Man skal blot være forsigtig og erkende, at Bent Jensen er en stridsmand, der ikke løfter nogen af krogen i hans livslange anklageskrifter mod Sovjetkommunismens medløbere.
Socialdemokratiets fodnotepolitik var - og er - i hans optik knæfald for Moskva.
Skruer man tidsbilledet tilbage, så fik den amerikanske præsident Ronald Reagan den danske venstrefløjs forenede foragt som oprustningens førstemand, og i Jensens ører var Socialdemokratiets udenrigspolitiske ledere tættere på at tale pænere til Moskva end til Washington.
Erindringsbogen er både en klassisk selvbiografi, der tager sit udgangspunkt hos den indremissionske familie i Kjellerup. Missionshuset lever i hverdagen, Bent Jensen erklærer sit Gudsforhold for vigtigt, dengang og nu.
Hans beskrivelse af livets gang i Kjellerup er også et stykke detaljeret kulturhistorie om de sociale og kulturelle modsætninger; familiens slagterforretning ændrede ikke ved, at Bent Jensen forblev i de nedre rækker, var elektrikerlærling i fire år, blev elektriker, forlod derefter faget og hjembyen for at blive student fra Rønde Statskursus.
Det var en omvej til den akademiske verden, som man ikke skal fejlvurdere. Da den forhenværende elektriker nåede frem til de akademiske hylder kigger han sig omkring og spørger med mellemrum sig selv om, han ikke har satset for højt, hen er jo spurven i tranedans eller elektrikeren, der skulle være blevet i sin jævnstrøm.
Drengemiljøet i Kjellerup er givetvis præcist i omtalen, men jeg undrer mig over vulgariteten, som leder tanken hen på en meget omtalt kostskole og dens primitive ritualer. Her er noget for jysk folkemindesamling at samle op på.
Det er ikke nogen overraskelse, at de danske Ruslands-kendere kommer fra den samme militære kasse. Selvfølgelig skal der være officerer og befalingsmænd, som kan læse fjendebilledet på originalsproget, og forfatteren giver et glimrende indblik i uddannelsen og fødekædens livslange venskaber og alliancer.
Jeg er med Bent Jensen i opgøret med den håbløse universitetsmarxisme og han har godt fat i de totalitære strømninger nogle få steder på den yderste venstrefløj.
I den sags tjeneste skal ingen beskylde Bent Jensen for at underdrive. De totalitære typer råbte i skoven, men satte sig aldrig igennem.
Nogle forsøgte at eliminere Bent Jensen som forsker på grund af hans kontante udsagn og aktivistiske tilkendegivelser. Jo, han var en stridsmand, og de venstreintellektuelle fik, så hatten passede, men det gjorde ikke Bent Jensens faglige fremstillinger mindre værdifulde.
Jeg synes, at Bent Jensen er for hård ved DIIS-kommissionens beretning om Den Kolde Krig, selv om det er for svært at fange ham, når det gælder to tykke bind godt 1.400 sider.
Til gengæld kan man ikke være for hård ved PET-kommissionens rapport, som Bent Jensen med rette beskylder for uredelighed.
Folketinget tog såmænd afstand fra en hel del af konklusionerne, og enhver har mulighed for at se, hvor meget vrøvl, der kom fra PET-kommissionen ved at se Folketingets arbejde med sagen her.
Men selvfølgelig er det værd at reflektere over om de bestilte store offentlige redegørelser når til bunds. Og man kan reflektere over, om Bent Jensens arbejde, da han fik sit eget Center for Koldkrigsforskning, fik tillid og status.
Det var på en eller måde modløberen, der kom på Finansloven. Her tager jeg Jyllands-Postens nuværende chefredaktør Marchen Neel Gjertsen til hjælp, da hun som journalist på Information nedlukkede Bent Jensens arbejde 15. maj 2010:
”Et omdebatteret stykke dansk forskningshistorie slutter, når året er omme. Det omdiskuterede Center for Koldkrigsforskning nedlægges, fordi bevillingen på finansloven fra 2006 forventes at være opbrugt. Centret var allerede før det blev oprettet, omdrejningspunkt for ivrig debat, fordi det blev til på Dansk Folkepartis opfordring og har haft til formål at udlægge særligt Østblokkens påvirkning af Danmark og danske beslutningstagere. Forholdene var ikke blotlagt grundigt nok i en rapport, som Dansk Institut for Internationale Studier udgav i 2005, mente bl.a. DF, der straks krævede yderligere undersøgelser af området”.
Bent Jensens opgør med journalisten Jørgen Dragsdahl om hans rolle som sikkerhedspolitisk journalist med kontakter i det sovjetiske diplomati slutter aldrig.
Man noterer, at Bent Jensen ikke er færdig, trods den injuriesag, som han vandt i landsretten, men tabte i Højesteret.
Det hører til de danske værdier, at man respekterer rettens afgørelse, også selv om man ikke er enig. Man har jo ret til at være uenig, og synes at landsrettens dom var bedre. Det gør jeg.
Men skammeligt, at Bent Jensen polemiserer mod Højesteret og lader tankerne gå til Sovjetsystemets domme over dissidenter. Uklædeligt, for nu at skrive det mildt.
(Han skulle hellere have studeret Freilif Olsens fængselsdagbog fra dengang Ekstra Bladets første chefredaktør blev sat på vand og brød for at skrive, at Sjællands biskop lyver.
I fængselsdagbogens forord skrev Politiken-journalisten Anker Kirkeby: “Frejlif Olsen har fået dom for, at Sjællands biskop ikke lyver. Vi andre ved, at Frejlif Olsen altid var sandhedens mest uforfærdede ridder”. Sommetider er elegance bedre end forhammere.”
Hvis Bent Jensen ved siden af sin solide forskning også kan læses som en mand med en sag, så er der i virkeligheden to.
Han vil helst have fastslået, at Jørgen Dragsdahl var påvirkningsagent, hvad han ikke var, selvom dele af hans adfærd var kritisabel. Og så kan han ikke få bogstaverne store nok i sin kritik af den socialdemokratiske sikkerhedspolitik i fodnotetiden.
Man kan se det sikkerhedspolitiske flertals kispus med KV-regeringen Poul Schlüter-Uffe Ellemann-Jensen som rakkertjeneste for Moskva eller som politiske drilleri, der skulle skære udenrigsministeren ned til sokkeholderne.
Bent Jensen er på den første forklaringsmodel. Jeg er på den anden. Foreløbig er Jensens bidrag i den sag blevet læst som partsindlæg, ikke som uvildig forskning.
I bogen mindst et ekstremt eksempel på, at hans kildekritik bliver svag, når han får mulighed for at citere en russisk ambassadør, der udleverer socialdemokratiske toppolitikere som nyttige idioter.
Generelt kan man sige om Jensens kampe: Der er brug for det historiske opgør med kommunismens medløbere, sådan som medløbere aldrig kan få for mange spark.
Men i erindringsbogen kunne han nok have sat sig op i helikopteren og kigget på sine kampe i stedet for at bokse en ekstra omgang.
Bent Jensen har beskæftiget sig indgående med begrebet påvirkningsagenter.
Den slags, der spreder udenlandske budskaber med eller uden godtgørelse. Til forskel for rigtige agenter udleverer de ikke materiale til fjenden, men udbreder udlandets budskab på hjemmebanen.
Det seneste aktuelle eksempel er de nuværende og tidligere Europa-parlamentsmedlemmer, som har fortalt om Qatars fortræffeligheder mod et pænt honorar, og nu er sat i varetægtsarrest.
Herhjemme har spørgsmålet været oppe at vende i forbindelse med Jørgen Dragsdahl og lyrikeren Arne Herløv Petersen, der først blev sat fast og siden fik lov at gå, selv om han nød godt af sovjetiske naturalier.
Her gør Bent Jensen rede for en anklagemyndighed, der kom i tvivl og til sidst fik det sidste ord fra daværende rigsadvokat.
Påvirkningsarbejdet for den fremmede magt er ikke ulovligt. Jensen skriver, at han har læst Rigsadvokatens papir, men fortæller ikke, hvad der står i det.
Det kunne han gerne gøre i morgen, så alle ved, at hvis det var danske EU-politikeren, der havde modtaget millionerne fra Qatar, så havde det bare været i orden, og ikke den fængslende skandale.
Om Bent Jensen
Bent Jensen, f. 10. maj 1938, fhv. professor i historie. Fra 2007 til 2010 leder af Center for Koldkrigsforskning på Syddansk Universitet. Har i mange år forsket og skrevet om russiske forhold og tidligere udgivet bl.a. Stalinismens fascination, Gulag og glemsel, som han modtog Weekendavisens litteraturpria for, Stalin, en biografi, værket Ulve, får og vogtere og senest Ruslands undergang – revolutioner og sammenbrud 1917-1921.
Kilde: Gyldendal
Note fra Poul Smidt: Først efter modtagelse af bogen blev jeg opmærksom på, at redigeringen af bogen er foretaget af den forlagsredaktør på Gyldendal, som jeg har samarbejdet med om to biografier og også samarbejde med om den næste. Så er man næsten inhabil, men jeg valgt at anmelde i det perspektiv, at anmeldelsen gælder skribenten, ikke redaktøren. Andre må se det anderledes.
Bent Jensen: 'Modløber'. Erindringer. 360 sider. 349 kroner. Er udkommet på Gyldendal.
Kommentarer
Når Højesteret har kendt BJs udtalelser ubeføjede, bør han holde kæft. I stedet fortsætter han. Sådan en mand kan man kun gøre en ting ved: Vende ham ryggen. PSs anmeldelse er værdiløs.
Jeg vidste ikke, at Bent Jensen havde indremissionske rødder. Det forklarer jo ligesom hele forfatterskabet!
Det er nok rigtigt, at Bent Jensen er en stridsmand for Herren, og at han har udsendt den ene bandbulle efter den anden mod sovjetkommunismen og al dens væsen, men man glemmer faktisk at nævne, at han selv var dybt fascineret af ikke bare Lenin og hans mange kampskrifter, men også af kampgejsten i USSR efter sejren over nazismen, og det i en sådan grad, at han velvilligt lod sig indrullere i den kommunistiske verdensbevægelse, ganske vist kun i relativ kort tid, for hans stivnakkede og knibske indremissionske moraliseren harmonerede slet ikke med det frigjorte og højstemte leben blandt arbejderne. Dette nederlag sætter sig så stærkt i ham, at han vender på en tallerken og nu bliver en forbenet antikommunist, der anser det for sin fornemmeste opgave at diffamere enhver intellektuel uanset kapacitet, der på nogen måde havde haft bare den mindste fornemmelse for kommunismen og den dialektiske og historiske materialisme. Der burde rejses en skamstøtte for ham i et hjemligt Sibirien, når nu han er så glad for Rusland.
Anmelderen beskriver underligt nok Bent Jensens bøger som "solid forskning". Et let skrab i kanten af professorens analyser viser ret konsekvent det stik modsatte billede, nemlig af tendentiøst og uredeligt arbejde.
Bent Jensen har kronisk ledt efter gamle dokumenter til støtte for sin forudlagt kabale, i stedet for nysgerrigt at fremlægge hvad arkiverne måtte afsløre. Ved hver ny påstand tænker man, om det virkelig kan passe - og en hurtig tur på internettet giver ofte bekræftende svar, at helt som skrevet var det da heller ikke. Bent Jensen spænder hermed ben for sit budskab, da læseren får mistro til også de få steder, hvor forfatteren strejfer ægte afsløringer.
... skrev jeg, da "Ulve, får og vogtere" udkom:
http://fred.dk/artikler/petting/heksejagt.htm
Se også Jørgen Dragsdahls analyse: "Gyldendal bistår Bent Jensen i fortsat forbrydelse":
https://pov.international/dragsdahl-gyldendal-bent-jensen-forbrydelse/