Woke eller broke? Hindkjær er en rød klud for borgerlige kulturkrigere

Vil den nye P3-chef kvæle os i statsfeministisk aktivisme, eller bliver hun udsat for cancel culture af borgerlige kulturkrigere? Spørger Netavisen Pios chefredaktør Niels Jespersen i dagens leder.
Foto: Grafisk afdeling
Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio.
Her gik vi lige og troede, at den danske medieverden blev ledet af sexistiske hanelefanter, som dækkede over hinandens #MeToo-krænkelser i logeagtige drengerøvsklubber som “legendernes julefrokost” og lumre musikvideoer.

Men det var sidste år. Nu er det et krav at være woke. Det er i hvert fald påstanden fra den anmelderroste borgerlige forfatter Christian Egander Skov.  

Efter at have læst en artikel i det borgerlige netmedie Kontrast langer han ud efter den nye P3-chef, Isabella Hindkjær.

Hun har udtalt, at tiden er “løbet fra, at medier først præsenterer det ene og så det andet synspunkt, og dermed er objektive.”

Isabella Hindkjær er nemlig kendt som feminist med stort F, der i 2021 udtalte, at hun “vil skubbe til grænserne for journalistik.”

Det får Egander Skov til at konkludere: “DR har ikke ansat Isabella Hindkjær på trods af hendes holdninger til journalistik, men netop på grund af dem.” En kritik, der istemmes af folketingsmedlem Helle Bonnesen (K) samt Dansk Folkepartis medlem af DR’s bestyrelse, Katrine Winkel Holm.

Fra knælende til truende position

Man ser det for sig. Hvor unge, kvindelige journalister for årtier siden måtte veksle seksuelle ydelser til forfremmelser, så går vejen til de store hjørnekontorer og lønninger i slutrammen nu til dem, der har tillært sig det amerikanske, venstreorienterede tankesæt, der kaldes woke, og som dækker over tidens identitetspolitiske strømninger.

Begrebsforvirret? Som de woke ville sige: Educate yourself. Google det. Ikke, fordi jeg ikke vil forklare, men fordi woke simpelthen er for indviklet at redegøre for på to linjer.

At lave et intelligent dameblad, som også var værd at læse

Isabella Hindkjær kommer fra en stilling som chefredaktør på Femina. Her overtog hun i 2020 det temmeligt ferske dameblad og satte sig for at realisere den vision, som i årevis havde fascineret, men også undsluppet feminister: At lave et intelligent dameblad, som også var værd at læse.

En idé, der rumsterede i kvindekredse, indtil den blev afprøvet af satire-duoen Rasmus Bruun og Frederik Cilius.

Det var, inden Frederik Cilius begyndte at crossdresse og optræde som stjernejournalisten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

“Look it up. Kh 2021”

Men tilbage til Isabella Hindkjær. Hun gjorde sig bemærket på journalisternes intranet Twitter i forbindelse med Femina-journalist Katrine Rosenbæks dækning af vilkårene for fødende i hovedstadsområdet.

Her fejrede Rosenbæk en finanslovsbevilling på 485 millioner kroner. til gravide og fødende kvinder.

Det udløste kritik fra Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, der mente, at det var en uskik, når journalister gjorde sig til aktører.

Hun kunne godt stikke piben ind, mente Hindkjær, der kom sin journalist til undsætning med ordene: “Og journalistik kan godt være aktivistisk, look it up. Kh 2021”

placeholder

Sorterer man det passivt-aggressive mediefnidder fra, er det en interessant debat. Marchen Neel Gjertsen, der selv er et af Mediedanmarks mest lysende talenter – og ung og kvinde – fremfører den doktrinære lære som man i gamle dage lærte på journalistuddannelser. Hun imødegås af den nye generation i form af Hindkjær, der udøver billedstorm på fagets “store sandheder”.

Bøsser er åbenbart ikke med i Danmarks rygrad

Den slags slipper man ikke ustraffet fra. I hvert fald ikke i Ekstra Bladet, hvor opinionsredaktør Mads Kastrup ser både de røde lejesvende og sin barndoms kostråds genkomst i Hindkjærs “normstormeri” og leflen for LGBT+-segmentet.

En kritik, der er i smuk harmoni med Ekstra Bladets indholdsstrategi fra 2021, hvor man vil være medie for “Danmarks Rygrad”.

Meget tyder da også på, at Ekstra Bladet ikke er så fremmed over for aktivisme

Den rygrad der med avisens egne ord er “den ukreative klasse, for hvem LBGTQ blot er tilfældige bogstaver fra alfabetet. Hvor spin hedder løgn, hvor man ikke er proud, men stolt, og hvor en regnbue er et naturfænomen, ikke et flag”.

Her er vi pludseligt et stykke fra skåltalerne om den objektive journalistik. Meget tyder da også på, at Ekstra Bladet ikke er så fremmed over for aktivisme.

Avisen førte en aktiv kampagne for et nej til afstemningen om forsvarsforbeholdet og krævede statsministerens departementschef, Barbara Bertelsen, hjemsendt med flybanner over Christiansborg.

Som avisens journalistiske chefredaktør Asger Juul udtalte før han blev ansat på Ekstra Bladet: “Hvis I gerne vil vide det, så er jeg også en borgerlig mand. Jeg stemmer borgerligt, og det har selvfølgelig en indflydelse på den journalistisk, jeg laver,”.

De fleste medier følger Hindkjærs eksempel

Og Kontrast, der breakede nyheden? De er et erklæret borgerligt medie. I øvrigt ligesom Netavisen Pio er erklæret socialdemokratisk. Og Berlingske, hvor kritikken blev lanceret? Avisen har sammen med søstermedierne 24Syv (der som DR er 100 procent statsfinansieret) og Weekendavisen kørt en hård kampagne for henholdsvis Lars Findsen og Samsams uskyld i FE-sagerne.

I spørgsmål om identitetspolitik er Berlingske det tætteste, vi kommer på Fox News med skarpskårne og alarmistiske vinkler.

Avisens debattører fremfører de samme højreorienterede talking points, som den populære talkshow-vært Tucker Carlson.

De fleste aviser er født som partiblade, men for at tiltrække annoncer havde de alle en interesse i appellere så bredt som muligt

Det modsvares af Politiken, der som britiske The Guardian og amerikanske New York Times er woke med woke på og førte kampagne for at få ISIL-mødrene hjem fra Syrien. Mediedebatten herhjemme spejler i tiltagende grad kulturkrigen i de angelsaksiske lande, hvor debattørerne kæmper med de samme våben fra de samme stillinger.

For er sandheden ikke, at det er Neel Gjertsens klassiske linje med tilstræbt objektivitet, som er gammeldags? Ikke forkerte, men som i gårsdagens idealer, som medierne i stigende grad forlader til fordel for Hindkjær og Feminas aktivistiske linje? 

De fleste aviser er født som partiblade, men for at tiltrække annoncer havde de alle en interesse i appellere så bredt som muligt. Efter at Google og Facebook har udhulet annoncemarkedet, giver det pludseligt mening at genpolitisere sit medie.

Man segmenterer. Finder den gruppe af danskere, der gider betale, og det er typisk de mest ideologiske.

Der gælder andre regler for DR

Men hov. Et er, hvad private medier giver sig af med. Noget andet er en public service-kanal som vores alle sammens DR, der ved lov er forpligtet til at sikre alsidighed i dækningen.

Og selvfølgelig er der forskel på, hvad Hindkjær kan gøre og forsvare som henholdsvis P3-chef og Femina-chefredaktør, men gør man sig den ulejlighed at høre, hvad hun rent faktisk siger, så virker forargelsen en kende opskruet.

placeholder

Hindkjærs aktivisme består her i at ville lave et program, der tager unges mentale helbred op på målgruppens præmisser. Kritikerne slår ned på udtalelsen om “de store sandheder”. Det kan godt være, at Hindkjær med dem mener, at der er 200 køn, og at de alle sammen skal stemme på Enhedslisten.

Meningsløshed har DR nok af

Men mon ikke de store sandheder lige så vel kunne betyde, at månelandingen fandt sted, og at demokrati og mindretalsbeskyttelse er en god opfindelse? 

Udtalelserne lyder så banale, at de kunne havde været ytret af en hvilken som helst DR-type.

Det virker selvmodsigende, når et medie som Ekstra Bladet raser over, at en journalist, der deler bladets egen aktivistiske tilgang til faget, får et job på statsradiofonien.

Lige nu ser det ud til, at aktivistiske højreorienterede journalister og debattører kritiserer hendes ansættelse på baggrund af holdninger frem for hendes handlinger

Man kan godt som Neel Gjertsen forfægte et mere klassisk journalistisk objektivitetsideal uden at se et problem i, at DR også giver plads til journalister af Hindkjærs kaliber.

Meningsløshed har DR nok af

Kan jeg afvise, at Hindkjær med tiden vil udvikle sig til en veritabel woke-kommissær, der presser sin agenda ned i halsen på sagesløse unge? Til den tid vil kritikken være på sin plads. Lige nu ser det ud til, at aktivistiske højreorienterede journalister og debattører kritiserer hendes ansættelse på baggrund af holdninger frem for hendes handlinger.

Det, man i andre sammenhænge kender som cancel culture.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Af hjertet tak for den her artikel.

Af hjertet tak for den her artikel.

Godt skriv!
Kunne vi da for pokker snart få politikerne ud af DR?! I stedet kunne de begynde at interessere sig mediernes vilkår og placering i samfundet - herunder mediestøttens berettigelse for store som små medier.

Hindkjær forlader et dameblad Femina, der mindst en gang om ugen har en artikel om en overgreb i fortiden mod en kvinde(r) begået af mand/mænd i udlandet. Denne kampagne i form af uaktuelle artikler har til formål at demonisere mænd. Mænd er jo onde og kvinder er offer. Den demonisering er ikke bare i Femina men også i Berlingske og Plan BørnFond reklamer samt nu i SD udmelding om partnervold af Hummelgaard. I dages Danmark kan man fjerne de onde mænd fra deres stillinger uden en ordentligt process og vedtage helt åbenbart diskriminerende lovgivning mod mænd. Disse neo-feminister har lært noget af 1930erne hvor det ikke var mænd men jøder der fik denne behandling. Vi er Socialdemokratiet der glemmer vores timelønnede mænd mistrives I 100.000er, er de ensom, har ikke børn, blive misbruger, begår selvmord og død for tidligt. Vi har 100.000er af skoledrenge ofte fra arbejderhjem der mistrives i en femine folkeskole. SD har også glemt dem. Men der har vores dygtige ligestillingsminister Marie Bjerre ikke. Neo-feministtisk ideologi hører ikke hjemme i mit SD.

Ja ja, men det er da trods at et større problem, at overklassekvinder er underrepræsenteret i bestyrelser og direktioner.

Det er jo derfor, medierne bruger så meget tid på det spørgsmål og så lidt på det, du nævner.

Det siger vist sig selv, at som DR-medarbejder er det naturligvis hendes forbandede pligt at holde sig så objektiv og neutral som muligt i alle holdningsspørgsmål. Det er dog ikke noget, jeg vil holde øje med eller finde ud af, da jeg ikke kommer til at lytte til programmerne.

Men herudover er alt det med identitetspolitik og intersektionalitet jo blot en amerikansk overklassevision for en venstrefløj blottet for alt, der minder om (eller lugter af) arbejderklasse, og skubbet frem af forkælede rigmandscurlingbørn på de nordamerikanske universiteter, hvorfra det breder sig til resten af verden - specielt der, hvor mange færdes på de engelsksprogede og amerikanskdominerede dele af www.

Og i Danmark er det næppe så overraskende, at det særligt er nørrebro-segmentet, der tager det til sig i en grad, så vi snart allevegne pludselig skal til at høre om "hvide mænd" (i Danmark af alle steder!). At de ind imellem også helt glemmer det danske sprog ("look it up", "What's the fuss?" - bare fra denne artikel), er et andet karakteristisk træk. Det er vel stort set de samme typer, som Ludvig Holberg gjorde grin med i sin tid.

Hindkjær er lgbt+ og kritisk-race-teori woke aktivist, så længe der er penge i det. Socialdemokratiet så længe der er stemmer (penge) i det. Om nogle år bliver kvinderne nok trætte af mænd i deres omklædningsrum. Måske bliver det også træls for kvinder at tabe til mænd i sportens verden. Stemmer de/vi så stadig til venstre? Der skal, til den tid, osse siges undskyld de unge der kom i unødvendig køns- og hormonbehandling.. men det med undskyldninger er vi jo ved at være eksperter i..

Annonce