Annonce

Debat: Kære HK-formand - er faglig stolthed virkelig kun for håndværkere?

Hvis fagbevægelsen skal være for andre end dem, der allerede har fundet deres ben på arbejdsmarkedet, må den også være klar til at gå på barrikaderne for de unge, mener tre unge HK’ere.
Foto: Pressefoto/HK
Der skal være kampvalg i Danmarks næststørste fagforening.
Vi har et problem i fagbevægelsen med at tiltrække medlemmer, og særligt de unge vælger os fra.

Vi er tre unge, som alle er aktive i HK-Ungdom. Og ligesom forbundsformanden for HK Danmark, Anja C. Jensen, vil vi ikke gemme os for det fakta.

I to indlæg på Netavisen Pio kommer HK-formanden dog ikke ind på de problemer, vi som unge i HK-fagene særligt kæmper med.

Vi håber, at vi kan starte en dialog, to generationer af HK’ere imellem, så vi kan komme fra analyse til handling.

Fagbevælgelsen er også relevant for de unge

Anja C. Jensen skriver i sit indlæg, at hun ikke abonnerer på synspunktet om, at fagbevægelsens kampe er irrelevante for de unge. Vi er enige.

Lærlingeoprøret, som snart kan fejre 1-års jubilæum, er et glimrende eksempel på fagbevægelsens berettigelse, som talerør for alle generationer af lønmodtagere og ikke kun dem, der sidder og beregner satser på et seniorjob.  

Både Anja C. Jensen og næstformand for HK Danmark, Mads Samsing, har begge støttet op om lærlingeoprøret.

Om kampen for vores faglighed og manglen på anerkendelse fra et samfund, der hurtigt tager den for givet.

En grundsætning i oprøret var frustrationen over at blive talt om og ikke med. Vi må bare sige, at den følelse kan vi som unge HK’ere godt genkende. Ikke kun i forhold til resten af samfundet, men desværre også i forhold til HK.

For oprøret er raset derudaf: Demonstrationer, borgerforslag, bannerdrops, aktioner, interviews og politisk anerkendelse fra Christiansborg.

Det er også blevet til Facebook-opdateringer og velmente ord fra HK’s øverste ledelse.

Hvorfor poppede vi ikke champagne for kontoreleven?

Slaget er blevet slået for den næste generation af erhvervsuddannede, men kan vi ærligt sige, at der blev slået et lige så stort slag for de 20.000 medlemmer af HK, som er under uddannelse? 

Jublede vi lige så meget af salgsassistenten som industriteknikeren? Poppede vi lige så meget champagne for kontoreleven som brolæggerlærlingen? Eller skulle vi, der griber computermusen i stedet for værktøjskassen være lidt mindre stolte? 

Når HK har omtalt lærlingeoprøret, har det oftest været om håndværkerne. Når HK laver kampagner om ungdommen handler de om ‘’nybegynderne’’.

Men kære HK-formand, vi er hverken håndværkere eller nybegyndere. Vi er stolte, kompetente og unge HK’ere.

Nybegynder-kampagner og et enkelt læserbrev om, at hvis ungdommen ikke vil lege med jer, så er det selvforskyldt, eller at kloge hoveder og kloge hænder ikke er hinandens modsætninger, er ikke nok.

Vi vil have kampagner, der inviterer os unge indenfor og som tydeligt viser den faglige stolthed vi har. Lærlingeoprøret var en oplagt mulighed for at tale vores egne fag op.

I kunne bare have spurgt om hjælp.

Fagbevægelsen skal være der for os

Fagbevægelsen skranter. Men hvis vi skal have en plads ved bordet, skal vi åbenbart selv sparke døren ind.

Hvorfor skulle vi unge ellers have lyst til at søge en plads ved et bord, hvor der ikke bliver diskuteret vores udfordringer? 

Regeringen er i gang med et generationstyveri. Igen. Svækkelse af SU’en, forringelse af dagpengesatsen for dimittender og sidst men ikke mindst skal op mod halvdelen af alle kandidatuddannelser forkortes.

Hvis HK skal være en fagforening for andre end dem, der allerede har fundet deres ben på arbejdsmarkedet, så må den gå lige så meget på barrikaderne for os, som vi gør sammen med jer, når det handler om Arne-pension eller afskaffelsen af store bededag.

Du siger, at det ikke er jer, som skal tale til os, men os, der skal tale til jer. Det gør vi nu. Lyt.

Anja, du afslutter et af dine indlæg med en målsætning om, at HK gerne vil spille en større rolle i den del af samfundsdebatten, som optager os unge, men at ungdommen ikke kommer til at vælge fagforeningen til alene ved at gøre dette.

Du skriver, at det kræver, at I kommer til os. Så kom.

Anna Schmidt er kontorelev hos Dansk El-Forbund og forperson i HK Ungdom Hovedstaden.

Ricki Thanning er laborant hos Region Hovedstadens Apotek og næstforperson i HK Ungdom Hovedstaden.

Kanna Fleischer er kontorelev i Børne- og Undervisningsministeriet og næstforperson i HK Ungdom Hovedstaden

.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Da jeg blev udlært fandt jeg ud af, at fagforening og a-kasse hos Dansk El-Forbund kostede mig over 1.800 kroner om måneden, selvom arbejdsløsheden i elbranchen er under 1 procent. Da skyndte jeg mig at melde mig ud, ligesom alle de andre nyudlærte svende. Jeg kan godt frygte, at de har lidt for mange kontormedarbejdere gående i forbundet. Det er i hvert fald ikke noget, der er attraktivt for elektrikere.

Og når I / "man" er utilfredse med hvad der sker eller ikke sker i sin fagforening, hvad er så det mest virksomme der kan gøres? Melde sig ud eller melde sig helt ind i midten af foreningen? Skaber det forandring at stille sig over på det andet fortov og råbe "Det er for dyrt" - "Der er for mange ansatte" - "De gør ikke det rigtige"? Eller gælder det om at bevæge sig ind i midten af fagforeningen via de demokratiske kanaler - generalforsamlingen - og arbejde for sine holdninger? Med andre ord: Hvem er "fagforeningen"? Det er alle medlemmerne! Er det der foregår ikke godt nok, så rusk i taburetten og tag over!

Kære Peter.

Du skal da vist have dine skolepenge tilbage, når du kan komme til det tal.

Først og fremmest skal du forstå, hvad du skriver om-

Når du selv skriver "Fagforening og a-kasse" så er det to vidt forskellige ting.
Din fagforening er en interesseorganisation, der varetager dine interesser vedr. arbejdsmarkedet, og din a-kasse er en forsikringsaftale, der skal beskytte dig mod at dø af sult, hvis du skulle blive arbejdsløs.
Hvis du har kunnet opgøre din samlede udgift til over 1.800 kr pr. måned, så har du også betalt til din efterlønsopsparing, altså en form for forsikring med en vis selvbetaling, altså så er der tale om hele tre ting, der i realiteten ikke har meget med hinanden at gøre.
A-kasse og efterlønsopsparing koster noget, der er bestemt af af staten samt et mindre administrationsbidrag.
Din fagforening er den organisation, der kæmper for din løn og arbejdsvilkår, samt en hel masse andre ting, og det er den, der i mange år (fra længe før du blev født) har kæmpet de kampe, der skulle til, for at du i dag kan tjene den løn, som du forventer at få for din arbejdsindsats.
Intet kommer af intet, heller ikke din løn eller arbejdsvilkår.
Du kunne, når du nu er så utilfreds med prisen at fravælge dine forsikringsordninger, så havde du været medlem kun af din fagforening, og dermed med risiko for at komme på hælene, hvis du skulle blive arbejdsløs, men du havde stadigt været med til at betale for din forenings gode arbejde, og samtidigt kunne du have trukket beløbet fra over skatten, men du valgte i stedet at stå uden for det fællesskab, der betaler for dine forhold, altså at være gratist!
Det burde give dig en dårlig smag i munden!