Annonce

Radikale hænger på og SF-formand forstår bekymrede lokalformænd

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Radikale hænger fortsat på i forhandlingerne om en ny, bred regering. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, forstår bekymrede lokalformænd.

Og så er Alternativets klimaordfører, Theresa Scavenius, blevet set efter i kortene.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt og god weekend.

 

Radikale: Vi hænger på

De radikales politiske leder, Martin Lidegaard, oplyser efter fredagens forhandlinger på Marienborg, at fungerende statsminister, kongelig undersøger Mette Frederiksen (S), har fremlagt "et ambitionsniveau, vi kan se os i", og nu skal der så ses nærmere på detaljerne.

Lidegaard fastslår, at det er vigtigt for De Radikale at komme med i regering, men kun hvis partiet kan se sig i det politiske grundlag for en sådan regering:

“Vi vil ikke med for enhver pris, men vi har ikke fået mindre lyst efter dagens møde,” understregede Martin Lidegaard.

 

Pia Olsen Dyhr forstår baglandets bekymringer

Flere SF-lokalformænd har udtrykt bekymring over udsigten til, at SF går med i en regering, der også tæller Venstre.

På vej ind til forhandlinger på Marienborg fredag morgen siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, at hun forstår lokalformændenes bekymringer:

“SF'ere, de erkloge. Jeg er jo enig med dem i, at hvis SF skal noget som helst politisk, så skal det også være fordi, at vi får politik igennem.”

 

SF: 16 krav til et regeringsgrundlag

På vej ind til forhandlingerne om en ny, bred regering fremhæver SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, 16 krav til et regeringsgrundlag, som SF præsenterede i august:

  1. Klimaneutral senest i 2040 og 90-95 procent reduktion i 2035.

  2. Naturens lov – en bindende biodiversitetslov, der skal sikre mere natur.

  3. Rent grundvand, hvor indvindingsområder for drikkevand beskyttes med grundvandsparker med natur, skov eller landbrug uden pesticider

  4. Minimumsnormeringerne skal bevares og udbygges i børnehøjde.

  5. Giv børn og unge ret til nærværende voksne, mindre pres i skole og under uddannelse og flere praktiske fag i folkeskolen.

  6. Ret til hurtig hjælp til børn og unge, der mistrives. Der skal oprettes et særskilt ministerium under Børne- og Undervisningsministeriet med ansvar for at løse mistrivslen.

  7. Lige løn og flere kolleger skal sikre fremtidens velfærd. Der skal afsættes to milliarder kroner årligt til et retfærdigt lønsystem.

  8. Kendte ansigter i ældreplejen – der skal være faste teams, der kender den ældres behov og vaner.

  9. En værdighedsreform for børn og voksne med handicap.

  10. Et opgør med børnefattigdommen.

  11. Mindre brugerbetaling i sundhedsvæsnet.

  12. Luk hullerne i det sociale sikkerhedsnet.

  13. Skab et mere organiseret arbejdsmarked.

  14. Vi skal have en demokratilov, der sikrer stærkere rettigheder til offentligt ansatte, som bliver whistleblowere.

  15. Ingen flygtninge skal sendes hjem til usikre lande - vurderingen skal ske helt uafhængigt af regeringen

  16. Styrkelse af diplomatiet, de fredsbevarende indsatser, demokrati- og klimastøtte til udviklingslandene og styrkelse af cybersikkerhed.

 

Alternativets klimaordfører: “Jeg mener ikke, at jeg skal være foregangsperson”

Alternativets nye klimaordfører, Theresa Scavenius, har fløjet mere end 24 gange på fem år.

Det viser oplysninger, som mediet Frihedsbrevet, har fået aktindsigt i.

Frihedsbrevet har fået aktindsigt i klimaordførerens tjenesterejser ved Aalborg Universitet, hvor hun er ansat som lektor og klimapolitisk forsker.

Bilagene viser, at Theresa Scavenius siden 2017 i arbejdsregi har fløjet i alt 24 gange.

Flyveturene har primært været mellem København og Aalborg, mens der også er rejser til og fra Bruxelles, Wien og Bornholm.

Klimaordføreren mener ikke, at flyturene er noget problem: "Jeg mener ikke, at jeg skal være foregangsperson."

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Radikale: Vi hænger på" de er så taburet-liderlige så .....