Annonce

Ny meningsmåling: Sådan står partierne lige nu

Regeringspartierne vinder vælgere tilbage, mens Liberal Alliance tager dyk.
Foto: Flickr: Hasse Ferrold
Folketinget samlet til debat i salen.
De tre regeringspartier i SVM-regeringen ligger fortsat et godt stykke under valgresultatet, men henter i denne uge vælgere tilbage.

Det viser en ny meningsmåling som Voxmeter har lavet for Ritzaus Bureau.

Socialdemokratiet blev for to uger siden målt til 18,6 procent af stemmerne. Og i sidste uge til 21,4 procent. Men i denne måling står partiet til 22,2 procent - svarende til en lille fremgang på 0,8 procentpoint i forhold til sidste uge.

Socialdemokratiet fik 27,5 procent af stemmerne ved valget, og hvis der var valg i dag, vil de 22,8 procent være ensbetydende med et tab på hele 11 mandater.

For fjorten dage siden stod Socialdemokratiet dog til at tabe hele 17 mandater. Partiet har altså hentet seks mandater hjem igen.

Stadig tingets største

Socialdemokratiet vil fortsat være Folketingets største parti, næsten 10 procentpoint større end nummer to, SF, som i denne måling står til 12,7 procent af stemmerne.

Også Socialdemokratiets regeringspartnere i Venstre og Moderaterne kan notere sig en mindre fremgang i forhold til sidste uges måling.

Begge partier går et halvt procentpoint frem, og med det resultat lander Venstre på 11 procent af stemmerne, 2,3 procentpoint under valgresultatet. Mens Moderaterne står til 8,4 procent, 0,9 under valgresultatet fra november.

Intet flertal uden Løkke

Trods den lille fremgang ligger de tre regeringspartier dog fortsat et langt stykke fra valgresultatet, hvor de tre partier tilsammen fik 89 mandater.

Står den nye måling til troende vil de tre partier blot have opbakning fra 73 mandater.

Meningsmålingen viser også fortsat, at hverken rød eller blå blok kan danne regering uden Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne.

De fem partier i den gamle røde blok (S, SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet) står til 86 mandater, mens den blå blok (V, LA, Danmarksdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige) står til 74 mandater.

Ingen reaktion på intern ballade

Moderaterne har de seneste uge været igennem mange presseskriverier om partiets kulturordfører Jon Stephensen, men det er ikke umiddelbart noget, som får vælgerne til at fravælge partiet.

Det samme er tilfældet for et andet parti, som har været præget af intern uro, nemlig Nye Borgerlige.

Partiets meget omdiskuterede formandsskifte fra Lars Boje Mathiesen tilbage til Pernille Vermund har ikke givet stort udslag i målingerne.

Nye Borgerlige står i den her uge til 2,9 procent, hvilket er nærmest identisk med sidste uges måling, og det er det samme som partiet stod til for fire uger siden, dengang Lars Boje Mathiesen lige var blevet valgt til formand.

Boligsag spøger

Et sidste parti, som har været igennem mediemøllen, er sidste uges højdespringer Liberal Alliance, som med 12,4 procent af stemmerne kunne notere sig den bedste Voxmeter-måling nogensinde.

Partiet falder i den nye måling til 11 procent, efter en uge hvor en række juridiske eksperter og partier har talt for, at partiformand Alex Vanopslaghs boligsag burde undersøges af politiet.

For alle de omtalte partier gælder, at deres eventuelle fremgang eller tilbagegang ligger indenfor den såkaldte statistiske usikkerhed.

Om målingen

Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 20. marts 2023, baserer sig på telefoninterview med 1.019 repræsentativt udvalgte personer 18 år+ og er gennemført i perioden fra den 13. marts 2023 til den 19. marts 2023.

Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/-2,6 procentpoint.

Se hele målingen her.



 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Selvfølgelig kommer S tilbage. Mette F. siger jo intet i øjeblikket og holder lav profil. Så nu skal det nok gå fremad.

Klimaet står over for et kollaps. Så nu kommer den her Socialdemokratiske SVM regering sikkert med mange forslag, som går ud på at sætte overførelsesindkomster og alle andre skattefinansierede ydelser markant ned. For en hver må kunne forstå det er nødvendigt at fjerne topskatten og registreringsafgiften på biler så flere får råd til at klimaisolere deres villaer og købe en masse elbiler. Pensionister har jo slet ikke brug for en bil og penge.

Og hvad kan mere retfærdiggøre afviklingen af den skatte betale velfærd en redning af selve klimaet? Det argument kan selv Enhedslisten forstå. Ik.

Så pengene ud af lommer på de fattige, de ved alligevel ikke hvad de skal med dem og når man intet har, så opdager man da ikke man slet intet har. Vel

Og giv dem til de kyndige og ansvarlige, som kender værdien af en krone.

Jo. Mette leverer varen.

Håber dit indslag er ironisk ment, ellers er det jo virkelig rystende. Selvfølgelig har pensionister brug for en bil, hvis ellers de stadig har et kørekort, der kan være mange forskellige grunde til det, men pensionister er jo også mennesker og en del af samfundet.

Meningsmålinger eller ej...
S-&regeringen skal nok klare sig..
Socialdemokratiet forbliver det største parti 🎈🚩det tror jeg på.🙂
Reformer &forandring tager tid..til gavn for flest der tager ansvar, Mette F.ved hvornår det er bedst og tale det giver god mening medansvar pofil"⭕️

Fejl..= God mening med "lav profil "🚩.