Jeg må på forhånd stå ved mig selv. Jeg er djøffer. Jeg læser jura, vil gerne være advokat, og spenderer arbejdsdage ved hæve-sænkeskrivebordet og studietid i tunge videnskabelige artikler eller bøger.

Varedeklareret, tager jeg bladet for munden.

Min klasse er blevet hængt ud i debatspalterne og i politikernes populisme.

Min fagforening, Djøf, er blevet et fy-ord i lyset af dette årtusindes bejleri til vælgersegmentet kendt som Blå Bjarne. At tale splittelsen mellem arbejderklassen og akademikerne op er efterhånden blevet normalen.

Jeg ville ønske, at dette indspark kunne være samlende og give folk mulighed for at sætte sig i hinandens sted, men det kan det ikke.

Berettiget kritik

For virkeligheden er jo, at kritikken af akademikere et godt stykke henad af vejen er berettiget.

Vi akademikere kredser om os selv. Alt for ofte tror man at løsningen på verdens problemer ligger i et datasæt eller i 200 år gammel filosofi. Vores organisationer står klippefast på ikke at ville se ud over egen næsetip og man skulle næsten tro, at kontorets kageordning er vigtigere end brolæggerens pensionsordning.

Vi kan eksempelvis kigge på modstanden mod afskaffelse af store bededag. Selvom de akademiske fagforeninger nok officielt er imod, så har de skænket kampen omkring lige så meget opmærksom som hveden får 364 af årets dage.

Passivitet, blot fordi det er andre, der bliver ramt hårdest, banker søm fast i ideen om, at akademikere er ligeglade med andre end dem selv.

Eller når Danske Studerendes Fællesråd (DSF) gang på gang angriber omfordeling i uddannelsessektoren, hvor velpolstrede universiteter skal give en luns til udsultede erhvervsskoler, så vidner det om en akademisk klasse, der ikke evner at se længere end den Humboldt-bog, der står få centimeter fra deres næsetip.

Solidaritet starter hos os selv

Efter mange års utaknemmelighed over sin skattebetalte undernormerede uddannelse kan den nyudklækkede akademiker finde sig et forgyldt job og kan finde en plads på de perfekt tempererede og smukt udformede glaskontorer i København, og aldrig igen tænke en tanke om dem, der har bygget aircondition, glasbygning eller byens gader.

Alt imens hæver de en anseelig løn, som de helst ikke vil dele med dem, der har mindre end dem selv.

Vejen til et bedre samfund går gennem et større sammenhold mellem klasserne. Men det starter med os selv. Os akademikere. Vejen til større sammenhold mellem klasserne går gennem solidaritet mellem dem der har, og dem der ikke har.