfægte dem det bitterste. Det, vi skal have, er en samfundshave med pæne vækster, der giver et afkast til samfundet, og til investorerne med den hensigt at motivere dem til at holde deres positioner, og hvad enhver haveejer ved, så skal der tid efter anden beskæring til. Men vi har jo set, hvordan højrefløjens regeringsførelse kun har bestået i at agere pladshund med det formål at holde de kræfter, der tænker i samfundsbaner væk fra magten, men tillige selv at tage så få initiativer som muligt. Derfor har Venstreledede regeringer været ikke-regeringer, og heller ikke uden korruptionslignende træk. Uduelige ministre er blevet sat til at passe butikken; den tidligere forskningsminister Helge Sander var sportsjournalist. Det synes at være idéologien, at man vil holde folk, der har forstand på nogetsomhelst, borte fra magten. Man foretrækker folk, der behersker den liberale liturgi til perfektion. Til gengæld rummer et stærkt Socialdemokrati den fare at tiltrække opportunistiske kræfter, hvis bevæggrund for at gå ind i politik udelukkende består i magtbegær. Mange virkeligt utiltalende individer er havnet hos Socialdemokraterne gennem tiden, og partiet har gennem tiden svigtet i henseende til at rydde op i egen rækker. Det er et nærmest uforklarligt held, at den nuværende regering, udover at være socialdemokratisk, er både fornuftig og sympatisk.

Annonce