Da jeg var barn, blev jeg ofte passet af min farmor. Min far og jeg boede i Farum, og jeg kunne selv tage bussen direkte til Ballerup station, hvor min farmor så hentede mig.

Hun boede sammen med sin mand i et lille rækkehus, og jeg husker det som om, at der altid var sommer, varme dage, masser af god mad og koldskål til frokost.

Det var i slutningen af halvfjerdserne, og Farum var denne her lille by med en hovedgade med stråtækte huse. Men samtidig var byggeriet, Farum Midtpunkt, under konstruktion.

Midtpunktet var en vision for de unge, københavnske nyrige, der gerne ville flytte, grundet stigningen på priserne i storbyen, det nye forældreskab og lysten til mere plads.

Byggeriet ville fordoble byens indbyggere, og der blev samtidig etableret en jernbane direkte til storbyen, så pendlerne kunne komme frem og tilbage.

Alting var under voldsom forandring, også byens image, som en miniputby, lige der hvor landet begyndte og alle bondegårdene lå fredsommeligt omgivet af kornmarker.

Iført blå kittel

Når jeg var på besøg hos min farmor, så husker jeg også, hvordan vi stod tidligt op om morgenen, før solen stod op, og vi gik sammen ned til Ballerup Centret.

Så tog farmor en blå kittel på, og så vaskede hun alle gulvene i Irma, mens jeg elskede at rende rundt mellem hylderne og besigtige varerne.

Jeg var især optaget af de mange farverige varer, viskelædere og tuscher, tegneblokke og legetøj. På en måde var det ligesom de mange unge fra Østblokken beskrev det, dengang Muren væltede i 1989.

Jeg husker hvor spændende det var sådan at være alene i det store supermarked

Jeg var totalt fascineret af disse varer, der for os var dyre nok til, at jeg higede efter at få fingre i dem, når jeg pakkede dem ud til jul og fødselsdage, hvor jeg fik dem i gave.

Jeg husker hvor spændende det var sådan at være alene i det store supermarked, hvor lyset var dæmpet, og min farmor sled i det.

Derhjemme havde min farmor altid et forklæde på. Hun var en rigtig husmor, kom fra landet, og hele hendes aura var rundet af fortidens almueliv.

Jeg tænker tit på min farmor som en slags tidslomme, der allerede var forsvundet, dengang hun levede. Jeg husker de mange håndarbejder, som hun altid beskæftigede sig med, og jeg husker hvor fjernt hendes hverdag var fra den tid, jeg selv voksede op i.

Nostalgisk tidslomme

Irma er på en måde også sådan en tidslomme. Derfor er det også med nostalgi, at jeg handlede der, og glædede mig over den mere stilfærdige rytme, den mere hyggelige og omgængelige tone.

Det er som om, at alle medarbejderne i Irma har personligheder. Måske fordi de er blevet trænet op til det.

Medarbejderne er ældre i Irma, og de er ikke sleske, ligesom i Lagkagehuset, hvor oplæringen handler om at tilgodese de forkælede kunder, der vil have specialmælk i deres kaffe, og gerne ynder at bruge mere tid end hvad godt er.

I Irma er de servicemindede, og de tænker på, hvad der skal til for, at du kan få en god oplevelse

Man ved bare, at medarbejderne i Lagkagehuset er udskiftelige, og at deres niveau af service er attitude, især fordi de alligevel aldrig hører efter. De gør, hvad de får besked på, men de er ikke sådan rigtig til stede. Det er ikke noget, som firmaets koncept har formået at implementere.

I Irma er de servicemindede, og de tænker på, hvad der skal til for, at du kan få en god oplevelse. Men de er samtidig på en eller anden måde sig selv, ikke uniformerede, selvom man tydeligt ser deres metier, om de er i slagterafdelingen, eller sidder i kassen.

På mange måder forsøger jeg i dag at skabe en slags forbindelse til min egen opvækst med farmor i midten, for at skabe mere balance i mit liv. Jeg forsøger at finde andre værdier, end nutidens, fordi jeg savner tiden dengang, hvor alting nok var knapt, og hvor vi var fra en klasse, der ikke interesserede andre klasser.

Noget kolonialt roligt

Og selvom Irma stod for luksus og er markant dyrere, så var det også noget andet, der tiltrak mig. Det var de gamle varer, deres kinasutter og sådan noget, som jeg aldrig købte, men alligevel nød at kigge på.

Miraklet med Irma bestod i den kombination af noget fortidigt, noget kolonialt roligt og betryggende, langt væk fra de selvbetjeningssystemerne i de andre supermarkeder, hvor selv kassedamerne godt ved, at de kun sidder der, indtil det nye system er fuldt ud etableret.

jeg har fået en plads i den bredere og mere oplyste middelklasse

Men dengang jeg var barn, der var det vores helt egen klasse, og den var noget i sig selv. Senere hadede alle fra selvsamme klasse at befinde sig der, og jeg selv flygtede så hurtigt jeg kunne.

Det er derfor, at jeg har et dilemma med tidens hypermoderne klasseromaner, hvor så mange fortæller om hvor uhyrligt det er at befinde sig på samfundets bund.

De glemmer altid at berette om nogle af de mere gode forhold, selve stilen, selve klassetilhørsforholdet, som en mønsterbryder som mig savner helt vildt, efter at jeg har fået en plads i den bredere og mere oplyste middelklasse.

Delvist lykkelige

Jeg savner nogle af de værdier fra dengang. Noget af det, der gjorde, at vi godt kunne være delvist lykkelige, selvom vi var fattige og arbejdede hårdt. Noget med ikke at ville være midt i orkanens øje, blandt de mange kendisser, på evig jagt efter rampelyset.

Det er virkelig en skam og en skidt udvikling

I dag, når jeg handler i Lidl og Rema 1000, ser jeg kun helt unge, under 18 år, der arbejder der. For blot få år siden, var der endnu ældre, der indimellem passede kassen. De er alle blevet fyret. Det er virkelig en skam og en skidt udvikling.

Der hvor jeg endte, kunne jeg ikke trække vejret. Blandt de oplyste akademikere, der slet ikke kender til denne fortid, der føler jeg mig fremmed. Og det er sådan noget, jeg endnu undrer mig over den dag i dag.

Men det gjorde jeg, underligt nok, ikke i Irma.