Markedskræfterne får ikke lov til at bestemme alt, heller ikke på arbejdsmarkedet. Det er heldigvis ikke sådan, at prisen på arbejdskraft ændrer sig, straks forholdet mellem udbud og efterspørgsel forandres. Lønnen falder derfor ikke natten over, blot fordi nabovirksomheden lukker, og der bliver flere ledige om færre job.

Takket være fagforeninger og overenskomster er lønningerne bestemt for længere perioder på tværs af forbigående udsving i udbud og efterspørgsel. Det sikrer stabilitet på arbejdsmarkedet og tryghed for lønmodtagerne.

Det faglige arbejde er altså en nødvendig forudsætning for tryghed

Fagforeninger og overenskomster medvirker også til at lægge en bund, så vi ikke tvinges til at sælge vores arbejdskraft billigere, end hvad overenskomsten tillader; og slet ikke til så lav en løn, at man med et normalt job ikke kan forsørge sig selv, men må have to eller tre job. På denne og mange andre måder bidrager det faglige arbejde til at begrænse konkurrencen og forhindre nogle af markedets værste konsekvenser.

Forudsætning for tryghed

Det faglige arbejde er altså en nødvendig forudsætning for tryghed. Men det er ikke en tilstrækkelig forudsætning. Også den politiske indflydelse er vigtig. Overenskomstens begrænsning af konkurrencen på løn og arbejdsforhold må nemlig suppleres af politiske beslutninger, hvis vi skal kompensere for nogle af de store uligheder og lønforskelle. Det har noget at gøre med den måde, som markedet måler værdi på.

Produktionsomkostningerne for en given arbejdskraft har stor betydning for lønniveauet

Markedsprisen på en vare bevæger sig med udbud og efterspørgsel. Men hvor prisen for en bil i luksusklassen bevæger sig på et ret højt niveau, bevæger prisen for en minibil sig på et noget lavere niveau. Selvfølgelig fordi produktionsomkostningerne for luksusbilen er væsentlig højere end for minibilen. Sådan er det i princippet også med varen arbejdskraft.

Produktionsomkostningerne for en given arbejdskraft har stor betydning for lønniveauet, og en atomfysiker med en lang og dyr uddannelse bag sig aflønnes meget højere end et flaskedreng, som kommer direkte fra folkeskolen.

Behov for økonomisk omfordeling

Når vi ved det, ved vi også, at vi ikke alene via markedet og lønnen kan nå frem til et mere lige samfund. Der er ligeledes behov for en økonomisk omfordeling via skatterne og det offentlige. Fagbevægelsen har da også historisk argumenteret for en progression i indkomstbeskatningen, således at skatteprocenten blev øget med indtægten, og de højeste indtægter betalte forholdsvist mere end vi andre.

På denne måde kunne der ske en omfordeling via de offentlige udgifter, så også folk med lave indtægter fik mulighed for læge- og hospitalsbehandling, uddannelse, sociale ydelser, ordentlige boliger, kultur- og fritidstilbud osv.

Gode offentlige velfærdsordninger betyder større lighed

Der har altså være god grund for fagbevægelsen til at supplere sit faglige arbejde med politisk indflydelse. Gode offentlige velfærdsordninger betyder større lighed. Og de betyder større tryghed og bedre trivsel.

Utrygheden kan brede sig

Vi kender betydningen af rimelige dagpenge. Vi ved, at de giver større tryghed i hverdagen. Omvendt ved vi, hvordan utrygheden kan brede sig, hvis arbejdsløsheden truer, og dagpengene er lave. Man spørger sig selv, om man kan blive siddende i huset, hvis jobbet forsvinder? Og hvad nu hvis et nyt job lader vente på sig, og jeg mister retten til dagpenge?

Vi kender også betydningen af pension. Vi ved, at det giver tryghed at vide, at man kan gå af, inden man er slidt helt ned. Omvendt ved vi, hvordan utrygheden kan brede sig, hvis man føler sig nedslidt længe inden pensionen. Hvad nu hvis man ikke kan holde til det høje tempo? Kan jeg få en seniorordning? Kan jeg komme på tidlig pension?

Tænk på hvordan utrygheden ville brede sig, hvis læge- og hospitalsbehandling blev afhængig af forsikringsordninger.

Og ikke mindst kender vi betydningen af den gratis lægebehandling og det offentlige sundhedsvæsen. Tænk på hvordan utrygheden ville brede sig, hvis læge- og hospitalsbehandling blev afhængig af forsikringsordninger. Hvilke behandlinger omfatter forsikringen, og hvilke omfatter den ikke? Er mit helbred godt nok til, at jeg kan blive dækket ind? Hvad med resten af familien?

Hvor mange vil turde sige fra?

Det er således nemt at forstå, at vi bliver mere sårbare, desto dårligere den offentlige velfærd fungerer. Og det er ikke svært at forestille sig, hvor vanskeligt vi ville stå, hvis den offentlige velfærd blev voldsomt reduceret eller helt forsvandt.

Tænk på hvad det ville betyde for en almindelig HK’er, smed, gartner, sygeplejerske, pædagog eller hjemmehjælper hvis vi enten skulle betale de grundlæggende velfærdsydelser ud af egen lomme eller blev helt afhængige af en forsikring via jobbet for at få del i dem.

Forsvaret og udviklingen af den offentlige velfærd er på mange måder en væsentlig opgave for den samlede fagbevægelse.

Hvor mange ville ikke føle sig tvunget til at tage et ekstra job for at få råd til børnenes uddannelse eller den nødvendige sygeforsikring? Hvor mange ville ikke være tilbøjelige til at dukke nakken i en konfrontation med arbejdsgiveren, fordi jobbet blev helt nødvendigt ikke bare for indtægten men også for familiens lægebehandling?

Hvor mange ville turde sige fra over for urimeligheder? Eller have lyst til at indgå i det faglige arbejde? Og hvad ville det i sidste ende betyde for løn- og arbejdsforhold? 

Dårligere offentlig velfærdsordninger vil øge utryghed og mistrivsel. Vi vil alle blive hårdere spændt for, og finde os i mere end godt er for at få dagen og vejen til at hænge sammen. Omvendt vil gode offentlige velfærdsordninger styrke vores tryghed og trivsel.

Forsvaret og udviklingen af den offentlige velfærd er på mange måder en væsentlig opgave for den samlede fagbevægelse.