Arbejdsløs akademiker: Dansk Magisterforening glemmer dimittendledigheden

I de seneste år har dimittendledigheden været stigende. På trods af denne udvikling har Dansk Magisterforening ikke fokus på problemstilling.
I 2008 var der 6000 ledige dimittender og i 2018 var tallet steget til 20.500 ledige dimittender. I 2020 var der 6.100 ledige akademiker i Københavns kommune hvoraf næsten halvtreds procent af de ledige akademikere var dimittender. Et år efter dimission var 13 procent af dimittenderne stadigvæk ledige.

På trods af høj ledighed blandt dimittender har Dansk Magisterforening, der ellers er sat i verden for at fremme medlemmernes interesser, ikke fokus på problemstillingen.

Fokus ligger i stedet på at sikre rimelige vilkår for studerende der har studiejob og praktik

Fokus ligger i stedet på at sikre rimelige vilkår for studerende der har studiejob og praktik, bedre arbejdsmiljø, bedre sikring af whistleblower samt ligeløn. Symptomatisk for dette manglende fokus er det faktum at dimittender som medlemsgruppe ikke engang er nævnt ved navn, som andre medlemsgruppe fx studerende eller ledige, men blot som ”dem i mellem” i Dansk Magisterforenings vedtægter. At man ikke engang nævner dimittender som en gruppe for sig selv er problematisk fordi gruppen skiller sig ud fra ledige.

Dimittender er en ekstra sårbar gruppe

Dimittender er en helt speciel gruppe af ledige der er skiller sig ud fordi de er ekstra sårbare. De er ekstra sårbare fordi man som nyuddannet har begrænset erhvervserfaring og dermed ikke kan konkurrere med andre ledige med erhvervserfaring. Dermed negligerer Dansk Magisterforening dimittender som ellers er betalende medlemmer, på lige vilkår med ledige og fastansatte, hvilket studerende ikke er.  

Når man ikke nævner en gruppe af medlemmer ved navn, hvordan kan man så fokusere på denne gruppes problemstillinger?

I forlængelse af at dimittender negligeres bliver de gjort til en udefinerbar gruppe hvis identitet man fratager og dehumanisere. At de også er til for dimittender, kan man således betvivle når man ikke engang kan nævne denne gruppe ved navn. Når man ikke nævner en gruppe af medlemmer ved navn, hvordan kan man så fokusere på denne gruppes problemstillinger? 

Til kamp for dimittenderne

Hvis Dansk Magisterforening også er til for dimittenderne er et godt sted at starte at anerkende dimittender som en selvstændige gruppe for sig, hvilket man kan gøre ved at nævne dem ved navn. Dernæst kunne man begynde og se på hvordan man kunne kæmpe for dimittenderne ved at arbejde for nedbringe dimittendledigheden.

I forvejen oplever vi allerede at blive ekskluderet af det danske arbejdsmarked

I forvejen oplever vi allerede at blive ekskluderet af det danske arbejdsmarked. Vi har ikke brug for at vores fagforening gør det samme. Hvis Dansk Magisterforening er til for andre end de ledige, studerende og fastansatte skal de begynde med at fokusere på dimittend ledighed.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Er cand. soc. i udviklingsstudier og Internationale forhold og bestyrelsesmedlem i Landsorganisationen for Nyuddannede akademikere, LONA.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg føler anledning til at bemærke, at der i Rom i Italien skulle være en forening af akademiske gadefejere. Dette skulle jo nødigt blive nødvendigt herhjemme, men helt bortforklares kan det næppe, at der foreligger grelle forskelle i intellektuel højde af de forskellige uddannelser, mens der for andre uddannelsers vedkommende er et mikroskopisk marked for uddannelsen. Til gengæld må man tage sig til hovedet, når der tilsyneladende er et marked for alle medieuddannelserne, som jo er Kejserens nye klæder. Markedet for videnstunge discipliner som kemi, fysik og matematik er desværre sammensat på en sådan måde, at der kun er plads til de virkeligt store talenter. Alle de sjove mennesker, der starter på disse uddannelser, falder fra uden undtagelse, og tilbage er en rå rest af karrièrefræsere. Desuden har det vist sig, at bacheloruddannelserne indenfor disse discipliner er uafsættelige. Det behøvede ikke at være sådan, men man er oppe imod, dels vanetænkning hos private aftagere, dels at de naturvidenskabelige fakulteter er holdt i meget stramme økonomiske tøjler. Generelt løber man en betydelig økonomisk risiko, når man starter på en akademisk uddannelse, og den studerende bør holde nøje øje med studiegældens udvikling. Desværre er vilkårene for studier ulige, idet nogle kommer igennem studierne uden at stifte gæld, fordi den studerende har velhavende forældre, mens andre ingen reserver at trække på, og i dag er gælden efter en stor uddannelse jo monumental. Jeg selv afbrød min uddannelse, da jeg syntes, at jeg havde lært nok, og at studiegælden var overkommelig. Til gengæld fik jeg ingen titel, hvilket er mig fløjtende ligegyldigt – men der er jo andre, der har meget travlt med det med titlerne, ikke mindst firmaernes personaleafdelinger, der jo laver en førstesortering efter titler. Først til allersidst kommer det personlige indtryk. Men i alt dette sortereri glemmes f.eks. at undersøge, om en ansøger er hæderlig, og jeg har erfaring for, at det er en ret sjælden egenskab. Talrige er de ansøgninger, hvor der smøres tykt på, og det kan være en hård omgang at vurdere alt det.

Vi kommer til at mangle håndværkere så de stakkels magistre behøver ikke stå uden arbejde.

Annonce