Blå blok er gået i dvale – men ligger den røde i dødskramper?

Venstrefløjen vandt valget, men tabte magten, da Mette Frederiksen kastede sig i armene på Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen. Det skriver Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.
Foto: Dansk Folkeparti
Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.
Da stemmerne var blevet talt op efter Folketingsvalget stod det klart, at Mette Frederiksen - hvis hun ville - kunne have dannet en regering med støtte fra røde partier, tællende Radikale Venstre Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet samt de tre socialistiske, nordatlantiske mandater.

Endvidere kunne Socialdemokratiet og de socialistiske søsterpartier, der, modsat den aktuelle og umage konstellation mellem Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, havde været i stand til at levere på partiernes fælles ideer og løfter fra valgkampen.

Krisen i blå blok?

Mange politiske iagttagere og kommentatorer taler løbende om krisen i blå blok og understreger igen og igen, at der mangler et fælles projekt og fælles fodslag partierne i mellem.

Der peges især på Venstre - og partiets deltagelse i regeringen - som selve årsagen til den såkaldte krise i blå blok. Nogle er endda gået endnu længere og har kaldt Venstres deltagelse i den aktuelle regering for forræderi.

Faktum er jo bare, at det er rød blok, der har tabt terræn, mistet indflydelse og fået trukket stort set alle tænderne ud

Det, synes jeg, er at stramme buen. Faktum er jo bare, at det er rød blok, der har tabt terræn, mistet indflydelse og fået trukket stort set alle tænderne ud, alt imens Mette Frederiksen laver politik ind over midten med tydelige, lyseblå aftryk på alle aftaler.

Velfærdsstaten i opbrud

Det kunne tyde på, at det Danmark, vi kender, er under opbrud. Velfærdsstaten med de tydelige, socialdemokratiske aftryk og historiens vingesus, hvor koryfæer som Thorvald Stauning, H.C. Hansen, Hans Hedtoft og Anker Jørgensen havde som klare fællestræk, at den såkaldt jævne dansker var pejlemærket i deres politiske kompas.

Det er tydeligvis ikke tilfældet for den nuværende regering - og slet ikke for statsministeren. Hendes opgør med Thorning-tiden og den såkaldte nødvendighedens politik - står i dag mere og mere som en skinmanøvre end en dybtfølt overbevisning.

Vi må i hvert fald erkende, at statsministeren og Socialdemokratiet er tilbage ved Corydons teknokratiske udgangspunkt.

opgøret med de ellers i partiet så magtfulde fagforeninger må Socialdemokratiet have indkalkuleret som en nødvendig krigsskadeomkostning.

Meget tyder i hvert fald på et paradigmeskift på venstrefløjen og et markant opgør med de hævdvundne værdier i rød blok.

Senest valgte Socialdemokratiet at sløjfe Store Bededag uden at tage Fagbevægelsen med på råd, hvilket foreløbig har bragt socialdemokraternes deltagelse ved 1. maj-arrangementer flere steder i landet i fare.

Og opgøret med de ellers i partiet så magtfulde fagforeninger må Socialdemokratiet have indkalkuleret som en nødvendig krigsskadeomkostning.

Hvad med de gamle venner?

Spørgsmålet er bare om deres tidligere så gode venner i Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er helt på linje. Jeg tror nu nok, at jeg som vælger hos de to partier ville føle mig godt og grundigt taget ved næsen.

I hvert fald er det et faktum, at venstrefløjen i Danmark har svigtet eklatant på bagkanten af folketingsvalget i november måned sidste år.

Og sådan burde det jo i virkeligheden slet ikke været.

Venstrefløjen vandt jo valget, men jeg skal da love for, at man tabte magten - da Mette Frederiksen kastede sig i armene på de to tidligere hovedfjender - Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen.

Hvis jeg var eksempelvis SF’er, så ville jeg seriøst være i vildrede

Selv gældende forlig med de traditionelle socialistiske samarbejdspartnere, har Socialdemokratiet valgt at annullere for øjnene af de måbende samarbejdspartnere.

Hvis jeg var eksempelvis SF’er, så ville jeg seriøst være i vildrede. Først og fremmest ville jeg undre mig over, at hverken Pia Olsen Dyhr eller Maj Villadsen tilsyneladende har i sinde at etablere en egentlig rød opposition for at trække regeringen i en mere venstreorienteret retning.

Og det er dybt mærkværdigt. Men enten slikker de damer stadig sårene efter Mette Frederiksens afvisning i forbindelse med regeringsdannelsen, eller også er de bare handlingslammede. Det kommer der bare sjældent noget godt ud af.

Nogen skal jo kæmpe for helt almindelige mennesker

Der er jo nogen på Christiansborg, der skal kæmpe den vedholdende kamp for de borgere, der har det vanskeligst i Kongeriget Danmark.

vi kommer aldrig til at stoppe med at påpege potentialer for forbedringer - hverken over for den nuværende eller kommende regeringer

Og når nu Venstrefløjen lader til at have deponeret deres arbejdsvillighed og kampiver i et eller andet mørkt kælderlokale - måske fordi skuffelsen over alligevel ikke at kunne indtage ministerbilerne simpelthen blev for stor - så er jeg personligt glad for, at Dansk Folkeparti stadigvæk står vagt om de samme værdier som altid.

Og vi kommer aldrig til at stoppe med at påpege potentialer for forbedringer - hverken over for den nuværende eller kommende regeringer.

Men det er klart, at vi jo gerne vil gøre det sammen med nogen, der også kan se værdierne i at kæmpe for fair og rimelige vilkår for politibetjenten, kokken, rengøringsassistenten, maskinarbejderen og skolelæreren - altså helt almindelige mennesker, med helt almindelige jobs, med helt almindelige liv.

Medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Venstrefløjen vandt valget, men tabte magten, da Mette Frederiksen kastede sig i armene på Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen."

Det er ikke ligefrem fordi, jeg føler nogen begejstring for den regering, vi har fået nu, men at venstrefløjen vandt valget, er simpelthen noget sludder. Det stod De Radikale godt og grundigt i vejen for.

Ja de røde partier vandt eller gjorde de,radikale var jo ustabile.Det var da Moderaterne og venstre der stod og bankede på Mette F s dør, ikke omvendt.
Og de blå partier inkl.DF er jo intet alternativ til noget, de roder rundt. De prøver med deres strenge udlændingepolitik, men det er fortid, det vindes der ikke valg på mere.
Selv er jeg afventende mht SVM regeringen. Men følger dem nøje.

Håbløs artikel fra DF”er M. Vistisen . Mette gik til valg på en regering hen over midten ,det lykkedes.
Klogt ikke at danne en rød regering med så spinkelt et flertal . Iøvrigt utroligt at ham og hans parti gerne vil stå frem som redningen for den alm. lønmodtager
Vi husker da alle DF samarbejde med blå regeringer som støttede alle blå foreslag ,bare man fik noget på udlændinge politikken . Håber da vælgerne er klogere

Sikke en gang vrøvl og typisk for DF at pege fingre af andre - hvad gjorde DF selv for de svage og udsatte - da de ved valget i 2015 blev det største parti i den borgerlige blok ?
De lagde stemmer til Hjort og Løkkes omprioriteringsbidrag som ramte bredt - de var med i finansloven 2015 - der forringede boligtilskudsordningen for tusindvis af pensionister etc etc -

Det var jo den almindelige opfattelse at DF ikke turde påtage sig det ansvar , som eks at indgå i en forpligtendende regering - som deres mandatantal ville have gjort muligt -

Næ nej - ansvaret åg blev for tungt at bære - Så var det mere tilitækkende at Kjærsgård fik formandsposten for folketinget - Det gennemskuede partiet vælgere da også - og gav partiet en velfortjent lussing ved valget i 2019 -
Og så den falske fortælling om at der var et rødt flertal efter valget i 2022 - Den ser jeg ingen grund til kommmentere på her - Det har Thor højere oppe på tråden her - så udmærket gjort klart og tydeligt -

Annonce