Fanportræt af oprøreren Peter Rindal smager lidt af intenderet misbrug

Ny bog om Rindal er et nutidigt, tendentiøst kampskrift for den politiske yderfløj til højre. Alligevel er hans liv og mange kontroverser en biografi værdig.
Foto: Forlaget Grønningen 1
Alex Ahrendtsen har skrevet en biografi om Peter Rindal.
Da lagerforvalter Peter Rindal i foråret 1965 stillede sig i spidsen for et spirende folkeligt opråb imod Statens Kunstfonds ønske om at forøge udgifterne på kunstområdet, og dele flere livsvarige legater ud, opstod der en bevægelse, der siden har fået tilnavnet ‘rindalisme’.

Det er den eneste danske -isme, der har fået opkaldt sit navn efter en bestemt person, foruden grundtvigianismen og brandesianismen. En sammenligning mellem disse tre ismer kunne være både interessant og oplysende.

Det er bare ikke den vej, som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, har valgt at gå, i sin biografi: ’Rindal: Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten’. Og dog: Det er sådan set alligevel den vej, som han betræder, men uden at eksplicitere det.

Opgør med kunststøtten

Peter Rindal kom fra den nedre klasse, og han arbejdede på Kolding Hørfabrik, da ”krigen” om kunsten brød ud. Han stod bag indsamling af protestunderskrifter, der ønskede at gøre op med kunststøtten, og hans direkte, sjove og meget vrede måde at tilgå medierne på, var nok det der holdt gang i det hele.

Det var utvivlsomt et oprør, der passede som hånd i handske til mediernes format. Det var splidsstof, og det tegnede et billede af et oprør fra bunden - eller arbejderklassen - imod en kulturel elite fra storstaden København, der havde tabt forbindelsen til ”folket”.

Der har altid været brud og debatter om kunsten

Rindal formåede at spille drengen i H.C. Andersens eventyr, ’Kejserens nye klæder’, og det er altid morsomt. Det var også en kritik af moderne kunst og dennes næsten barnagtigt uforståelige hang til provokationer.

Og tendensen har altid været der. Der har altid været brud og debatter om kunsten. Storm P elskede at gøre grin med den moderne kunst, og han fokuserede ofte på det medfølgende hykleri og snobberiet hos eliten, der smagsmæssigt dyrker det uforståelige.

Billeder på nethinden

Ved gennemlæsning af biografien opstår der adskillige billeder på nethinden. Tag for eksempel denne her: Da Peter Rindal, i begyndelsen af halvfemserne, blev indsat i repræsentantskabet for Statens Kunstfond, opstillet af Fremskridtspartiet, bad han, som noget af det første om at få fremvist et kunstværk, som fonden havde indkøbt.

Der var tale om en ”kunsthængekøje”. Værket befandt sig på et lager på Skt. Annas Plads. Hængekøjen blev hentet frem af gemmerne, og fremvist for Rindal, der besigtigede den, hvorefter den blev bragt tilbage til lageret igen.

debatten var drevet af lige dele vrede og morskab

Det er netop sådanne morsomme anekdoter, der kunne laves en særdeles fremragende film over. Det var sådan et billede af den moderne kunst, der i 2018 var med til at fælde politiker fra Alternativet, Niko Grünfeld, der havde indrettet sit kontor på Københavns Rådhus med adskillige moderne kunstværker, købt for statens penge.

Et foto af udsmykningen, med blandt andet et kunstværk, der i medierne blev omdøbt til ”gokkesokken”, satte gang i selvsamme debat, som den Peter Rindal havde stået for. Og debatten var drevet af lige dele vrede og morskab.

Massiv kritik af velfærdsstaten

En filmatisering om Rindals liv ville med garanti virke bedre end Ahrendtsens biografi gør, alene fordi han har store kvaler ved, at Peter Rindal gik ind i kritikken af selve kunsten, og ikke udelukkende fokuserede på det, der rent faktisk var galt: At staten betalte for kunst, og at denne derfor ikke var fri og afpasset det frie marked.

Det var sådan set også Rindals eget ønske: At debatten skulle handle om statens indblanding og brug af borgernes penge, og ikke om divergerende smag i forhold til kunst.

Rindal var katalysator for en massiv kritik af velfærdsstatens udbygning

Problemet var bare, at Rindal selv nød at være smagsdommer, og at det netop var denne skarpe kritik, der gjorde folk så vrede og som fik medierne med på komedien.

Men ifølge Alex Ahrendtsen var dette en fejl, og man mærker instinktivt intentionen: Rindal var katalysator for en massiv kritik af velfærdsstatens udbygning, og kritikken af kunsten var kun den rambuk, der blev anvendt til at sparke døren ind.

Rindal fremstår for Ahrendtsen som en person, der samtidig gør op med de magthavende politikere, ligesom yderfløjspartierne til højre for midten senere - også i Ahrendtsens øjne - er helt anderledes end den etablerede “elite”.

Indspist kulturelite

Men igen: det er og bliver kritikken af den moderne kunst, som rindalismen handler og handlede om, og derfra opstår selvsagt også de evige debatter om forskellen mellem kunst og kultur, mellem oplysning og smagsdommeri.

Peter Rindal elskede at kalde den moderne kunst for svinagtig, for snyderi, for barnlig og ubrugelig, for snylteri og sløseri med pengene. Han kaldte den indspiste kulturelite for en bande, der var nepotistisk og selvsmagende, ubehageligt belærende og særdeles amoralsk.

Selv var han samler af frimærker, omslag til barberblade og tændstikæsker. Han var nationalistisk tænkende, og elskede også danske forfattere, guldhornene og almuestilen samt den kunst, der ”lignede virkeligheden”.

Rindal fremstilles som en folkets stemme

Men der kom ret hurtigt slinger i valsen, fordi Rindal ikke kunne holde skruen lige i vandet. Noget kunst var god kunst, noget kulturelt skulle støttes af staten og derved kom det alligevel til at handle om smagsdommeri, selvom intentionen var en anden.

Men for lige at afrunde Alex Ahrendtsens tilgang - og intention - med biografien: Rindal fremstilles som en folkets stemme, en ener, der turde at gå imod kultureliten, og på den måde var han, alene mand, den der banede vejen for Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Glistrup var stor fan

Og noget af det er - sådan set - sandt nok. Mogens Glistrup var stor fan af Rindal, og han fik ham også med ind i sit parti efter jordskredsvalget i 1973. Men at Alex Ahrendtsen udelukker at omtale for eksempel Anders Fogh Rasmussens opgør med smagsdommeriet, som han gik til valg på i 2001, er snarere strategi end glemsel.

Det samme gør sig gældende med Søren Krarups kulturkamp, der indledtes med et massivt opgør med statens støtte til flygtningehjælp. Alex Ahrendtsen mener at det alt sammen handler om det samme: at staten blander sig for meget, og at flertallet giver denne lov til at udvide sig.

Man aner den slet skjulte intention med benævnelserne og udelukkelserne gennem hele biografien

Men ej heller Krarups kulturkamp nævnes i biografien. Derimod sendes en kærlig hilsen til politiker fra Liberal Alliance, Henrik Dahl, der er erklæret tilhænger af rindalismen.

Man aner den slet skjulte intention med benævnelserne og udelukkelserne gennem hele biografien.

Portrættet af Peter Rindal

Også selve portrættet af Peter Rindal er problematisk i biografien. Her fremstår han som en hæderlig mand, pligtopfyldende, god til økonomi, moralsk overlegen, nærmest unikt begavet og særdeles vellidt.

Samtidig beskrives han som en mand, der var grundig, og som satte sig ind til sagerne, samtidig med, at han bestandigt kvajede sig, fordi han udtalte sig om noget, som han ikke havde sat sig ind i.

Man aner ikke om Rindal var glad for opmærksomheden, eller gerne ville være den foruden

Alex Ahrendtsen skriver flere gange, at Rindal ikke brød sig om opmærksomheden, og at han var en fremragende taler og retoriker. Nogle gange skelner Ahrendtsen mellem den tidlige Rindal og den senere, andre gange blandes det bare sammen, så det hele bliver selvmodsigende.

Man aner ikke om Rindal var glad for opmærksomheden, eller gerne ville være den foruden, og om han faktisk tog ved lære af den retoriske træning, han brugte tid på, eller ej.

Sideløbende med de ekstremt mange superlativer, som Alex Ahrendtsen strøer om sig med i biografien, kan man læse, at Rindal gennem hele livet kæmpede for en plads i arbejdslivet, der forblev broget og indeholdt megen konflikt.

Selvovervurderende

Han blev fyret adskillige gange grundet kontroverser med cheferne eller medarbejderne. Flere gange gik han nedenom og hjem med forsøg på at etablere butikker.

Han overvurderede konsekvent sine egne evner og bukkede ofte under for arbejdspresset. Samtidig led han under et massivt alkoholmisbrug, ligesom hans rygning, der beløb sig til fyrre smøger om dagen, angiveligt tog livet af ham.

Som rekrut var han yndet af kammeraterne, men løj samtidig om sit helbred for at pjække for den daglige dont. Da hans lillebror blev rekrut, opfordrede han ham til at spille dum, så han slap for for meget arbejde og for mange forpligtelser.

Det er dobbeltkonfekt, og det skæmmer biografien

Og disse modsigende dele af biografien stikker endnu dybere. For eksempel kritiserer Alex Ahrendtsen stærkt, at Peter Rindal blev beskyldt for et kunstsyn, der mindede om nazisternes kritik af ”Entartete Art”, og man forstår godt, at intentionen er at pege på nutidens alt for overdrevne brug af ”nazi-kortet”.

Problemet er bare, at Alex Ahrendtsen samtidig hylder Rindal for at anklage regeringens kunststøtte for at være fascistisk. Det er dobbeltkonfekt, og det skæmmer biografien.

Alex Ahrendtsen har samtidig den holdning, at det hele hænger sammen i uløselige kæder. For eksempel skriver han: 

“Rindal havde det svært med den moderne tids frisind, der på mange måder var en direkte følge af kommunismens og nationalsocialismens opgør med gamle konventioner og borgerlig levevis.

Det var også en af grundene til, at Rindal afskyede de to ismer. Hans værdi- og moralbegreber hørte en anden tid til. En tid før masseideologiernes stormløb mod sæder og skikke.” 

Et andet sted nævner Alex Ahrendtsen også, at nazismen selvsagt også var en art socialisme. Det er slet ikke til at tage fejl af, hvor radikalt han i grunden ser på udviklingen, og hvilken opgave partierne yderst til højre har for sig nu.

Nedtoner komikken

Alex Ahrendtsen skriver også om dengang hvor provokunstneren, Uwe Max Jensen, tog kontakt til Peter Rindal, og fik ham lokket med til at han fik udstillet Rindals stue på Aalborg Kunstpavillion i 2001.

I den forbindelse forsøgte Uwe Max Jensen at få Statens Kunstfond til at købe ”værket”, hvilket desværre ikke lykkedes, hvilket ellers ville være - for mig at se - både ekstremt morsomt, men faktisk også særdeles relevant og betydeligt.

Og så giver det altså ikke mening, ligesom Alex Ahrendtsen forsøger sig så ihærdigt med at nedtone komikken, for at fokusere ensidigt på opgøret med velfærdsstaten, når det nu engang var denne kontrast mellem menig mand og kulturelitens smag, der fyldte det hele.

Den del af samtidsportrættet, der desværre fylder alt for lidt, er ellers relevant og fyldt med interessant stof

Og sidst, men ikke mindst, berører Alex Ahrendtsen noget særdeles interessant, historisk set. Han nævner hvorledes der opstod en splittelse i tressernes Danmark, hvor film og musik blev altafgørende, og på mange måder slog den traditionelle kunst af banen.

Det skabte selvsagt en splid mellem smagsdommerne på blandt andet Danmarks Radio og i regeringen, og så de unge, der hellere ville se amerikanske film og lytte til beatmusik, der klarede sig helt fint uden kunststøtte.

Den del af samtidsportrættet, der desværre fylder alt for lidt, er ellers relevant og fyldt med interessant stof.

Måske Alex Ahrendtsen skulle have fokuseret mere på dette fænomen, der ikke delte de unge i et højre og et venstre, men rent faktisk var et folkeligt udtryk, der divergerede fra de ledendes idéer og perspektiver.

Senere, i sluttresserne, brydes vandene, og den oprørende ungdom deles voldsomt i et højre og et venstre, der for alvor lægger eftertidskrigstidens sammenhold i graven.

Alligevel er fænomenet Rindal, ismen og hans levnedsløb og mange kontroverser en biografi værdig

Det samme med begrebet ”folket”, som Alex Ahrendtsen flere gange har problemer med i biografien. På den ene side, er ”folket” alle de andre, der ikke gider kulturelitens selvsmagende og nepotistiske almagt.

På den anden side, er dette ”folk” i undertal i meningsmålingerne, hvor flertallet alligevel ikke er med på at skære for vildt i velfærdsstatens mange støtteordninger.

Men, som sagt, bogen om Rindal er et nutidigt kampskrift for den politiske yderfløj til højre, og den er skrevet i en særdeles tendentiøs og mange steder utroværdig tone. Alligevel er fænomenet Rindal, ismen og hans levnedsløb og mange kontroverser en biografi værdig.

Og, som sagt: det ville være særdeles oplagt at lave en film om ham og hans opgør.
 

Alex Ahrendtsen: Rindal: Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten. En biografi. 336 sider. Illustreret. Grønningen 1, 2023.  

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Så blev Rindal lige svinet til. Selvfølgelig havde Rindal da ikke sat sig ind i sagerne. Selvfølgelig var manden alkoholiker, og så røg han ovenikøbet. Han tilhørte den yderste højrefløj. Han løj og var ikke samarbejdsvillig med sine chefer. Han var gammeldags og manglede frisind.
Det må have været en fornøjelse for kunstkenderen Freddy Hagen, at læse og referere denne bog.
Men faktum er vel, at den "fine kunst" i mange tilfælde er kørt helt af sporet, og kun forstås af de lige så "fine" kunstkendere. Jeg var sidste år på Statens Museum for Kunst. Midt på gulvet stod et par plastik-kasser, som jeg i min naivitet troede nogle håndværkere havde glemt. Niks, det var en kunstudstilling. I en montre var, gudhjælpemig, udstillet nogle brugte opvaskebørster. Sådan nogle har jeg også i køkkenet. Kom ikke og sig, at jeg ikke har forstand på kunst.

Jeg svarer normalt aldrig på kommentarer, men i dette tilfælde er du totalt afsporet.

Jeg er selv fan af Rindal, og hvad jeg skriver om ham, står i biografien. Personligt synes jeg ikke at hans levevis gør ham til en mindre stærk stemme i debatten, og forstår derfor heller ikke Alex Ahrendtsens omskrivninger.

Du bør læse lidt grundigere, når du kommenterer på andres artikler og anmeldelser.

Mvh

Freddy

Tak for dit svar. Det fremgår ikke særligt tydeligt, at du er uenig i bogens indhold, selv om jeg synes jeg har læst artiklen grundigt.
Men så er det jo fint, at du får præciseret det her.

Kære Freddy
Jeg blev ærlig talt rigtig trist over at læse din artikel. Fint nok, hvis du ikke er enig i Ahrendtsens holdninger eller hans fremstilling af min onkels liv og virke. Men det virker så overfladisk, det du skriver.Det vil føre al for vidt at gå i detaljer, men tage bare eksemplet med hans rygning. Peter Rindal blev 86 år gammel, han døde derfor ikke "før tid" om jeg så må sige, og dermed ikke af cigaretrygningen. Jeg kan fortælle dig, at bogen rammer så præcist angående min onkels personlighed, dilemmaerne mm. Jeg ville ønske, at du havde mødt Peter Rindal. Talt med ham. Så havde du set, hvor flot biografien rummer ham. Hele vejen rundt. Livet er ikke så ligetil, ej heller uden modsætninger. Dette gælder også for min onkel, og det beskrives så fint i bogen.

Kære Lene

Du skulle tage og læse min anmeldelse en gang til. Jeg er faktisk fan af Peter Rindal, og skriver det også. Det er desuden Alex Ahrendtsen, det skriver at Peter Rindal røg fyrre smøger om dagen og formentlig døde af det. Det kan du eventuelt tage med i din bedømmelse af bogen. Mvh Freddy

Kære Freddy. Tak for en god anmeldelse. Jeg læste bogen fordi jeg var nysgerrig på Rindal-historien, men efter endt læsning var jeg ikke væsentligt klogere. Præcis som du skriver i din anmeldelse, så er det mere et fanportræt end en historisk gennemgang. Jeg ved nu hvad Alex Ahrendtsen tænker om Peter og Rindalismen, men jeg savner stadig det objektive historiske værk.

Annonce