Nogle uger efter jeg i 1992 var ansat som international sekretær i Socialdemokratiet, deltog vi med Ritt Bjerregaard i spidsen i årsmødet i den internationale organisation for socialdemokratiske partier, Socialistisk Internationale, i Athen.

Efter dagens drøftelser havde vi ”delegationsmøde” på en nærliggende café. Som nyansat bestilte jeg forsigtigt en cola, indtil Ritt skærer igennem og henvender sig direkte til min chef: ”Sig mig, har du ansat en mand, der ikke kan drikke en bajer?” 

Ritt havde sin Vesterbro-slagfærdighed med sig hele livet.

Nedbrød tabuer

Ritt Bjerregaard var inspirerende og morsom at arbejde for.

Dybt professionel og spændende, fordi hun repræsenterede en nødvendig fornyelse af det gamle arbejderparti. I forhold til fredsarbejdet, Europapolitikken og med ønsket om et opgør med landbrugets omsiggribende forurening.

Også inden for Socialdemokratiets egne række nedbrød Ritt tabuer. Hun var en sten i skoen for skiftende partiledelser.

For mange partifæller kom det som en overraskelse, da Ritt fastslog, at der også er pampere i Socialdemokratiet. Det udløste en kraftig reaktion fra fagforbundet Dansk Metal, da hun foreslog at spare på erhvervsstøtten til skrantende industrier i stedet for på social- og undervisningsområdet.

Ikke bange for konflikter

Ingen i dagens politik – heller ikke i Socialdemokratiet -  har det format, det mod og det talent, Ritt Bjerregaard havde for at sætte gang i debatten om tidens udfordringer.

Ritt lagde afstand til Socialdemokratiet som ”det store forligsparti”. Hun følte, profilen blev udvisket.

Ritt markerede en klar vilje til at tage de konflikter, det medfører, og betale den pris, det koster, at gennemføre en mere sammenhængende og konsekvent socialdemokratisk politik.  

Hendes styrke var de store linjer i samfundets udvikling, at aflæse forandringerne og tendenserne og trække de politiske perspektiver.

Ritt udtrykte det selv derhen, at "det er hyggeligt, at bedsteforældrene er socialdemokrater. Dem skal vi være glade for og værne om. Men det går ikke, at børnene og børnebørnene bliver SF'ere".

Ikke en partisoldat

I modsætning til andre ledende socialdemokrater, der kan have et næsten religiøst forhold til partiet, ”elskede” Ritt ikke Socialdemokratiet. Ritt var ikke sentimental og partiet var for hende et redskab eller en ramme for de ønskelige politiske forandringer.

Kør os til byens bedste restaurant!

Var Ritt ikke partisoldat, var hun, hvad man, med et lidt gammeldags udtryk, ville kalde en ”god kammerat”. Var man i vanskeligheder, var Ritt betænksom. Jeg taler af erfaring.

Ritt havde sans for kvalitet i alle livets forhold. Da vi efter et socialdemokratisk arrangement i Silkeborg skulle ud at spise, var beskeden til taxachaufføren helt enkel: ”Kør os til byens bedste restaurant!”.

Selvtilliden havde hun med fra barndomshjemmet. Da jeg efter en af hendes holmgange med partitoppen bemærkede: "Ritt, du kommer igen" svarede hun med et smil: "Selvfølgelig gør jeg det".

En spreder, ikke en samler

Uanset min respekt for Ritt, var vi ikke altid enige. Som overborgmester lykkedes det hende ikke at sikre Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Her knap 20 år efter de unge blev smidt på gaden og huset revet ned, ligger grunden der fortsat, ubebygget som en skamstøtte over Københavns kommunes manglede evne til at rumme skæve eksistenser og en pulserende, alternativ bykultur.   

Ritt formulerede sig med skarphed og radikalitet. De personlige kvaliteter bag hendes veltalenhed var den klare tanke og den bundne lidenskab.

Det er nok rigtigt, når hun er blevet kaldt en spreder, snarere end en samler.

Hun var omstridt, når hun fremsatte sine idéer klart og skarpt. Men fik alligevel indflydelse og endte med – når udviklingen på mange områder gav hende ret –  med at vinde respekt og tillid i meget brede kredse.