Annonce

Efter kun en måned som formand: Lars Boje ekskluderet

Krævede angiveligt 660.000 kroner i formandsvederlag af Nye Borgerlige - mere end nogen anden partileder får i formandshonorar. Pernille Vermund har aldrig modtaget formandshonorar
Foto: Folketinget/Steen Brogaard
Lars Boje Mathiesen (Løsgænger), medlem af Folketinget
Efter kun en måned som formand for Nye Borgerlige er Lars Boje Mathiesen blevet ekskluderet af partiets hovedbestyrelse.

Det oplyser hovedbestyrelsen. Baggrunden for eksklusionen er blandt andet, at Lars Boje Mathiesen har krævet et formandshonorar på 55.000 kroner om måneden - oveni i folketingsvederlaget. Svarende til 660.000 kroner om året. Det er mere end hvad nogen anden partiformand nogensinde får eller har fået af sit parti i formandshonorar.

Lars Boje har også krævet 350.000 kroner af partiets midler overført til hans private konto

Boje-krav: 2.640.000 kroner

Ganske opsigtsvækkende har Boje Mathiesen også krævet, at han modtager formandshonoraret i mindst fire år, og at det skulle fremgå af en "uopsigelig" kontrakt. Sagt på en anden måde: Boje har krævet, at han blev garanteret fire gange 660.000 kroner i formandshonorar, svarende til 2.640.000 kroner.

Lars Boje har også krævet 350.000 kroner af partiets midler overført til hans private konto. Penge, som Boje mente skulle bruges til personlig branding af ham personligt. Krav, som hovedbestyrelsen altså ikke kunne acceptere.

Pernille Vermund har aldrig modtaget noget formandshonorar fra Nye Borgerlige.

Ved valget i november fik Nye Borgerlige valgt seks folketingsmedlemmer. Men siden blev Mette Thiesen presset ud af partiet. Hun er nu medlem af DF's folketingsgruppe. Nyvalgte Mikkel Bjørn smuttede samme vej ved udsigten til at Lars Boje Mathiesen ville blive ny formand for Nye Borgerlige. Og nu er så Lars Boje Mathiesen selv blevet ekskluderet af partiet.

Tilbage i folketingsgruppen er nu kun tre personer: Pernille Vermund, Peter Seier Christensen og nyvalgte Kim Edberg Andersen.

Næstformanden, der blev valgt samtidig med Lars Boje Mathiesen for kun en måneds tid siden, Henriette Ergemann, er også fortid i partiet.

Kort efter at hun blev valgt som næstformand kom det frem, at hun i et opslag på sociale medier har kaldt tidligere minister, Unicefs generalsekretær, Karen Hækkerup, for "sindssyge kælling". I andre opslag havde hun givet udtryk for, at hun fik blødninger, hvis hun befandt sig i nærheden af covid-vaccinerede. Af andre opslag fremgik det, at hun var udtalt anti-vaxx'er.

Ergemann trak sig som næstformand, og har siden meldt sig ud af partiet.  

Begrunder formandshonorar med at han er far til to

I et opslag på Facebook fredag morgen bekræfter Lars Boje Mathiesen, at han har krævet et formandshonorar af partiet, fordi han er far til to børn og bor i Jylland:

Medlemmerne af NB har valgt en familiefar, med to små børn som formand

"Medlemmerne af NB har valgt en familiefar, med to små børn som formand, der bor i Jylland. Jeg havde derfor i samarbejde med sekretariats chefen lavet et udkast til en kontrakt med et formands vederlag, så vi som familie herhjemme kunne få tingene til at hænge sammen, da min hustru jo sandsynligvis måtte tage orlov," skriver Lars Boje.  

Han skriver videre, at der var lavet omrokeringer i partibudgettet, så det var ansvarligt at give ham et formandshonorar:

"Vi havde lavet omrokeringer i partiets budget, så dette kunne lade sig gøre ansvarligt i forhold til partiets økonomi og det stadig var overskud. Det er ikke unormalt at en formand får et vederlag. De gør formænd i andre partier også." 

placeholder

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kommentar:

Dansk politik, er ihvertfald ikke kedeligt og, hvis man ellers ser Mogensen og Christiansen i TV, så afslutter Mogensen næsten altid med ordene:

Det bliver værre i næste uge ! Og det har Mogensen egentligt helt ret i...

God Weekend, og venter spændt på, hvad næste uge har at byde ind med på det politiske område ! Er det ikke, som om, at grådigheden bliver værre og værre, hos en del Folkevalgte ???

Erling...

Der er familier der klarer sig for mindre end hvad LBM får i vederlag.
Så LBM, ta' en tudekiks!

Men hvad giver andre parrier deres formænd?
Socialdemokratiet:?
Venstre:?
Moderaterene:?
.

S har et vederlag på ca. 600.000 kr årligt. Det samme har V og K. DF har et beløb på omkring 250.000 kr. Resten af partierne giver intet.

Det viser bare, hvor stor magt den hemmelige verdensregering i Davos har. Specielt i lyset af at ingen i pressen har set (eller turdet se) sammenhængen mellem Boje Mathiesens afsløringer der og så hans afgang kort efter. Tilfældigheder? Ha!

Ha, ha! Ja, men spøg til side. Pressen er ikke til at stole på. Datoen og ugedagen plejer at stemme i dagspressen, sportsresultaterne også, men det meste derudover er løgn, fortielser og fordrejninger. Der er jo årsager til at tilliden til journalisterne ligger på linje med tilliden til brugtbilsælgere. I Davos er der møde igen til næste år, Boje Mathiesen er næppe inviteret.