To dage efter nedlukningen udtrykte Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik ganske træffende, hvad krisen har lært os om vores identitet som danskere og om vores kærlighed til Danmark: ”Vi reagerer på denne krise på en særlig måde, som inkarnerer vores kultur, omgangsform og forhold til magthaverne. Det er udtryk for en helt bemærkelsesværdig tillid til, at staten ikke vil gå til yderligheder for at beskytte denne tillid. Det skete på én måde i oktober 1943. Det sker på en anden måde i dag. Begge handler om, hvem vi er”.

Det skete på én måde i oktober 1943. Det sker på en anden måde i dag

Krasniks henvisning til oktober 1943 gjaldt naturligvis redningen af de danske jøder. Det var ikke tilfældigt, for der var dengang tale om danskere, der foretog sig noget aktivt for at hjælpe deres landsmænd i nød. Nu er også vi blevet bedt om at yde noget for andres og helhedens skyld.

Den nationale bevidsthed er stærk

Det hører med til definitionen af, hvad en nation er, at den er en gruppe, som er i stand til at handle og beslutte noget samlet, og at den forstår sig selv som et etisk fællesskab og i lyset af en fælles fortid. De hyppige beskrivelser af corona-pandemien som den største krise for Danmark siden Anden Verdenskrig, bekræfter således indtrykket af en fortsat stærk national bevidsthed i befolkningen.

Det samme gør den brede folkelige støtte til regeringens strategi om at tage vare på samfundets svageste, og også den politiske italesættelse af virusbekæmpelsens som led i et fælles projekt, som afhang af borgernes medvirken. Nedlukningen viste, hvad vi i Danmark mener, at en stat er til for.

At vi ikke ønsker at være borgere i en minimalstat

At vi ikke ønsker at være borgere i en minimalstat, men derimod ønsker at leve i et samfund, hvor der er balance mellem borgerne, civilsamfundet og staten. Vi ønsker ikke at leve i et samfund som det amerikanske, hvor titusinder af ældre, svage og fattige ikke havde råd til at blive indlagt eller ligefrem til at få en anstændig begravelse.

Vi foretrækker derimod et samfund, hvor der er systemer og en bred politisk vilje til at understøtte folk, der bliver arbejdsløse, eller virksomheder, der går ned på grund af kriser, de ikke selv er skyld i. Og vi glæder vi os, når politikere og erhvervsfolk tager ansvar og samarbejder om at tage vare på samfundet ved ikke kun at trække sig ind bag lukkede døre – eller deres personlige skærme – men også går ud og skaber fælles aftaler.

Fædrelandskærlighed er en positiv faktor

I krisens stund har de fleste af os danskere nok erkendt, at når verden går af lave, er nationalstaten i sidste ende den eneste magt, der kunne tage sig af borgerne og samfundet. Men også at det ikke hjælper noget, hvis ikke folk er indstillet på at yde deres del.

Krisen har derfor lært mange at forstå, hvad en nationalstat er til for

Krisen har derfor lært mange at forstå, hvad en nationalstat er til for. At det at være en nation, giver en grad af sikkerhed, som vi ellers ikke ville have haft, og kan få os til at samarbejde om ting, der har betydning for et fælles bedste såsom sundhed, sikkerhed, social velfærd og et produktivt erhvervsliv.

Vi lever i dag i et samfund, som er så forskelligartet og individualistisk, at det kan være svært at se sine medborgere som samarbejdsparter i et fælles projekt. Men netop derfor er fædrelandskærlighed og en moderat nationalfølelse progressive og positive faktorer i et samfund, der uden en fælles lim står i fare for at falde fra hinanden. Det er lettere for både individer og grupper at interagere med hinanden og skabe noget sammen, hvis de nærer tillid til hinanden og er fælles om visse, grundlæggende kulturelle elementer og sociale og menneskelige normer værdier.

Det nationale samfundssind

Selvfølgelig har vi som borgere forskellige interesser. Ja, til tider er de også modstridende. Men uden forestillingen om en fælles interesse over de individuelle ville vi ikke have et velfungerende demokrati eller noget velfærdsamfund.

Demokrati, velfærd og nationalitet har i det nordiske samfund altid været dele af det samme projekt. Kærlighed til fæ drelandet og solidaritet med sine medborgere kan få en moderne, multietnisk befolkning som vores til forstå nødvendigheden af at udvise hensynsfuldhed og solidaritet med samfundets svage og udsatte og ikke lade dem i stikken under kriser. Den kan også få os til at indse behovet for sikre, at vi som land kan overleve økonomisk.

Den olie, som får et anstændigt samfunds hjul til at køre

Nationalitet er ikke et spørgsmål af interesse for særlige grupper eller partier. Den er et offentligt gode og den olie, som får et anstændigt samfunds hjul til at køre. Ja, at være national er måske ret beset det samme som at udvise samfundssind.