Søndag eftermiddag præsenterede forhandlerne fra fagforeningerne og arbejdsgiverne på industriens område resultatet af deres overenskomstforhandlinger.

Når industriens overenskomst er på plads, betyder det også, at man i de kommende dage og uger vil se en lang række andre overenskomster på det private område blive færdigforhandlet - og lønstigninger og indhold vil lægge sig tæt op af det, som industrien har aftalt.

Men lige så sikkert er det også, at der i kølvandet på overenskomstforligene følger en kampagne for at der bliver stemt nej til dem.

En tillidsafstemning

For selv om fagforbundene og deres hovedbestyrelser nikker godkendende til forhandlingernes resultat, så er det i sidste ende medlemmerne, der beslutter om tommelfingeren skal pege op eller ned.

For forhandlerne i forbundene er den afstemning på lange stræk også en tillidsafstemning.

En formand, der ikke kan få medlemmerne til at godkende sit forhandlingsresultat er ikke en formand, man kan indgå aftaler med. Og sådan en er ikke formand særligt længe - med Dansk Sygeplejeråds Grete Christensen som undtagelsen fra reglen.

Så der er meget personligt på spil for forhandlerne.

På den anden side står en broget flok, som man lidt karikeret kan kalde de faglige aktivister. Det er oftest lokale fagforeningsfolk, som driver modstanden.

For nogle handler det om at holde fagtoppen til ilden, for andre handler det om en mere grundlæggende politisk og ideologisk kamp mod den pragmatiske socialdemokratiske (i bredest forstand) kontrol med hele fagbevægelsen og for andre hele det kapitalistiske system.

Kampen på sociale medier

Ligesom den offentlige debat i de seneste knap 20 år er rykket over på de sociale medier, så er kampen om overenskomsterne det selvfølgelig også.

Og det er særligt på Facebook, at slaget står.

Her har mange af de faglige aktivister samlet sig i forskellige grupper, hvor debatten om og imod OK-resultaterne er intens.

Det samme er den i kommentarfelterne til fagbosserne og forbundenes opslag.

Et af de mest centrale netværk i denne debat, er 'Arbejdere i Bevægelse' der har eksisteret siden 2017, hvor den især brugte den såkaldte 42-timers regel (der handler om arbejdsgivernes ret til at varsle overarbejde i fem timer om ugen) som løftestang til en nej-kampagne til overenskomsterne.

Det samme blev senere kampen mod social dumping. Meget konkrete politiske kampe, som betyder noget for fagligt aktive.

Tættere på medlemmerne

Men på den anden side gøres der også forsøg på at påvirke debatten - også på de sociale medier.

Belært af erfaringerne fra netop overenskomstforhandlingerne i 2017 arbejder forbundene mere strategisk med deres kommunikation.

Der laves målinger og fokusgrupper på, hvad medlemmerne mener. Og sideløbende med forhandlerne forsøger forbundene at få tillidsrepræsentanterne i spil.

Og forbundene vil i de kommende uger tæppebombe de almindelige medlemmer med oplysningskampagner, der vil blive afholdt informationsmøder og med facebooksiden OK Fakta som CO-industri kører, får man præsenteret alle overenskomstaftalens goder i lækker og delbart grafisk indpakning.

En ulige kamp

Udfordringen for forbundene er ofte, at de faglige aktivister har muligheden for at bringe alle mulige diskussioner ind i debatten, som ikke nødvendigvis direkte kan løses direkte af overenskomsterne.

Det har tidligere handlet om nedslidning, social dumping, ønsket om en 30-timers arbejdsuge og denne gang kommer det helt sikkert også til at handle om bevarelsen af store bededag.

Umiddelbart ting som vækker flere følelser end lønstigninger i procenter, fordelingen af pensionsindbetalingsmidler og flere rettigheder til tillidsrepræsentanter.

Det gør det nogen gange til et lidt ulige kamp, ikke ulig den man har set ved folkeafstemninger om EU, hvor ja-siden ofte har holdt sig til rationelle, økonomiske argumenter for at være med, mens modstanderne har samlet alle mulige mere følelsesmæssige argumenter.

Det helt store spørgsmål er, hvor meget vrede eller energi der er i spørgsmålet om bededagen. Om den vrede er nok til at få almindelige fagforeningsmedlemmer til at ønske sig en storkonflikt?

Den politiske kamp

Et næsten lige så sikkert opgør vil sideløbende udspille sig mellem flere partier på Christiansborg.

Det er en kamp, som normalt nærmest udelukkende foregår mellem Socialdemokratiet - som er på forbundenes side - og Enhedslisten, som er på de faglige aktivisters side.

Socialdemokratiet og SF vil i den debat, rose forhandlerne for deres aftaler og herefter erklære, at "nu skal man lade den danske model arbejde" og at man i øvrigt ikke yderligere vil blande sig i hvad medlemmerne stemmer.

Ingen kan dog være i tvivl om, at de færreste socialdemokrater eller SF'ere drømmer om at landet ender i en storkonflikt.

På den anden side står Enhedslisten, som i S og SF's fisker efter sympati og indflydelse i fagbevægelsen, blandt de faglige aktivister.

Enhedslisten har tidligere været ude med anbefalinger til medlemmerne om at stemme nej til et overenskomstresultat, men det foregår oftest lidt mere subtilt. I år har partiet f.eks. udgivet en pjece med titlen 'Klar til konflikt?'

Allerede i denne uge fik vi en smagsprøve på denne kamp, hvor to top-SF'ere Pia Olsen Dyhr og Jakob Mark gik hårdt til Enhedslistens folketingsmedlem Søren Søndergaard, der mente at industriforliget ikke sikrede reallønnen.

Mere af den slags vil helt sikkert komme frem i de kommende uger og måneder. For det handler om hvem der har retten til at tale på vegne af lønmodtagerne - både i forbundene og på Christiansborg.