Annonce

550 skraldemænd strejker, ny formand for Kristendemokraterne og Venstre sælger hovedkontor

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
I denne uges første ’Aktuelt’ starter vi i København, hvor 550 skraldemænd har nedlagt arbejdet efter uenighed med deres kommende arbejdsgiver.

Derudover har Kirstendemokraterne fået ny formand, som vil kæmpe for at få partiet i Folketinget igen på et nytænkt fundament.

Venstre har sat ejendommen, som siden 1970 har huset partiets hovedkontor til salg, da lokalerne ikke længere var tidssvarende.

Vi slutter også i København, som i disse dage vært for et møde mellem klimaministre fra en række lande. Mødet er en slags opvarmning til næste års klimatopmøde, COP28.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

550 skraldemænd strejker

550 skraldemænd i København nedlagde mandag morgen arbejdet.

Det skriver Fagbladet 3F.

Arbejdsnedlæggelsen skyldes uenighed om arbejdstiden fra 1. september. Skraldemændene overføres snart til det fælleskommunale selskab Amager Ressourcecenter (ARC).

”ARC er løbet fra en aftale, og det handler ikke om løn, men om de arbejdsvilkår, som skraldemændene skal arbejde under i det fælleskommunale selskab, siger Mike Stirling, afdelingssekretær i 3F Kastrup til fagbladet 3F.

Arbejdsnedlæggelsen påvirker Indre by, Christianshavn, Amager, Tårnby, Dragør, Vesterbro, Østerbro, Nørrebro, Nordvest, Valby, Brønshøj, Husum og Frederiksberg.

I 2018 besluttede Københavns Borgerrepræsentation at affaldsindsamlingen skulle overdrages til Amager Ressourcecenter (ARC) efterhånden som de private kontrakter udløb.

 

Ny formand for Kristendemokraterne

Jeppe Hedaa er ny formand for Kristendemokraterne, og med ham kommer der tilsyneladende også nye boller på suppen.

”Vi skal have et nyt fundament, og så skal man kunne lave noget mere agilt, dagsaktuel politik oven på det,” siger den nyvalgte formand til Ritzau, ifølge DR.

Jeppe Hedaa overtager stafetten efter Marianne Karlsmose, som trådte tilbage som formand efter partiet ikke lykkedes med at blive valgt til Folketinget ved valgt i efteråret 2022. Hedaas ambition er at få Kristendemokraterne repræsenteret i Folketinget igen.

Den nye partiformand er formand for menighedsrådet for Københavns Domkirke og bestyrelsesformand for konsulenthuset 7N.

 

Venstre sælger hovedkontor

Man kan nok ikke kalde det arvesølvet, men Venstre sætter ejendommen, som siden 1970 har huset partiet hovedkontor, til salg.

Ejendommen hedder Carlsminde og ligger i Søllerød.

”Nu går der en proces i gang. Der skal findes en køber, og det er et specielt sted. Vi går og arbejder med det lige så stille," siger Christian Hüttemeier, partisekretær i Venstre til Politiken, ifølge Ekstra Bladet.

Partiet skal nu og finde nye og mere tidssvarende lokaler.

 

Klimaministermøde i København

Mandag lød startskuddet til Copenhagen Climate Ministerial. Det er et møde over to dage, hvor klimaministre og politiske beslutningstagere fra en lang række lande skal diskutere emnerne for næste klimatopmøde, COP28.

Det oplyser Klima-, Energi og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

”Hvis vi skal afværge de værste klimakatastrofer og sætte en grøn og sikker kurs for alle på FN’s næste klimatopmøde, må vi tidligt i gang med årets klimaforhandlinger. Derfor har vi sammen med COP-formandskaberne fra Egypten og Emiraterne taget initiativ til, at udvalgte ministre og ledende stemmer fra hele verden allerede nu mødes og gøder jorden for, at det næste klimatopmøde kan levere de resultater, som verden har så hårdt brug for,” siger Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik (S) i pressemeddelelsen.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

- Jeppe Hedaa er ny formand for Kristendemokraterne, og med ham kommer der tilsyneladende også nye boller på suppen.

”Vi skal have et nyt fundament, og så skal man kunne lave noget mere agilt, dagsaktuel politik oven på det,” siger den nyvalgte formand til Ritzau, ifølge DR.

Nye boller på suppen? Virkelig?

I mine ører lyder det da fuldstændig som ordflomme, og jeg er ikke blevet det mindste klogere på, hvad manden helt konkret vil.

Men der er vist snart fuld plade i bullshit-bingo.

550 strejkende skraldemænd har fået Christen Demokraternes nye formand til at tvinge Venstre til at sælge deres hovedkvarter???

Det er sgu da lidt af en nyhed. Må hellere lige pudse mine briller og kikke efter en ekstra gang.