Forrige lørdag begik jeg en lille ’analyse’, hvori jeg argumenterede for, at vi her i landet vil ende med en et-partiregering ledet af Socialdemokratiet. Det er tydeligt at indbyggerne i det officielle Kommentatorkjøbig ikke har læst mine skriblerier, da de stort set alle siden da udelukkende har beskæftiget sig med muligheden for en SV-regering.

Lad mig slå én ting fast: Jeg tror ikke på en SV-regering.

Venstres landsmøde

Lad os spole tilbage til Venstres landsmøde. Jacob Ellemann præsterede en flot tale og en meget klar politisk analyse, dels af Venstres situation, men også af hvor landet som helhed står efter folketingsvalget. Jacob Ellemann sagde om situationen i blå blok:

”Det er anden gang i træk vælgerne fravælger det borgerlige, det blå projekt”, og: 

”Vi har brugt al for meget tid på at bekrige hinanden”, og om statsministerposten slog han fast: 

”Vi er ikke i nærheden af et alternativ til Mette Frederiksen som statsminister”.

Efter således at have lagt Venstres deltagelse i blå blok på permafrost, og efter at have konstateret, at Mette Frederiksen bliver landets kommende statsminister, kom Jacob Ellemann frem til, hvad jeg tror var tales hovedpointe, nemlig at: ”Venstre skal stå i egen ret”. Kun nogle få observante kommentatorer har fremhævet dette som et hovedbudskab.

Få muligheder

Venstres er efter folketingsvalget efterladt med få eller ingen muligheder for at rykke til venstre mod midten, henover Moderaterne, eller mod højre hen over Danmarks Demokraterne, uden at komme i en gevaldig vælgerklemme.

Samtidig er den politiske naturlov, som angav at Venstre og Konservative var forbundne kar blevet brudt, bortset fra at Konservative slet ikke har tilstrækkelig tilslutning til at der overhovedet er noget for Venstre at komme efter. Alt dette leder til at Venstre politisk ikke hidtil har kunne ”stå i egen ret”.

For ét er at Ellemann måske ikke har tillid til Mette Frederiksen, han har i hvert fald heller ikke tillid til hverken Løkke eller Støjberg

Således fanget af dønningerne efter opbruddet i Venstre selv, etableringen af Moderaterne og Danmarks Demokraterne, samt det totale sammenbrud i både Konservative og Dansk Folkeparti står Jacob Ellermann nu foran valget mellem to onder:

Enten går han i regering med Socialdemokratiet - eller også kridter han skoene af og begynder at stå endnu tidligere op hver morgen, for gennem den kommende folketingsperiode at etablerer Venstre som det ledende oppositionsparti.

Det vil dog kræve, at han skal løse den gordiske knude, at finde ud af hvordan det bliver muligt at få Støjberg og Løkke til at samarbejde.

For ét er at Ellemann måske ikke har tillid til Mette Frederiksen, han har i hvert fald heller ikke tillid til hverken Løkke eller Støjberg. Og Løkke og Støjberg har hverken tillid til hinanden eller tiltro til Jacob Ellemann. Altså et meget dysfunktionelt trekløver! Men Venstre vil kunne ”stå i egen ret”.

Idéen om blå blok

Vælger han at gå i regering vil idéen om en blå blok været død mange år fremover. Spørgsmålet er, om dét valg endeligt kan tage livet af Venstre som parti, måske til fordel for et mere liberalt og meget mere nutidigt Liberal Alliance.

Ingen kan overskue vejen tilbage fra regeringssamarbejde med Socialdemokraterne, til en rolle i opposition og i samarbejde med de øvrige blå partier. Dén vej bliver sikkert både lang og meget smertefuld.

Venstre kom ind på en flot andenplads

Socialdemokratiet vandt suverænt 10 ud af 10 storkredse, med i gennemsnit dobbelt så mange stemmer som det parti, der blev nr. 2 i hver af storkredsene. En overbevisende sejr.

Venstre kom ind på en flot andenplads, og blev nr. 2 i 7 ud af 10 storkredse, og Moderaterne kom ind på en tredjeplads og blev nr. 3 af 10, SF fik en fjerdeplads i 4 ud af 10 storkredse.

Socialdemokratiet vandt med en komfortabel margin over alle andre partier, ikke kun antal stemmer, men også ud fra en geografiske sammenregning baseret på resultaterne i storkredsene, hvilket i hvert fald indtil næste valg må definere den politiske midte: Socialdemokratiet er midten!

Logikken

I forhold til en tænkt SV-regering, hvis Socialdemokratiet er midten, tilsiger logikken at Socialdemokratiet må kigge til venstre i det politiske spektrum for at balancere et regeringssamarbejde med Venstre.

Eneste mulighed er SF, idet de øvrige venstrefløjspartier både ligger for langt mod venstre og slet ikke har mandater nok. Hvortil naturligvis også kan tilføjes et spørgsmål om, hvorvidt de yderste venstrefløjspartier, i lighed med de yderste højrefløjspartier, overhovedet er regeringsduelige.

Endelig er der spørgsmålet om, hvad Socialdemokratiet helst vil og ser den bedste fremtid i

Aksen i danske politik bliver ud fra den tænkning Venstre – Socialdemokratiet – SF, hvilket blandt nogle indbyggere i Kommentatorkjøbing er blevet til, at der jo også er en mulighed for en S+V+SF-regering.

Og her er det at jeg står af. Forestillingen om at en regering hen over midten skal kunne skræve fra Venstre, over Socialdemokratiet til SF er en hel del for fantastisk for mig.

Udover alle overvejelserne om, hvordan Venstre og SF nogensinde ville kunne enes om noget som helst, eller hvordan de hver især ville kunne ”stå i egen ret”, er det mig helt og holdent umuligt at tænke, hvor danske politik ville være efter tre-fire år med et sådant samarbejde.

Hvad Socialdemokratiet helst vil

Endelig er der spørgsmålet om, hvad Socialdemokratiet helst vil og ser den bedste fremtid i. Jeg har troet på at Mette Frederiksen har arbejdet loyalt på forsøget om at danne en bred regering, men jeg tror også at hun, i lighed med Jacob Ellemann, er kommet til den konklusion, at et sådant bredt samarbejde ikke lader sig gøre.

Kun ved at Venstre holder sig fra SV-regerings-tankerne kan Venstre med nogenlunde sikkerhed vedblive som et parti ”i egen ret”

Mit gæt er at de begge på nuværende tidspunkt allerede arbejder på at komme videre derfra, og den eneste logiske løsning, jeg kan tænke mig er en Socialdemokratisk et-partiregering, der samarbejder til begge sider af midten, med Venstre og SF som ’en slags’ støttepartier.

Kun ved at Venstre holder sig fra SV-regerings-tankerne kan Venstre med nogenlunde sikkerhed vedblive som et parti ”i egen ret”, hvilket jeg mener var Jacob Ellemanns hovedbudskab i sin tale til Venstres landsmøde.

Dermed må Venstre acceptere og støtte at Socialdemokratiet laver en et-partiregering, og i folketingssalen må Venstre som et minimum ikke gå mod dannelsen af en et-partiregering. Vælger Venstre således at stemme blankt, vil grundlovens bestemmelse om, at en ny regering ikke må være på vej ind i at være i mindretal, være opfyldt.