Anmeldelse: ’Spion blandt venner’ bliver endnu mere væsentlig, når vi får en regering

Hans Davidsen-Nielsens bog om FE-sagerne gør det umuligt at være en retsstat uden en kommissionsundersøgelse, skriver Poul Smidt
Foto: Forlaget Gyldendal
Hans Davidsen-Nielsen: Spion blandt venner. Statshemmeligheden, der ændrede Danmark
Hans Davidsen-Nielsens gedigne journalistiske håndværk på 255 bogsider udkom den 1. oktober 2022. Fem dage senere udskrev statsminister Mette Frederiksen (S) folketingsvalget, og den 13. oktober udkom så den anden bog om et af tidens vigtigste spørgsmål, som alligevel ikke kunne hamle op med krig, klima, energikrise, sygdom i sjæl og sundhedssektor samt inflationen.

Jeg anmeldte ’Spionchefen – Erindringer fra Celle 18’ den 19. oktober, en formidabel bog som ryddede bogscenen og råbte på en undersøgelse af et absurd forvaltningsforløb med politiske over- og undertoner.

På sin vis rykkede Lars Findsens egen bog sig foran som overraskelsen i valgkampen, men det er faktisk Davidsen-Nielsens solide dokumentation, der er den tidsindstillede politiske bombe, der udløses, når Danmark igen har en regering, der forsøger at holde fast i Danmark som en retsstat.

De to bøger overlapper ikke

Når jeg skriver solid dokumentation kan det lyde som en fremadskridende faktalinje. Det er det måske også, men det er også en velskrevet læseoplevelse med litterære kvaliteter, og greb, der elegant løfter fortællingen fremad.

FE-chefen Lars Findsen er selvfølgelig et vigtigt omdrejningspunkt

Lejlighedsvis er det et anklageskrift, men aldrig en dom. Det er hele vejen igennem en fornem journalistisk bestræbelse på at skabe et retvisende billede, men uafgjort, som det må være, skriger bogen på eventuelle straffesager for åbne døre og en kommissionsundersøgelse, som genskaber tilliden til de to danske efterretningstjenester, Forsvarets Efterretningstjene, FE, og PET, Politiets Efterretningstjeneste.

FE-chefen Lars Findsen er selvfølgelig et vigtigt omdrejningspunkt, som i hans egen bog, mens Davidsen-Nielsen har den ukendte whistleblower som den indirekte fortæller, der indrammer historien og driver den fremad et sted mellem tvivl og fornuft. De to bøger overlapper ikke, men råber nærmest på hinanden, hvis man har demokrati som en vigtig søjle i sin politiske sjæl.

Bandekrigen og retsstaten

Det er hævet over enhver tvivl, at vi har været vidne til en bandekrig af den slags, som dele af Folketinget så gerne vil give dobbelt straf og hjemsendelse for. Hvis PET og FE, som passer på os, burde leve i et fornuftsægteskab, så er fornuften ikke til at få øje på.

Det er en bandekrig om politikernes opmærksomhed og bevillinger. Det er kampen mellem duer og høge, for eller imod åbenhed eller magten, der lukker sig om sig selv.

Nogle tror på ham, andre tror måske for meget og andre slet ikke

Kernen i de aktuelle efterretningsskandaler er en stribe digitale kabler over eller under Amager. Hvem har mere eller mindre bekræftet deres eksistens? Hvem har mere eller mindre bekræftet, at USA's hemmelige tjenester kigger med? Hvem har eller har ikke sørget for, at amerikanerne ikke bruger omfartsvejen til at skaffe sig oplysninger om danske statsborgere?

Vi ved nu, at amerikanerne fik seertilladelsen, mens Poul Nyrup Rasmussen (S) var statsminister, og at alle statsministre og forsvarsministre siden da har kendt til hemmelighederne og skrevet under på, at de kunne holde mund.

Her kommer så den lidt venstresnoede whistleblower og siger, at det ikke går ordentlig til. Nogle tror på ham, andre tror måske for meget og andre slet ikke. Man fornemmer de interne stammekrige udført af ædle krigeres interesse for effektivitet eller lovformelighed, andre optaget af avancement, om nødvendigt på andres bekostninger.

Nogen skal have tæv

Denne splittelse fører helt frem til hjemsendelse af cheferne i FE og igen til, at tre landsdommere i en kommissionsundersøgelse fravrister whistleblowerens iagttagelser deres betydning. Nogen skal selvfølgelig have tæv for, at han i årevis optog samtaler med sine kolleger for at bevise sine teorier.

Imens begynder PET aflytningen af FE-chefen Lars Findsen

Indendørs aflytning af aflytningstjenestens aflyttere er absurd i sig selv, men det bliver værre. For undervejs opstår mistanken om, at nogen måske har sagt eller drømt eller hævdet, at kablerne findes og eksisterer og at amerikanerne abonnerer på aflytningen i undergrunden ude på Amager.

Imens begynder PET aflytningen af FE-chefen Lars Findsen. Bandekrigen i fuldt flor. Godkendt i regeringens sikkerhedsudvalg, ikke at hverken jeg eller Davidsen-Nielsen kan bevise det, vi ved blot, at hele banden skulle fyres, hvis den slags sager kneb sig uden om udvalget.

Modsætningsforhold

Der er dokumenterbare modsætningsforhold mellem Lars Findsen og Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, men det tilkommer ikke anmelderen at afgøre, om der foreligger lidt forvaltningsretlig magtfordrejning eller det, der er værre. Hvem havde noget at skjule hvornår?

Og endelig er der agenten, der infiltrerede i Syrien på vegne af de danske tjenester, som i hver sin hastighed er løbet fra ansvaret.

Vi ved, at snakken om kablerne er central, vi ved også, at Forsvarets Efterretningstjeneste har sagt noget fornuftigt om, at sikkerhedsrisikoen ved at lade mødre og børn blive i de kurdiske lejre er større end sikkerhedsrisikoen ved at tage dem hjem.

Med andre ord kan og skal den sag ikke klares med en fatwa om, at de kan få lov at gå til, fordi de har vendt Danmark ryggen. Og endelig er der agenten, der infiltrerede i Syrien på vegne af de danske tjenester, som i hver sin hastighed er løbet fra ansvaret.

Politik og jura

Mange vil hæfte sig ved, at den tidligere superminister Claus Hjort Fredriksen (V) er sigtet for at have talt over sig. Han sagde noget om kablerne, som vi vidste i forvejen, fordi det har stået i avisen, selv om det var ham Edward Snowden, der sagde det, og nu er han russer.

Vi afventer straffesagen mod Lars Findsen, men især afventer vi håndteringen af de mange krav om at få FE-sagen gennemlyst i en kommission.

Det bemærkelsesværdige er, at alle i det politiske efterretningsmiljø og alle tjenesternes ansatte mener, at sagen skulle være lukket i begyndelsen med lidt hold-kæft-bolcher og et par uigennemskuelige forfremmelser.

Man kan ikke være en retsstat, hvis hele møgbunken ikke bliver vendt og i så meget åbenhed som muligt

Så kom kravet om den totale opklaring som det vigtigste. Kunne man ikke få ram på en statsminister, så var den afsatte forsvarsminister Trine Bramsen et fint trofæ, og sigtede man lidt højere kunne man måske få Barbara Bertelsens sande ansigt ophængt på fotovæggen med forhenværende departementschefer.

Det er sådan set ikke fordi ’Spion blandt venner’ rummer så meget nyt, og alligevel. Analysen, placeringen af de rigtige skakbrikker de helt rigtige steder i passende størrelser gør helheden til en selvstændig og magtfuld nyhed.

Skulle nogen efter en kommende regeringsdannelse påstå, at der ikke er behov for en kommissionsundersøgelse, så er det fordi, de ikke har læst bogen. Politiske og juridiske magtkampe, et par karrierebevidste og følgagtige embedsfolk, overgreb på enkeltpersoner, efterforskningsskridt som i en banarepublik.

Man kan ikke være en retsstat, hvis hele møgbunken ikke bliver vendt og i så meget åbenhed som muligt.

Hans Davidsen-Nielsen: 'Spion blandt venner. Statshemmeligheden, der ændrede Danmark'. Gyldendal.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet "Efterretningstjeneste på udflugt", 1970, og har bidraget til flere bøger om efterretningstjeneste og overvågning. Har desuden skrevet flere politiske biografier bl.a. om Viggo Kampmann, der var aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark. Han skriver for tiden på en biografi om en af besættelsestidens hovedpersoner.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

+1

Annonce