Derfor blev socialdemokrat ikke genindstillet til Kvinderådet: Behandlede ansatte dårligt

Den nu tidligere formand for Kvinderådet afviser: “Den fremstilling kan jeg slet ikke genkende”
Foto: Socialdemokratiet
Yildiz Akdogan, nu tidligere forkvinde for Kvinderådet
Socialdemokraten Yildiz Akdogan var indtil sidste måned formand for Kvinderådet. Men 27. marts fik rådet ny styrelse og ny forkvinde i skikkelse af Maria Jose Landeira Østergård.

I stedet for Akdogan indstillede Socialdemokratiets hovedbestyrelse den tidligere formand for DSU i København, Cecilie Sværke Sommerlund, som nyt medlem af Kvinderådets styrelse.

Akdogan blev ikke genindstillet af partiets hovedbestyrelse af to årsager, erfarer Netavisen Pio fra flere kilder tæt på forløbet.

Dels forsømte Akdogan at bede hovedbestyrelsen om at blive genindstillet. Selv om det både mundtligt og skriftligt blev understreget over for alle styrelsens medlemmer, at de skulle huske at få deres organisationer til at genindstille dem, der var på valg i marts, heriblandt Yildiz Akdogan.

Ansatte truede med at sige op

Derudover blev den socialdemokratiske hovedbestyrelse fra flere sider advaret om, at Yildiz Akdogan ikke behandlede ansatte i Kvinderådet ordentligt. Og også at der var ansatte i rådet, som ville sige op ifald Akdogan fortsatte som formand for Kvinderådet i endnu en periode.

Over for Netavisen Pio afviser Yildiz Akdogan kategorisk, at hun har behandlet ansatte i Kvinderådet dårligt:

Sådan et menneske er jeg slet ikke

“Det kan jeg slet ikke genkende. Sådan et menneske er jeg slet ikke. Jeg mener, man skal behandle alle mennesker ordentligt. Det her er et karaktermord, en heksejagt.”

Yildiz Akdogan afviser også kategorisk, at hun forsømte at søge genopstilling hos den socialdemokratiske hovedbestyrelse:

Det passer ikke

“Det passer ikke. Jeg henvendte mig til partikontoret, der oplyste mig om, at jeg skulle sende en motiveret ansøgning. Det gjorde jeg - og jeg gjorde det til tiden,” siger Yildiz Akdogan til Netavisen Pio.

Ville ikke have opnået valg

Netavisen Pios kilder understreger, at der på baggrund af den udbredte utilfredshed med Akdogan i Kvinderådet ikke var udsigt til, at hun ville blive genvalgt til Kvinderådets styrelse af Kvinderådets organisationer - selv om Socialdemokratiets hovedbestyrelse havde valgt at genindstille hende:

“Hvis Socialdemokratiet havde trodset advarslerne og genindstillede Yildiz til Kvinderådets styrelse, så ville det være endt med, at Yildiz ikke var blevet genvalgt af rådets organisationer. Og så ville Socialdemokratiet ende med at stå uden repræsentation i Kvinderådet for første gang i en menneskealder," forklarer en S-kilde tæt på forløbet.

Kvinderådet arbejder for kvinders rettigheder og ligestilling

Kvinderådet er en paraplyorganisation for over 40 forskellige samfundsorganisationer.  

Kvinderådet arbejder for at fremme kvinders rettigheder og vilkår med det formål at skabe ligestilling, nationalt og internationalt.

Kvinderådet er historien om at gøre det umulige muligt. Kvinderådet blev stiftet i 1899 som talerør for danske kvinder internationalt og har sidenhen været en vigtig driver for kvinders rettigheder og ligestilling, både herhjemme og ude i verden.

Kvinderådets aktiviteter knytter sig til tre arbejdsområder: Debat og videndeling, Politik og påvirkning og Internationalt samarbejde.

Kilde: Kvinderådet

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

“Den fremstilling kan jeg slet ikke genkende”

Selvfølgelig kan hun ikke det. Desuden er det de ansatte som ikke har den nødvendige robusthedsfaktor som jobbet nu en gang kræver. Ingen tager vel skade af at blive overfuset et par gange om dagen.

Måske hun skule melde sig syg med stress et år med fuld løn og pensionsindbetaling. Så kunne de ansatte få et pusterum og komme sig. De kan nemlig ikke melde sig syg i et år med fuldløn og pensionsindbetaling. Efter bare 3 måneder ryger de ud grundet sygdom i det "moderne" Nye Danmark.

Så den omvendte stressfaktor. Ja tak.

Interessant kommentar

Hvad baserer du din udtalelse på, Rasmus?

Desuden. Politikere melder sig gerne syg for at undgå alle de strabadser de selv har skabt. Vi andre er bare dovne, når vi bliver ramt. Det kan man jo tydelig se med Arne-Pensionen, hvor friske mennesker fra C holdet nu forlader arbejdsmarkedet bare for at få mere fritid. 43 år som Jord & Beton arbejder er da ingen ting i forhold til 4 år på Christiansborg.

Og desuden, igen :-) Når C holdet dovner den af på Arne-Pension, så risikere A holdet at miste penge ved at betale top-skat og b-holdet at skulle arbejde endnu mere bag hæve/sænkebordene.

Har Socialdemokratiet en repræsentant i Manderådet så mænds ligestilling tilgodeses? Eller er de kun Netværket Thorvald der kæmper for mænds rettigheder. Se manderaadet.dk.

Simon Simonsen, vores formand, er Socialdemokrat.

Annonce