Annonce

Ny nationalbankdirektør og dansk økonomi overrasker fortsat positivt

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så er det blevet fredag og tid til denne uges sidste udgave af Netavisen Pios korte nyhedsoverblik Aktuelt.

Tak fordi du læser med.

 

Ny nationalbankdirektør

Christian Kettel Thomsen er udpeget som ny kongelig udnævnt Nationalbankdirektør.

Det meddeler Erhvervsministeriet.

Christian Kettel Thomsen kommer fra en stilling som vicedirektør i Den Europæiske Investeringsbank (EIB), og har tidligere været departementschef i Statsministeriet og Finansministeriet.

Han tiltræder stillingen d. 1 februar 2023, og afløser nationalbankdirektør Lars Rohde, der fratræder sin stilling med udgangen af januar måned.

 

Beskæftigelsen trodser stigende arbejdsløshed

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at lønmodtagerbeskæftigelsen steg 4.300 personer i november 2022.

Beskæftigelsen slår dermed rekord igen og nærmer sig tre millioner personer.

”Dansk økonomi bliver ved med at overraske positivt. Beskæftigelsen steg igen i november, trods stigende arbejdsløshed. Der er dermed hevet endnu flere beskæftigede ind fra kanten af arbejdsmarkedet. Vi har forventet beskæftigelsesfald længe, men beskæftigelsen bliver ved med at stå imod og stige i stedet," siger cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Sofie Holme Andersen, der dog advarer om, at det på et tidspunkt vender:

”På et tidspunkt vil beskæftigelsesfremgangen blive vendt til tilbagegang. Allerede nu stiger arbejdsløsheden, så en aktiv beskæftigelsesindsats med efteruddannelse og opkvalificering vil være et vigtigt redskab til at fastholde de nyligt arbejdsløses tilknytning til arbejdsmarkedet.”


Tidligere folketingsmedlem bliver lokal S-gruppeformand

Den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen på Bornholm har netop valgt Claus Larsen-Jensen som ny gruppeformand, som tidligere var næstformand i gruppen.

Det oplyser han i en pressemeddelelse.

Pladsen er blevet ledig efter at gruppeformand Jonna Nielsen er udtrådt af gruppen.

69-årige Claus Larsen-Jensen er forstander på Bornholms Efterskole, har været tidligere været medlem af Folketinget og Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

 

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Et godt valg, han er dygtig.

Mener du Claus Larsen-Jensen?

Annonce