Pludselig tabte Hans Engell tålmodigheden: "Helt ude i hampen"

Politisk kommentator Hans Engell og debattør Anne Sofie Allarp i hård infight om FE-sagen i News & Co.
Foto: Henrik Urt og Netavisen Pio - Fotografik: Anders Bredsdorff
Debattør og kronikredaktør på Berlingske, Anne Sofie Allarp, og Hans Engell, politisk kommentator
Politisk kommentator, Hans Engell, og debattør og kronikredaktør på Berlingske, Anne Sofie Allarp, tørnede godt og grundigt sammen onsdag eftermiddag i TV 2 News-programmet 'News & Co.'

Emnet var FE-sagen, som handler om et kabelsamarbejde mellem den amerikanske og den danske efterretningstjeneste, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) i august 2020 var særdeles kritisk over for.

En udløber af FE-sagen er straffesagen mod den nu tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Anne Sofie Allarp ønsker - i lighed med partierne Enhedslisten, De Radikale, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne - en dommerundersøgelse af FE-sagen her og nu. Mens Hans Engell - i lighed med et flertal af partier bestående af blandt andet Socialdemokratiet, De Konservative og Venstre - ønsker at afvente resultatet af straffesagen mod Lars Findsen, før man tager stilling til spørgsmålet om en dommerundersøgelse.

Allarp til blå partier: Stå fast

Anne Sofie Allarp lægger ud med at fastslå, at FE-sagen burde været undersøgt “for længst”:

Vi er bekymrede for hans retsstilling

“Advokatrådet og Advokatsamfundet skrev i efteråret, at de var bekymrede for Findsens retsstilling. Der er altså to store vigtige institutioner i vores samfund, som går ud offentligt i min avis, Berlingske, og siger: Vi er bekymrede for hans retsstilling. Vi kræver en kulegravning af det her forløb,” siger hun og fortsætter:

“Få dage efter falder der en tiltale mod Findsen. Man tror jo næppe, det er muligt i vores samfund. Når Folketingets partier forelægges saguvedkommende påstande om Findsens seksualitet af en siddende PET-chef - og med en minister siddende i lokalet. Så skal de rejse sig og sige: Hvad foregår der her.”

“Det virker som om, der er et system, der ikke er i stand til at korrigere sig selv. Og at de blå partier ikke holder fast, måske, nu ved vi ikke, hvad der sker efterfølgende, men jeg vil opfordre dem til at holde fast - for vores allesammens skyld.”

Den er skandaløs på alle mulige måder. Den får mink-sagen til at blegne

“Den her sag har skadet Danmarks sikkerhed og omdømme mere end noget (andet) jeg kan huske overhovedet. Den er skandaløs på alle mulige måder. Den får mink-sagen til at blegne. Det skal selvfølgelig kulegraves. Det er klart.”

Hans Engell: “Godt vi sidder så langt fra hinanden”

Hans Engell er meget uenig, og betegner Allarps synspunkt som “helt ude i hampen”:

“Det er godt, vi sidder så langt fra hinanden (Hans Engell og Anne Sofie Allarp sidder i hver sin ende blandt de fem, der udgør debatpanelet, inklusive to studieværter, red.) Det er helt ude i hampen. Hør nu lige engang. Lad os nu lige skille sagerne ad.”

Hør nu lige engang. Lad os nu lige skille sagerne ad

“Den ene sag, det er den, der handler om samarbejdet med USA og lovlighed, ikke lovlighed. Det er altså undersøgt af tre landsdommere. De tre landsdommere nåede frem til, at der ikke var foregået noget ulovligt. Det vil sige de chefer, der var, de blev suspenderet for en periode. De, der havde været hjemsendt, kom tilbage til deres job. Det gjorde Lars Findsen ikke, fordi han angiveligt - i den mellemliggende periode, mens han har været suspenderet - muligvis/sandsynligvis har brudt sin tavshedspligt.”

“Det vil sige, at det er to helt vidt forskellige sager. Den ene handler om, hvorvidt der er et ulovligt samarbejde mellem den amerikanske og danske efterretningstjeneste. Det er fuldstændig afvist af tre landsdommere. Fuldstændig.“

“Den anden handler om hvorvidt Lars Findsen har overtrådt straffeloven. Han er tiltalt. Sagen kommer for retten.“

“Selvfølgelig begynder man da ikke på samme tidspunkt i Folketinget at igangsætte en dommerundersøgelse - samtidig med at hovedpersonen i sagen er genstand for en straffesag.”

Det er jo totalt juridisk sammenblanding

“Den diskussion, som man rejser, som Berlingske også har kastet sig ud i med stor iver. Det er jo totalt juridisk sammenblanding. Det er jo et galehus, man lægger op. Selvfølgelig må man have en klar dom i Findsen-sagen. Og hvis det er, han går hen og bliver komplet frifundet, så må man sige, at der har været noget galt, og så sætter man en undersøgelse i gang. Men hvis han bliver dømt for at overtræde straffeloven, så vil jeg gerne spørge, hvad er det så egentlig, der skal undersøges,” spørger Hans Engell Anne Sofie Allarp.

Allarp: “Jeg holder meget af Hans Engell”

Herefter går TV-debatten mellem de to et par - eller snarere ti - gear op i intensitet. Debatten går over i en gang hurtig ping-pong mellem de to kombattanter:

Anne Sofie Allarp: “Jamen, prøv og hør: Altså FE-sagen, er ikke Findsen-sagen.”

Hans Engell: “Nej, den er slut. Den er afsluttet”.

Anne Sofie Allarp: “FE-sagen er alt fra man udsendte pressemeddelelsen, til man hjemsendte FE-ledelsen i stor offentlighed.”

Hans Engell: “Den er afsluttet.”

Anne Sofie Allarp: “Det er jo FE-sagen. Det er jo ikke…”

Hans Engell: “Det er jo undersøgt af tre landsdommere. Hvad er det så, der skal undersøges?”

Anne Sofie Allarp: “Nej, selvfølgelig er det da ikke blevet undersøgt. …"

Anne Sofie Allarp føler sig - igen - afbrudt, men tilføjer så: "Jeg holder meget af Hans Engell.”

Hans Engell: “Nej, du gør ikke,” siger Hans Engell med et skævt smil.

Den intense TV-debat mellem de to fortsætter længe i samme høje gear. Uden at de to bliver enige. 

FE-sagen og Findsen-sagen

FE-sagen begyndte at rulle i august 2020, da tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) udsendte en pressemeddelelse, hvor der blev rettet en alvorlig kritik mod Forsvarets Efterretningstjenestens ledelse.

Det førte til at ledelsen i FE, herunder FE-chefen Lars Findsen, blev sendt hjem.

December 2021 blev Lars Findsen anholdt og varetægtsfængslet. Han blev sigtet efter paragraf 109, der handler om landsforræderi.

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) blev i januar 2022 sigtet efter samme paragraf. Et flertal i Folketinget ville dog ikke ophæve hans immunitet, og derfor er der ikke rejst tiltale mod ham. Flertallet blev sikret ved hjælp af blå blok og Enhedslisten.

16. september rejses der tiltale mod Lars Findsen. Tiltalen lyder på, at han har lækket højt klassificerede oplysninger i den periode han har været hjemsendt (Suspenderet). Den konkrete tiltale offentliggøres ikke, men senere kommer det frem, at han er tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger til journalister, bekendte og familie.

13. oktober, midt under valgkampen, udkom bogen, “Lars Findsen - erindringer fra celle 18”. Den handler ikke mindst om forløbet i FE-sagen, og et tilbageblik i Findsens karriere i øvrigt.

 Et politisk flertal, inklusive Socialdemokratiet, tilslutter sig under valgkampen, at FE-sagens forløb undersøges.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Fr. Allarp er ansat på Berlingske, som med lys og lygte leder efter det mindste fnug, hvor man kan kritisere Socialdemokratiet. At hun i den anledning fremstår som blondine-dum fatter Berlingske intet af.

Det er muligt, at fr allarp er blondinedum, og jeg givsr dig ret, hvis hun bruger lys og lygte for at finde fnug, hvor man kan kritisere socialautikratiet. Naar man er rundet af arbejderklasen, er lys og lygte ikke noedvendigt. Skidtet hober sig op.
Men tilbage til emnet. Hr Findsen arbejdede for den danske stat, saa naar arbejdsgiveren udbetaler en halv folkepensio i bonus for godt og veludfoert arbejde, hvor blev sagen saa af. Lad os nu faa afsluttet den her betaente sag. Den skal skylles ud med badevandet. Vi skal videre.
Det nytter ikke at blive ved med at tro, at danskerne er nogle idioter, der ikke har godt af, at faa at vide, hvad staten goer. Aabenhed, Aabenhed.

Ove, egentlig synes jeg du sludrer, og dit synspunkt er så farvet, at en debat er udelukket.
Mht. bonus, så er det velkendt at alle offentlige chefer får bonus, uanset hvor dårligt de har præsteret, så det kan man ikke konkludere noget på.
Når selv en eks.konservativ minister udtaler at man selvfølgelig, og pr. fornuft, skal afvente retssagen, giver det jo ikke rigtig mening at beskylde S for at forhindre en advokatundersøgelse.

Hans, det kan godt vaere, at mit synspunkt er farvet. Det haenger nok sammen med ens politiske staasted. Nu er det meste af mit arbejdsliv tilbragt i det private, og der faar man ikke bonus, med mindre man er meget vigtig for firmaet. Beklager min manglende viden om det offentlige.
Hvem beskylder S for at forhindre en advokatundersoegelse? Det er ikke mig.

Den kommer for retten og bliver derved afsluttet. Utroligt folk ikke fatter det

Ove Dahl, kender du loven omkring tilsynet med efterretningstjenesterne,
i den lov står der at "ingen minister, må forsøge at påvirke deres arbejde"
Hvad skete der den 28 februar 2019, da havde Forsvarsminister Claus Hjorth
indkaldt TET (Tilsynet med efterretningstjenesterne) til et møde i FE lokalerne
på Kastellet, mødeindkaldelsen var sanktioneret af Statsminister Lars Løkke Rasmussen.
På den ene side af mødebordet sidder Departementschef fra Statsministeriet,
Kristian Kettel-Thomsen, forsvarsminister Claus Hjorth departementschef i
forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel og Lars Finsen.
På den anden side af bordet sidder chefen for TET Landsretsdommer Michael Kistrup,
Jørgen Grønnegaard Christensen fra TET og Chefjurist fra KL Pernille Christensen TET.
Formålet med dette møde var at stoppe undersøgelsen af FE, som var kommet i besiddelse
af en større mængde materiale fra FE, som FE havde forsøgt at unddrage de oplysninger
For TET. Du kan læse i årsberetningen fra TET om FE for året 2019.
Og det samme står der i den pressemeddelelse som blev udsendt fra TET august 2020.
Kristian Kettel Thomsen er blevet forflyttet til et job i EU.
Thomas Ahrenkiel blev ikke udnævnt til ambassadør i Berlin.
Claus Hjorth er anklaget for et eller andet og Lars Finsen har været fængslet.
TET fortsatte med deres undersøgelser mod FE, som de har fået til opdrag af Folketinget.
Indkaldelse til dette møde på Kastellet strider imod den lovgivning der er på området.
Ingen minister må forsøge at påvirke arbejdet i TET.

Helt enig…

Hun er farvet blå så det gør noget og derfor er hun med i den blå sender ; News

Jeg er helt enig med Hans Engell. Den sag skal kun tjekkes hvis han frifindes. Og først når ny regering er klar. Ø skaber sig p.t og DD lider generelt af kuller.Anbe A.A. har jeg det svært med, lukker for udsendelsen, når hun er med.

Anne Sofie A. Sku der stå

Skal kun tjekkes, hvis han frifindes? Jeg er langt fra sikker på, at han får en retfærdig rettergang! Byretsdommerne ville forlænge varetægtsfængslingen, men landsretsdommerne løslod ham. En retsag vil være en hermetisk lukket affære, hvor intet vil slippe ud, og ingen vil vide, om alt er gået retfærdigt til.
Se sagen med Messerschmidt - en inhabil, forudindtaget byretsdommer.
Se sagen med kvotekongen - idømt fængsel og kæmpebøde af byretsdommerne - frikendes af landsretten!

Hvorfor i alverden sku han ikke få en fair rettergang. Jeg synes bare de skal komme i gang og få den sag afgjort, frifindes han ikke, anker han nok, men at dansk retsvæsen skulle være korrupt, den køber jeg kort og godt ikke

At en person kan dømmes i byretten og frikendes af landsretten, er såmænd ikke noget nyt. Jura er IKKE en eksakt videnskab. Fx i sagen mod Messerschmidt, så var der andre der var med til at dømme ham end den pågældende dommer, da der var andre med i den diskussion så vidt jeg ved, men igen: hvis en sag bliver ført for byretten og den anklagede så bliver frikendt, men anket af anklagemyndighedern til LR som så dømmer vedkommende til fængsel, så er det vel det samme som når det omvendte er tilfældet. Igen igen igen: Jura er ikke nogen eksakt videnskab. Retsvæsenet er muligvis det bedste vi har p.t., men det betyder ikke at det er ufejlbarligt.

Annonce