Jeg var i biografen i lørdags. Det var sådan en møggrå decemberdag, og efter filmen tog min ven og jeg ind på Shawarma Grill House no. 1 på Strøget i København. Det er et legendarisk madsted og deres libanesiske køkken er himmelsk.

Vi sad i en nedslidt bås, og over os hang en stor fladskærm, hvor en knitrende pejs blev afspillet. Overfor disken når man kommer ind, er der spejle opdelt af træbjælker, der holder et lille halvtag oppe. Det minder om et krybbespil på sådan en decemberdag.

Mesteren i kitsch

Havde det ikke været for den Ulrich Seidl-film, vi lige havde set, tror jeg ikke at jeg havde bemærket det interiør. Al den ubegribeligt grimme kitsch er så gennemført udbredt, at man nærmest ubevidst ignorerer den.

Og hvad er egentlig mere kitschet end et ferieresort uden for sæson?

Men det gør Ulrich Seidl ikke. Tværtimod. Han er mesteren, når det gælder kitsch. Og hvad er egentlig mere kitschet end et ferieresort uden for sæson? Hans nye film, ‘Rimini’, fremviser dette turiststed i dets allermest grelle lys, gråt, koldt og næsten affolket.

Og det er her, at vi bliver introduceret til den fedladne og fallerede schlagersanger, Ritchie Bravo, der optræder for østrigske pensionister, der hvert år valfarter til stedet, der ikke byder på meget andet end tristesse.

Uden for sæsonen

Forfatteren Michel Houellebecq har flere gange gjort det samme. Hans roman, ’Lanzarote’ fra 2000, handler også om sådan et feriested uden for sæsonen, hvor tyskere og franskmænd mest møder deres egne landmænd i disse uvirkelige drømmekasteller, der virker så grelle, når solen ikke får os til at overse det.

Det er tristesse, men det er også et gennemgående træk, der fylder langt mere, end hvad de fleste af os er opmærksomme på.

Selv nægter han at skelne mellem sine dokumentarer og spillefilm

Ulrich Seidl er en østrigsk dokumentarisk og instruktør. Selv nægter han at skelne mellem sine dokumentarer og spillefilm. Sammen med blandt andre Michael Glawogger brød han igennem i halvfemserne og skabte denne særegne, østrigske fremstillingsform, der på mange måder er så rystende og brutalt realistisk, skildret på en underlig æstetisk facon, der ikke er set mage til tidligere.

Ekstreme og visuelt betagende

Hvis man var en af dem, der blev rystet over og fascineret af Jesper Dalgaards dokumentarfilm, ’Kandis for livet’ (2021), der i den grad skabte en mediestorm i Danmark, så vil Ulrich Seidls dokumentarer feje benene væk under dig.

De er så helt igennem ekstreme og visuelt betagende i al deres brutalitet og menneskelige blottelse, at man ikke kan begribe, hvordan det er lykkedes for ham at få lov til at filme disse mennesker og deres bizarre passioner.

I dokumentarfilm om østrigernes forhold til deres kæledyr (’Tierische Liebe’, 1995), deres udleven af passioner i kældre (’Im Keller’, 2014) eller på safari-ture (’Safari’, 2016), hvor de nedlægger dyr som trofæer, portrætteres mennesker, der ikke skammer sig, og derfor også blotter sig, så man ikke kan undgå at bemærke deres helt igennem menneskelige træk. Præcis som i dokumentaren ’Kandis for livet’.

Det er så virkningsfuldt, fordi det på en og samme tid er en blottelse af noget særdeles hæsligt (eller kulturelt aparte), samtidig med, at det afspejler ærlige og dybt menneskelige passioner.

Schlagersangeren er fordrukken, fattig, fedladen, færdig og på mange måder helt ude i tovene

Mediestormen i forbindelse med Kandis for livet handlede især om, at mange slet ikke kunne forestille sig, at den slags mennesker, der portrætteres i dokumentaren, fandtes, og at deres passioner var så inderlige. Det var i den grad bizart at læse disse mange kommentarer. Og det er selvsagt også hvad der gør, at denne dokumentar er så helt igennem vellykket.

Men det, der er så forunderligt, både i ’Kandis for livet’ og i Ulrich Seidls film, er, at de portrætterede slet ikke er ramt af tristesse, som de fleste anmeldere ellers har for vane at beskrive dem som.

Det samme gør sig gældende i filmen ‘Rimini’. Schlagersangeren er fordrukken, fattig, fedladen, færdig og på mange måder helt ude i tovene, hvor han er nødsaget til at prostituere sig, for at få det hele til at hænge sammen. Alligevel virker han til at trives på sin helt egen facon.

Det glitrende Hollywood

Ulrich Seidl slog for alvor igennem med spillefilmen ’Hundstage’ (2001), og senere med hans Paradis-trilogi, ’Tro’, ’Håb’ og ’Kærlighed’ (2012-13), der blandt andet handler om midaldrende østrigske kvinder, der tager på ferie til Kenya, hvor de køber sig til sex hos yngre afrikanske mænd.

Og disse spillefilm er netop betagende, fordi de minder så ekstremt meget om dokumentarfilm. Det er Ulrichs Seidls særegne æstetik, og den fungerer så effektivt, fordi den forsøger at bryde alle former for fernis ned.

Alt er så helt igennem æstetisk poleret

Tænk blot på Adam Prices tv-serie ’Borgen’. Her er alle skuespillerne sminket op, lyset sat helt rigtigt, og der er ikke en stikkontakt, der ikke er sprittet af og skuet pænt på, før den optræder helt diskret, når scenen skydes.

Alt er så helt igennem æstetisk poleret, og selvom Sidse Babett Knudsen også sidder og piller sig i navlen, med uglet hår, om morgenen på toilettet, så ser man aldrig den slags i serien.

Netop denne overæsteticerede, Hollywood-gennemvædet æstetiske perfektion er gennemspillet så ulideligt mange gange, at vi heller ikke bemærker det, og derfor heller ikke gennemskuer løgnen og den overfladiske, umenneskelige portrætteren.

Modgift

Ulrich Seidls film er det diametralt modsatte. Hans film er en art modgift til denne hæslige æstetik, der er så forløjet og falsk. Og det er netop derfor, at man skal vare sig for kritikerne, der kalder hans film for en afbildning af Helvede, af randmennesker og af “udkanten”.

Han erklærer tværtimod, at de portrætterede ikke er randmennesker, men sådan som flertallet af os nu engang er

Det var selvsamme skammelige analyser, der kom på bordet, da ’Kandis for Livet’ blev debatteret i medierne.

Ulrich Seidl modsætter sig denne misantropiske opfattelse af sine film på det kraftigste. Han erklærer tværtimod, at de portrætterede ikke er randmennesker, men sådan som flertallet af os nu engang er, når vi ikke pakkes ind i de glitrede og perfekte kulisser, som spillefilm har for vane at gøre det.

Helvede er de andre

Den eksistentialistiske filosofis moderne fader, Jean-Paul Sartre, skrev engang, at Helvede, det er de andre. Hans generation påpegede, at livet grundlæggende er absurd, og at det i sig selv er en kolossal udfordring. Men det blev portrætteret i de franske cafémiljøer, ligesom denne tomme eksistens bliver blottet i for eksempel Ruben Östlunds film, ’The Square’ (2017), der fik så gode anmeldelser.

Den minder på en måde om Ingmar Bergmans tv-serie, ’Scener fra et ægteskab’ (1973), der også viser disse privilegerede menneskers tomme liv og eksistentielle kriser, men farligt bliver det aldrig.

Det bliver netop aldrig farligt, fordi det hele alligevel er så pænt og lækkert, at der kun er plads til den ulidelige form for selvironi. Dybere trænger denne selvudleverende kritik ikke ind.

Det magiske i hans film er, at man ligesom ikke rigtig kan dømme disse mennesker ude, fordi de netop samtidig er så blottede.

Ulrich Seidls film er farlige eksistentielt set. De er farlige, fordi de blotter menneskers passioner meget mere realistisk, og meget mere ubehageligt, fordi vi som menneskedyr gør så meget andet, og ser så anderledes ud, når vi rent faktisk udlever disse passioner bag lukkede døre, i hverdagen og på alle de steder, hvor en dygtig instruktør og scenograf ikke har haft fingrene med i spillet.

Ulrich Seidls film er hypermoderne eksistentialisme, og de udfordrer vores forstand og indbildninger meget dybere end tidligere, fordi de blotter vores glitrende løgne så rent. Det magiske i hans film er, at man ligesom ikke rigtig kan dømme disse mennesker ude, fordi de netop samtidig er så blottede.

Hvis vi vel at mærke tør indse, at de portrætterede ikke er fremmede for os. Fordi det er portrætter af gennemsnitsmennesket.  

Filmen flopper

Det er også derfor at ‘Rimini’ på mange måder ikke fungerer. Det er helt tydeligt, at Seidl har stor interesse for denne fallerede schlagersanger og ferieresortet uden for sæson. Men samtidig forsøger han skabe et plot, hvor sangeren bliver konfronteret med sin voksne datter, som han har glemt alt om.

derfor bliver filmen ikke så bevægende og dobbelttydig som hans andre mesterværker.

Det er bare som om, at denne del af historien ikke rigtig har interesseret ham, og derfor bliver filmen ikke så bevægende og dobbelttydig som hans andre mesterværker.

Og måske er grunden den, at filmen i virkeligheden skulle handle om sangeren og dennes broder, som vi også møder i filmens begyndelse. Broderen er pædofil og Judo-instruktør, og han underviser helt unge, fattige børn i Rumænien.

Imidlertid valgte Seidl at splitte fortællingen op, og derfor er der nu to film, ‘Rimini’ og ‘Sparta’, der begge har fået premiere i år, og begge har det hovedtema, at fortiden indhenter hovedpersonen.

Sparta

Som sagt, så vil Ulrich Seidl ikke skelne mellem sine dokumentarer og spillefilm. Det er der måske en pointe i. Det har i hvert fald afstedkommet en skandale, der har sat ridser i hans renommé under tilblivelsen af ‘Sparta’. Den er skudt i 2019, i en lille landsby i Rumænien.

børnene følte sig presset til at blotte sig for meget, og mændene følte sig eksponeret

Her har han betalt unge drenge for at medvirke, ligesom han har brugt fattige, alkoholiserede borgere fra byen. De har fået tilbudt alkohol, og nu beskyldes han for at have udnyttet dem og skabt et alt for brutalt miljø, hvor børnene følte sig presset til at blotte sig for meget, og mændene følte sig eksponeret, mens de ikke kunne styre deres berusede og aggressive adfærd.

Hele historien blev afsløret af det tyske medie, Der Spiegel, der i månedsvis forsøgte at komme til bunds i filmens tilblivelseshistorie, hvilket endte med, at filmens premiere blev udsat, efter at en filmfestival valgte at boykotte den, for siden at blive fremvist på dette års filmfestival i San Sebastian.

Ulrich Seidl valgte her at udeblive, og her er historien ligesom strandet.

Du kan læse om skandalen her.

‘Rimini’ skal altså forstås som en del af to. Måske dens alt for misantropiske, grelle og delvist uempatiske plot bliver udlignet via ‘Sparta’. Det er ikke til at sige. Måske ‘Sparta’ slet ikke vil blive vist i danske biografer grundet skandalen.