Annonce

“Retten til værdig tilbagetrækning skal fastholdes”

I takt med at pensionsalderen stiger skal Arne-pensionen forbedres, siger formand i 3F om ønsker til ny regering. Dansk Metal ønsker opgør med uddannelsessnobberi.
Foto: 3F/Joachim Rode
Forbundsformand Henning Overgaard til åbning af 3F's kongres 2022.
I øjeblikket er fungerende statsminister, Mette Frederiksen, (S) som kongelig undersøger i gang med at forhandle om dannelsen en ny regering.

Hos Fagforbundet 3F følger man nøje med fra sidelinjen, og her har man klare ønsker til den kommende regering, hvordan den end kommer til at se ud.

”Jeg mener at det vigtigste for den kommende regering er, at retten til værdig tilbagetrækning skal fastholdes og udbygges i takt med stigende pensionsalder.” 

“Heldigvis så vi jo stor tilslutning til Arne-pensionen blandt Folketingets partier gennem hele valgkampen,” siger forbundsformand i 3F, Henning Overgaard, til Netavisen Pio.

Bedre socialt sikkerhedsnet

Det sociale sikkerhedsnet skal forbedres, for eksempel skal aftalen om en højere dagpengesats i de første måneder efter, at medarbejdere har fået en fyreseddel, gennemføres, hvis det står til 3F-formanden.

Efter valget skal regeringen uden tøven lægge sag an mod EU for at få mindsteløn-direktivet annulleret.

Henning Overgaard peger også på, at offentlige investeringer i uddannelse til FGU, AMU og voksen- og efteruddannelsesindsatsen – også inden for de almene fag skal styrkes.

“Så alle får en reel chance for at klare sig i jobbet.”

Erhvervsuddannelser og den grønne omstilling

Hos Dansk Metal står uddannelse også højt på ønskelisten. I en pressemeddelse tirsdag opfordrer forbundssekretær Kasper Palm til et større fokus på erhvervsuddannelserne, som er nødvendige for at komme i mål med den grønne omstilling.

"Jeg er bange for, at det siger noget om, at det endnu ikke er gået op for det store flertal, at vi ikke kan lave den grønne omstilling, hvis vi ikke får mange flere faglærte inden for meget kort tid. Derfor bliver vi nødt til at investere massivt i erhvervsuddannelserne - og det bør stå med flammeskrift i det kommende regeringsgrundlag,” siger Kasper Palm, forbundssekretær og ansvarlig for uddannelse i Dansk Metal, og fortsætter:

"Hvis vi ikke har de faglærte, som skal udbygge fjernevarmenettet, lave intelligent ventilation og bygge vindmøllerne, så kan det ikke lade sig gøre. Og det kræver altså massive investeringer i erhvervsuddannelserne, og at vi får taget et opgør med uddannelsessnobberiet.”

det er hul i hovedet at gøre det nemmere at hente udenlandsk arbejdskraft, når vi står til at få flere arbejdsløse i Danmark

Dansk Metal er fagforening for cirka 108.000 lønmodtagere, der arbejder med it, teknik og mekanik.

Pas på den danske arbejdsmarkedsmodel

Tilbage hos 3F har også et ønske om, at myndighedernes indsats mod social dumping og udnyttelse af sårbare udenlandske kollegaer skal fastholdes. Derfor bør Danmark forhindre EU i at indføre en fælles mindsteløn.

”Til slut skal regeringen passe på den danske arbejdsmarkedsmodel. Efter valget skal regeringen uden tøven lægge sag an mod EU for at få mindsteløn-direktivet annulleret. Ligesom det er hul i hovedet at gøre det nemmere at hente udenlandsk arbejdskraft, når vi står til at få flere arbejdsløse i Danmark," siger Henning Overgaard.

3F organiserer både ufaglærte og erhvervsuddannede lønmodtagere.

3F er også Danmarks største fagforening med godt en kvart million medlemmer fordelt over 64 lokale afdelinger.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Håndværks Erhvervsuddannelserne er så vigtige for Danmarks klimapolitik og mange andre anlægs- og driftsopgaver, at fokus bør være meget større på midler til rammerne ved disse uddannelser, mener jeg.