Annonce

Enig FH-fagbevægelse vil have folkeafstemning om bededag

Vil samle underskrifter og indkalder til demonstration foran Christiansborg.
Foto: Jesper Ludvigsen
Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation
Fagbevægelsen vil give danskerne mulighed for at tage stilling til regeringens forslag om at afskaffe Store bededag som helligdag.

Sådan lyder det fra Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, efter et forretningsudvalgsmøde tirsdag .

"Jeg vil gerne anmode regeringen om at fjerne det her forslag. Og vil de ikke det, vil jeg stadig anmode dem om at afholde en folkeafstemning, så de kan høre, hvad befolkningen mener om det her," siger hun efter mødet.

Hun understreger, at det er et enigt forretningsudvalg i organisationen med 1,3 millioner lønmodtagere i ryggen, der står bag kritikken.

Indblanding i den danske model

Forslaget om at afskaffe en helligdag for at styrke dansk økonomi har i den grad fået fagbevægelsen på barrikaderne.

Men det her, mener vi, er så vildt et indgreb i den danske model

Lønmodtagerorganisationerne mener, at forslaget er indblanding i den danske model, hvor det er arbejdsgivere og lønmodtagere, der aftaler løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked.

"Det er ikke fordi, vi går ind for, at man skal have folkeafstemninger både om det ene og det andet. Men det her, mener vi, er så vildt et indgreb i den danske model, at man skal have forslaget trukket fra eller indkalde til en folkeafstemning," siger Lizette Risgaard.

Et lovforslag kan sendes til folkeafstemning, hvis 60 folketingsmedlemmer ønsker det.

Indtil videre har kun Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige bakket op om en folkeafstemning. De tre partier har tilsammen 19 mandater.

Folketinget skal efter planen førstebehandle lovforslaget i næste uge, og det forventes at blive stemt endelig igennem i slutningen af februar eller begyndelsen af marts.

Underskrifter og demo

Fagbevægelsens Hovedorganisation vil ikke kun anmode regering og folketing, den iværksætter også en underskriftsindsamling mod forslaget, fortæller Lizette Risgaard.

Underskriftsindsamlingen kan ses her.

Derudover varsler Lizette Risgaard en demonstration mod at afskaffe Store bededag foran Christiansborg.

Forslaget om at afskaffe en helligdag øger, ifølge Finansministeriet, arbejdsudbuddet med cirka 8.500 fuldtidsansatte og giver statskassen en ekstra indtægt på 3,2 milliarder kroner om året.

Pengene skal, ifølge regeringen, blandt andet bruges på at fremrykke investeringerne i det danske forsvar.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil Store bededag blive en almindelig arbejdsdag allerede fra 2024.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kommentar:

Som det ser ud p.t. er der ikke flertal på Christiansborg for en Folkeafstemning om Store Bededag !

Der er helt fair Fagbevægelsen er imod afskaffelsen, men SVM - Regeringen som har et flertal for én afskaffelse af Store Bededag, så der flyttes ikke et eneste komma i den holdning !

Men det er da skønt at se, at Fagbevægelsens Top, er aktive, men de er ikke så aktive, når det gælder om en afstemning om at afskaffe Sammenkædningsreglen vedrørende urafstemning om overenskomsterne, så matematikken passer ikke rigtigt her...

Men jeg glæder mig til at se, hvordan fagbevægelsen vil reagerer, når SVM - Regeringen forringer Seniorjobordningen, fra de nuværende seks år til tre år, for aftrædelse fra arbejdsmarkedet for nedslidte fagforenings medlemmer, som man kan læse i SVM - Regeringens pjece "Ansvar for Danmark" det må da fra fagbevægelsens side ende ud i en Tsunami, vil jeg mene, når man p.t. ser debatten om Store Bededag..

God Middag !

Der var ikke råd til en kristen helligdag i regeringsgrundlaget, men der var råd til 500 kvoteflytninge fra MENAPT hvert år. Suk.

Antallet af varslede fyringer i december er tæt på at slå rekorden fra finanskrisen i 2008 ligesom antallet af opslåede ledige stilling falder hurtigere end set i årevis. Virkelig dramatisk. Det er forudsagt at ledigheden i 2023 vil stige med op mod 100.000.

Og alligevel vil denne her uhørte regering afskaffe seniorjob ordningen. Det vil sende tusindevis af ældre ledige mennesker ud i økonomisk og menneskelig ruin. Og får hvad???

Socialdemokratiet svigter i en grad, som er fuldstændig uforståelig. Chokerende.