Kære regering: Send alt, hvad I har til Ukraine

Danskerne bør sende deres nytårskrudt østpå, og den nye regering må afsøge mulighederne for at øge støtten til Ukraine.
Foto: Wikimedia Commons
Russisk T-90-tank i det østligste Ukraine
Danskerne fryser. Dem, der arbejder under åben himmel, er vant til kolde tæer og løbende næser, men også kontorfolket skutter sig. På mange arbejdspladser er temperaturen skruet ned på 19 grader og huer og halstørklæder er efterhånden en nødvendig del af arbejdsuniformen.

For ukrainerne er udfordringen en helt anden. Derovre kommer temperaturen rutinemæssigt ned under 15 minusgrader. På grund af russernes målrettede bombardementer af infrastruktur er mange ukrainerne uden adgang til vand eller elektricitet.

Imens skal de ukrainske soldater forsvare sønderskudte mudderhuller mod den russiske overmagt

De dør bogstaveligt talt af kulde. Det er ren terrortaktik fra russernes side.

Imens skal de ukrainske soldater forsvare sønderskudte mudderhuller mod den russiske overmagt. De lever under vilkår, vi kender fra film som “Intet nyt fra Vestfronten”. Ikke desto mindre vil de sejre. Så længe vi sørger for, at de har ammunition til deres geværer, mad i maven og brændsel til deres ovne.

Alt for længe fik Putin frit spil

Ukrainernes kamp er nemlig vores kamp. Derfor er det også positivt, at den nye regering vil fremrykke oprustningen af Danmark. Alt for længe har vi ladet stå til, og ladet krigsforbryderen Putin få frit spil.

Men det er ikke nok at sikre flere danske soldater i 2030. Til den tid er krigen i Ukraine afgjort. Det er nu, at hver en patron og hver en madpakke gør en forskel. Det taler til Danmarks ære, at vi allerede har givet så stor en andel af vores militære isenkram. Det taler til vores vanære, at vi ikke havde mere at give af.

Kan det køre, kan det skyde, kan det spises? Afsted med det!

Der er imidlertid andre måder at støtte ukrainernes kamp på. Dansk nødhjælp kan redde ukrainske liv. Selv om krigen forhindrer påbegyndelse af genopbygningen, så er der mange steder, hvor vores økonomiske støtte kunne gøre en forskel.

Samtidig er det værd at kigge forsvarets lagre igennem en ekstra gang. Er der noget kasseret materiel eller nogle udtjente køretøjer, der kan sættes i stand? Især hæren lider i forvejen af materialemangel, men våbnene gør altså større gavn i ukrainske hænder end på en dansk øvelsesplads.

Kan det køre, kan det skyde, kan det spises? Afsted med det!

Til sidste russer er smidt ud. Uanset hvor længe det tager

Krige vindes på slagmarken, men kan sagtens tabes ved forhandlingsbordet. Den måske vigtigste indsats Danmark kan gøre for Ukraine er den diplomatiske. I takt med at energipriserne og inflationen stiger, så falder forsvarsviljen i Europa.

Nu er der noget vigtigere på spil. De små frie folks ret til selvbestemmelse

Desværre er det EU-kernelandene Italien, Frankrig og især Tyskland, der lægger pres på Ukrainerne for at indgå en ufavorabel fred i Putins favør.

Dansk udenrigspolitik har de sidste mange år handlet om ikke at provokere tyskerne. Nu er der noget vigtigere på spil. De små frie folks ret til selvbestemmelse.

Danmark bør sammen med de baltiske lande og Polen, og forhåbentligt også resten af Norden, kæmpe for fortsat politisk, økonomisk og materiel støtte til Ukraine. Til den sidste russer er smidt ud af landet. Uanset hvor længe det må tage.

Send dit nytårskrudt til Ukraine

Snart er det nytår, og der er ikke noget mere festligt end at skyde det nye år ind med flotte raketter. Mindre festlig er det for de ukrainere, der beskydes med rigtige raketter, mens de ikke selv har noget at svare igen med.

Det bedste og vigtigste, vi danskere og vores regering kan gøre for vores land, er at støtte Ukraines kamp

Eksplosionerne over de ukrainske byer er ikke festlige. De er dødbringende. Når ukrainerne rydder op nytårsmorgen med lugten af krudtrøg i næsen, har de ikke tømmermænd efter en festlig nat. De kigger på ruinerne af deres hjem og blodet fra deres nærmeste.

Og det fyrværkeri vi så skødesløst fyrer af? Det er produceret i Kina. Den anden store diktaturstat, der forsyner og beskytter Putins morderiske fremfærd.

Hvad med at vi gjorde som Søren Pind og droppede fyrværkeriet i år? En sort trist nattehimmel er et lille offer i en stor og retfærdig kamp.

Den danske ukrainekomité har allerede sendt 55 millioner kroner afsted i våbenhjælp. Og vil man ikke støtte krudt og kugler, så er der et væld af civile nødhjælpsorganisationer, herunder Dansk Folkehjælp.

Det bedste og vigtigste, vi danskere og vores regering kan gøre for vores land, er at støtte Ukraines kamp.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Fuldstændig enig med Jespersen. Og det kan sagtens være, vi bør slå pjalterne sammen med landene med samme opfattelse af situationen og mod dem, som vil presse Ukraine til at afstå store landområder mod (indtil videre) at få fred for deres fjende, hvis de samtidig garanterer ikke at indgå i nogen forsvarsalliance, der kan beskytte dem næste gang.

No way!

Lad ukrainerne rage deres egen kastanjer ud af ilden, det var jo trods alt dem, der undlod at implemtere Minsk II. Danmark har ingen interesse i Ukraine overhovedet, og sidst jeg tjekkede var Ukraine ikke medlem af NATO, så vi har ingen forpligtelser overhovedet, hverken traktatsligt eller moralsk.

Hvis vi endelig skulle støtte nogen, burde vi sende humanitær hjælp til Donbas, hvor civilbefolkningen bliver bombarderet dagligt.

Hvor er du heldig at leve i et land med ytringsfrihed.
Uanset at jeg er meget uenig med dig, så er jeg glad for at du kan ytre dig frit om alt mellem himmel og jord.
Friheden til at ytre sig er ellers under voldsomt pres fra bl.a. diktatoren i Moskva.
Han ser også stort på andre landes ret til at være selvstændig. Hvis ikke han bliver stoppet kan det nemt medføre, at Danmark også må se sig som mål for hans storhedsvanvid.
Derfor skal vi hjælpe Ukraine så meget som muligt med både humanistisk og militær hjælp.
Så, i modsætning til dig, så mener jeg, at Danmark i allerhøjeste grad har interesse i Ukraine.

Niels D. Nielsen. Kender du overhovedet til verdenshistorien? Vesten gav Hitler lov til at tage Sudeterområdet fra Tjekkoslovakiet. Blev han tilfreds med det. Nej. Diktatore bliver aldrig mætte. Din indstilling er som de medløbere der var i Danmark i krigens første dage. Skammeligt!

Fremstilling og brug af fyrværkeri er prikkerne over i’et i klimakrisen!

Det går op i røg til ingen verdens nytte!

Bortset fra menneskets trang til eksperimenter og spænding og underholdning!

Her ville en CO2 afgift være på sin plads!

Om pengene skal sendes til Ukraine i klimaets tjeneste kan politiske kommentatorer diskutere i årevis!

Men at køernes prutter der skaffer nødvendig mad til nye generationer af børn skal pålignes skatter (CO2 afgift), ja det virker helt hen i luften!

Mælk, ost og tykmælk og kernemælk modvirker mindst 50 sygdomme, som vi kommer til at stifte bekendtskab med, når manglen på mælkeprodukter kommer til at herske i Danmark, Ukraine og Rusland.

Alligevel går 70% af de danske vælgere ind for CO2 afgifter på landbruget!

Hvorimod ingen skænker fyrværkeri en tanke!

Danskerne fyrer årligt for 415 millioner kroner fyrværkeri af!

Alt imens …..

Aksel Jensen - hvad mener du om at Rosa Lund, på grund af sygdommen sklerose, bliver nødt til at at tage sygeorlov fra folketinget, da hun skal behandling med en ny medicin der giver bivirkninger???

Du springer jo let hen over emnet i denne artikel:

https://piopio.dk/efter-sygemelding-stor-stoette-fra-baade-roede-og-blaa

https://piopio.dk/comment/31456#comment-31456

Aksel Jensen - har du nogen menneskelige egenskaber eller er du bare ude på at se dit eget navn på tryk???

Lad os lige huske dele af historien; https://t.co/UHYv8pvJwX

Den kolde krig er tilbage,plus lidt mere
den kolde er ikke længer kold men er begyndt at blive varm
og så længe Putin (Hitler nr 2) har magten bliver den varmer og varmer
Længe leve Ukraine,længe leve den frie og demokratiske verden

Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder,
så er livet ej så svært, døden ej heller.

Jeg bemærker at artiklen, som udtrykker Pio's holdning, kræver at Ukraine skal renses totalt for russere. Nu har etniske og administrative russere jo været blandet med den etnisk-ukrainske del af befolkningen i mange generationer, foruden at man i de sidste måneder har uddelt russiske pas efterhånden som invasionsstyrkerne rykkede frem. Så, ifølge lederen, skal alle disse mennesker altså smides ud af landet. Totalt udrenses.
Jamen det lyder da virkelig sympatisk og det vækker hyggelige gamle minder. Lad os endelig arbejde for et racerent land her i Europa! Men er det nok at smide disse russere ud? De kunne jo komme tilbage! Var det ikke bedre med nogle ovne, og få en endelig løsning på problemet! En ide til overvejelse af lederskribenten.

Nå, men måske lederen bare mente, at kun russiske soldater skulle smides ud og Ikke alle de civile. Måske, men jeg synes nu teksten giver udtryk for at skribenten slet ikke er klar over, at Ukraine er befolket med en stor procentdel civile russere. Hvis han vidste det, så har han i hvert fald helt glemt at tale om det.

Til Mio Nielsen
Kan du fortælle hvad du mener om Putin
og om den krig Putin har startet

Annonce