Det er 20-året for invasionen af Irak, som nu ses som en af de mest katastrofale beslutninger taget af en amerikansk præsident.

Her må jeg melde klart ud, at dengang syntes jeg også, at det var en god idé. Det var på tide at gå tilbage i tiden og rekonstruere, hvad jeg egentlig tænkte og hvor jeg tog fejl.

Brutal diktator

Det er i og for sig meget simpelt. Saddam Hussein var en usædvanlig brutal og morderisk diktator med mange hundredtusinder menneskeliv på sin samvittighed.

Han havde før prøvet at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben, hvilket blev afsløret efter 1. Golfkrig i 1991, så jeg forventede, at det var han nok i gang med igen.

Det var gået godt efter Tysklands og Japans nederlag i 1945, ud af hvilke USA havde skabt velfungerende demokratier

Verden kunne kun blive sikrere med hans og hans styres fjernelse. Og så regnede jeg med, at USA havde en strategi for tiden efter i Irak efter fjernelsen af Saddam Husseins styre.

Det var gået godt efter Tysklands og Japans nederlag i 1945, ud af hvilke USA havde skabt velfungerende demokratier.

Fejlvurdering 

Jeg indså min fejlvurdering efter amerikanernes erobring af Baghdad. Der fulgte otte dages ødelæggelser, voldshandlinger og mord, plyndringer af huse, forretninger, offentlige institutioner, arkiver, biblioteker og museer.

Det arkæologiske museum i Baghdad blev plyndret, mens amerikanske mandskabsvogne holdt udenfor. Amerikanske soldater så på og gjorde intet, for det havde de ikke ordre til.

Bagefter kom så oplysningerne om manglende efterretninger, om masseødelæggelsesvåben, som ikke fandtes

Der var slet ikke den omhyggelige planlægning og indsigt i Iraks historie og samfundsopbygning, som man skulle have forventet. Jeg så billederne på tv og tænkte: 

”Min Gud, de leder det bare ske. De har ingen plan.” 

Bagefter kom så oplysningerne om manglende efterretninger, om masseødelæggelsesvåben, som ikke fandtes.

Kolossale omkostninger

Omkostningerne har været kolossale. Mange hundrede tusinde irakere, mange tusinde soldater i alliancen, som invaderede Irak, heraf otte danskere.

Dertil tusindvis af selvmord blandt de hjemsendte. Mange tusind fysisk og psykisk invaliderede soldater, traumatiserede familiemedlemmer.

De økonomiske udgifter for USA alene er beregnet til mellem to og tre trillioner dollars. Vi taler om 14-21 tusind milliarder gode danske kroner. Der er til en del grønne omstillinger der.

Listen over katastrofer er lang

Til det kan lægges de moralske omkostningerne ved mord på civile og tortur af fanger. Det er svært at glemme de groteske scener med mishandlede fanger fra fængslet Abu Ghraib.

Listen over katastrofer er lang. Uddrivelsen af ældgamle religiøse samfund fra Irak, ødelæggelsen af historiske monumenter af Islamisk Stat.

På lang sigt har Irakinvasionen gjort det svært for vesten at hæve den moralske fane i international politik.

Diktatorer lærte, at det bedste middel til at undgå invasioner på er at besidde atomvåben, og at det hverken hjalp Gaddafi eller Saddam Hussein, at de havde indgået aftaler om af lade være med at skaffe sig dem.

Skråsikre fordømmelser

Så ja, jeg tog fejl.

 Hvis jeg forsigtigt må kritisere de meget skråsikre fordømmelser af invasionen og de løgne om masseødelæggelsesvåben, som gik forud, så synes jeg egentlig, at man har en tendens til at overse, at alternativet ikke var peace, love and understanding.

Han legede kispus med de våbeninspektører, som skulle kontrollere, at han ikke anskaffede sig masseødelæggelsesvåben

Saddam Hussein var en af det 20. århundredes mest brutale og morderiske diktatorer. Hans invasion af Iran i 1980 havde kostet mellem en og to millioner døde under otte års krig, hvor han i øvrigt fik betydelig støtte fra USA.

Han havde invaderet Kuwait i 1991. Han legede kispus med de våbeninspektører, som skulle kontrollere, at han ikke anskaffede sig masseødelæggelsesvåben, og sanktionerne mod Irak for ikke at overholde kravene i fredsaftalen efter den 1. Golfkrig i 1991 kostede også tusindvis af menneskeliv.

Fortsatte repressioner

Det samme gjorde Saddam Husseins styres repressioner og undertrykkelse af Iraks egen befolkning, hvor måske en kvart million blev myrdet.

Den såkaldte Operation Anfal mod de primært kurdiske områder i Nordirak i 1988 kostede ifølge Human Rights Watch mellem 50.000 og 100.000 menneskeliv.

Vi taler ikke om en god og fredelig verden med lykkelige irakere, hvis invasionen ikke havde fundet sted

Andre steder har jeg set anslåede tab på 150.000-200.000 dræbte. Det ville selvfølgelig være fortsat, hvis der ikke havde været en invasion af Irak.

Vi taler ikke om en god og fredelig verden med lykkelige irakere, hvis invasionen ikke havde fundet sted.

Jeg kan anbefale denne artikel i Foreign Affairs af Max Boot, en tidligere tilhænger af invasionen.

En lille tak

Denne klumme er en uge forsinket grundet en slem gang COVID.

Lad mig i øvrigt takke for reaktionerne på den forrige om import af arbejdskraft, og jeg regner med at vende tilbage til emnet i en senere klumme, hvor jeg også vil tage kommentarerne op.