Når arbejderklassens vandring mod højre skal forklares, sker det ofte med baggrund i en socioøkonomisk analyse: Socialdemokratiet ikke har været et korrektiv til kapitalismen. Vi har accepteret og argumenteret for neoliberale økonomiske dogmer med en naiv tro på ’de frie markedskræfter’ samt en laissez-faire indretning af økonomien.

Konsekvenserne har været en øget magtkoncentration hos de rige samt skabelsen af en storbyelite af veluddannede

Konsekvenserne har været en øget magtkoncentration hos de rige samt skabelse af en storbyelite af veluddannede, der har nydt godt af centraliseringen. Yderligere har vi set en stigende ulighed, og stagnation i arbejderklassens livsvilkår, som har skabt utryghed.

New York er tættere på end Tønder

I grunden en korrekt analyse, men den overser den vigtigste årsag til arbejdernes farvel. Hvis den økonomiske politik var den primære katalysator i arbejdernes frustration over Socialdemokratiet, så havde vi talt om det mørkerøde Danmark. Men i 2015 blev der talt om ’det gule Danmark’. Det kræver en mere nuanceret forklaring end blot en fordelingspolitisk.

Jeg mener, at forklaringen på ’det gule Danmark’ skal findes i den kultur- og værdipolitik - eller mangel på samme - der opstod i kølvandet på globaliseringen. En globalisme formet af en lille gruppe privilegerede kosmopolitter bestående af veluddannede storbyborgere.

En storbyelite, for hvem, der er længere til Tønder, end der er til New York. En elite, der besluttede sig for, at nu var der konsensus og ethvert kritisk syn på denne mainstream-kultur var reaktionært og snæversynet: nu skal vi alle være verdensborgere i den globale landsby.

Ingen i storby-medierne kunne genkende sig selv i de gule vælgere

Særligt synlig blev dette efter valget i 2015, hvor alle storbymedier var ved at falde over hinanden efter det gule resultat. Man blev nærmest efterladt med det indtryk at disse eksotiske mennesker rundt om i det ganske land, der havde stemt gult, måtte leve på en helt anden planet. Ingen i storby-medierne kunne i hvert fald genkende sig selv i de gule vælgere.

Men der er intet nyt under solen her. Den kulturelle storbyelite, som storbymedierne også tilhører, har altid set ned på den kulturelle arbejderklasse og på nationalstaten; en elite mere optaget af minoriteters rettigheder end arbejderklassens forhold.

Arbejderklassen som overset majoritet

Da denne kulturelite ”vandt” kultur- og værdikampen i 90'erne, opstod der langsomt frustration blandt de borgere, der byggede velfærdssamfundet.

De hænder og knæ som samfundet var bygget på, var der ikke længere brug for. Nu skal vi leve af vores ”kloge hoveder”. Langsomt forsvandt respekten for dem, der holdt kedlerne i kog. Efterladt og uden opbakning fra deres tidligere ligemænd i arbejderbevægelsen, søgte arbejderne andre græsgange. Arbejderklassen blev ’den oversete majoritet’.

Oppefra blev de fortalt, at deres bekymringer var ubegavede, indskrænkede og fremmedfjendske

For at forstå deres farvel til centrum-venstre, skal man forstå deres frustrationer over den manglende anerkendelse. Deres følelse af at blive svigtet. Deres følelse af at være overset. Svigtet på deres værdier og deres kultur. Overset i deres bidrag til det danske samfund.

Oppefra blev de fortalt, ar deres bekymringer var ubegavede, indskrænkede og fremmedfjendske.

Da kolonihave-Danmark fik politisk repræsentation

Arbejderklassen er ingen af delene. Men hvis udviklingen går hen over hovedet på én, så bliver man utryg og føler sig overset. Arbejderklassen manglende nogen, der forsvarede deres fællesskaber, værdier og kultur. Der udtrykte modstand mod globaliseringens negative konsekvenser.

Dette forstod Dansk Folkeparti lang tid før nogle andre. Pludseligt stod der et parti, der så ’den oversete majoritet’ uden at se ned på dem.

Arbejderklassen manglende nogen, der forsvarede deres fællesskaber, værdier og kultur

De forsvarede de værdier og fællesskaber arbejderklassen ofte har fundet tryghed i: det lokale og det nationale.

’Kolonihave og kakkelbords’-Danmark følte sig igen repræsenteret. Her var et parti, der ikke ville pådutte arbejderklassen noget og samtidig ikke agerede bedrevidende.

Arbejderklassen vil som alle andre anerkendes. Ikke kun for deres økonomiske bidrag, men også for deres bidrag til fællesskabet Danmark. De vil ikke have at vide, de er forkerte på den, når de bliver utrygge ved den store indvandring og globaliseringen, eller når de foretrækker at indrette deres liv anderledes end storbyeliten. Og mest af alt vil de ikke tales ned til, fordi de ikke udtrykker sig akademisk eller ”politisk korrekt”.

Mere kakkelbord - mindre kønsteori

Den globale verden tilhører eliten. Den globale verden er ikke let at begå sig i. Nationalstaten er rammen for det kulturelle fællesskab, der skaber og fastholder et sammenhængende og harmonisk Danmark. Et fællesskab ”folket” føler sig hjemme i.

Uden socialkonservative støttehjul vælter den progressive cykel i vinden

Hvis arbejderklassen skal ’vende tilbage’, er det bydende nødvendigt, at der går mere kakkelbord og mindre kønsteori i værdipolitikken. Vi skal ikke kun repræsentere arbejderklassens økonomiske interesser, vi skal også repræsentere deres værdier og kultur. Arbejderklassen er også en kulturel klasse. Det er værd at huske at uden socialkonservative støttehjul vælter den progressive cykel i vinden.

Skal arbejderklassen vindes tilbage og skal vi igen opleve socialdemokratiske fremskridt, skal vi omskrive Bill Clintons huskeseddel fra 1992 til ”Det er kulturen, dumme!”