Fremtrædende journalist springer ud som politiker: Blev træt af at sidde på frelst medie og råbe

Politikens debatredaktør Magnus Barsøe vil i Europa-Parlamentet for det parti, han i årevis har kritiseret.
Foto: Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix
Politikens debatredaktør Magnus Barsøe vil i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.
Som debatredaktør på Politiken, i Debatten på DR og som paneldeltager på TV2/News har man i mange år kunnet se Magnus Barsøe svinge pisken over Socialdemokratiet.

Nu kaster han sig ind i kampen om at blive valgt til Europa-Parlamentet for netop Socialdemokratiet.

Den 42-årige journalist blev torsdag aften indstillet som kandidat af den socialdemokratiske partiforening på Amager.

Det betyder et farvel til rollen som revser af magten og ind i en ny rolle som den, der skal komme med løsningerne.

"Jeg har kunnet mærke på mig selv, at jeg blev træt helt ned i maven af at sidde på det lidt frelste Politiken og skælde ud på alt og alle - og især Socialdemokratiet over, at der ikke kom nok rød-grøn politik," siger han til Netavisen Pio, og fortsætter:

“Min kloge og tålmodige kone sagde så: “Magnus, hvis du virkelig mener noget alvorligt med det, så gør dog noget ved det i stedet for at skælde ud”.

“Og det er så det, jeg har gjort,” fortæller han.

Risiko for ydmygelse må ikke blive undskyldning

Beslutningen om at ville forfølge en politisk karriere betyder, at Magnus Barsøe nu stopper som debatredaktør på Politiken.

"Det er selvfølgelig en stor beslutning at sige farvel til et godt job, som jeg har været rigtig glad for, og kaste sig ud i noget usikkert, hvor det i første omgang er op til medlemmerne af Socialdemokratiet og siden vælgerne at afgøre, om de vil have mig.

"Men jeg synes, at jeg har noget at tilbyde, og selvom der er en risiko for en offentlig ydmygelse ved måske ikke at blive valgt, så skal det ikke være en undskyldning for ikke at kaste sig ind i noget, man brænder for".

Optimistisk klima-forkæmper

Og det den nyudsprungne socialdemokrat brænder for er særligt to emner, som han især vil slå på, hvis han skulle blive valgt til Europa-Parlamentet:

Hvordan udnytter vi klimakrisen til at blive en fordel for virksomheder og lønmodtagere, og hvordan sikrer man den fri og fair konkurrence i Europa.

"Jeg forstår derfor godt, hvis der er mange, der er bekymrede og frustrerede med vores politiske ledere og som savner handling."

Nu handler det politisk om at sikre, at når der bliver skabt grønne arbejdspladser, så bliver de her i Danmark

"Det er nemt at falde ned i et sort hul af pessimisme, men jeg er faktisk optimist,” fortæller han.

“Jeg sidder i øjeblikket og skriver på en debatbog om klimakrisen, og når jeg taler med iværksættere, virksomheder og smede, der laver vindmøller, så står det helt tydeligt for mig, at der er sket et skifte.”

“Hvor den grønne omstilling tidligere blev set som en hæmsko, er der nu konsensus om, at det er en bunden opgave som skal løses.”

“Og det kan lade sig gøre, og nu handler det politisk om at sikre, at når der bliver skabt grønne arbejdspladser, så bliver de her i Danmark og i Europa, i stedet for at gå til USA og Kina.”

“Derfor handler det om at sikre, at når vi for eksempel laver grønne tiltag i Danmark, at virksomhederne ikke bare flytter produktionen til et andet EU-land, som har lavere krav".

Kapitalismen er forkølet

Det andet, som Magnus Barsøe peger på, er EU's kamp for at sikre bedre konkurrence blandt europæiske virksomheder.

Den forkølelse, som viser sig, når vi ser gigantiske milliardoverskud blandt olieselskaber og groteske bonusser til spekulanter

"Jeg tilhører den del af Socialdemokratiet, som mener, at hvis ikke kapitalismen er syg, så er den i hvert fald forkølet.”

“Den forkølelse, som viser sig, når vi ser gigantiske milliardoverskud blandt olieselskaber og groteske bonusser til spekulanter, der tjener kassen på at malke energikrisen, under dække af inflation, alt imens almindelige danske lønmodtagere har svært ved at få råd til at betale deres regninger.”

“Her skal EU spille en helt central rolle for at sikre den fair og fri konkurrence, sætte en stopper for at selskaber kan få monopollignende forhold," siger han.

Fokus på det europæiske

Du har især i din tid på Politiken været meget kritisk overfor Socialdemokratiet. Nu skal du til at være en del af holdet. Hvordan har du det med det?

"Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg har været - og stadig er meget skeptisk overfor hele ideen med en SVM-regering, men jeg har forståelse for, at det var sådan, at mandaterne faldt ud."

"Men jeg har gjort op med mig selv, at de ting som jeg brænder for, og tror jeg kan gøre en forskel med, ligger i det europæiske og det er det, jeg vil fokusere på, hvis jeg bliver kandidat," siger han.

Om Magnus Barsøe også bliver opstillet til næste års europaparlamentsvalg, afgøres på et opstillingsmøde den 14. maj.

Her vil han blandt andet skulle kæmpe med tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod om en af de tre pladser som socialdemokraterne i Region Hovedstaden har til rådighed.

Fakta om Magnus Barsøe


Født 1981
Uddannet cand.merc. på Copenhagen Business School
Tidligere debatredaktør på Finans.dk og journalist på Financial Times
Forfatter til bogen 'Gud bevare afdragsfriheden' (2018)
Gift med journalist Nola Grace Gaardmand og far til to.
Bor på Amager.
Medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i JP/Politikens Hus A/S

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja, ja, da. Kommer han i EU-parlamentet, får han næppe nogen økonomiske bekymringer fremover.
"...jeg blev træt helt ned i maven af at sidde på det lidt frelste Politiken..."
At Politiken skulle være bare lidt frelst, er da vist en underdrivelse af de helt store.
Men nu er han jo medlem af Klimakirken, så det kommer nok til at gå ham godt.

Det er godt at se så mange kvalificerede sosser stille op til du valget, Schaldemose,Fuglsang, Jeppe kofod og nye yngre kræfter samt denne journalist, rigtig godt, håber vi får et godt valg, det er med stærke folk som kandidater, dejligt

Helle - ved du at Magnus Barsøe er 'sosser' eller har han bare meldt sig ind i S for at få nogle FEDE år i EU med blyantspenge (du ved over 30.000kr skattefrit hver måned som han ikke skal redegøre for) og alle de andre goder

Han var i sin studietid bl.a. næstformand i Frit Forum Roskilde, så han har i al fald haft interesse for et socialdemokratisk værdigrundlag i minimum et par årtier.

Han var i sin studietid bl.a. næstformand i Frit Forum Roskilde, så han har i al fald haft interesse for et socialdemokratisk værdigrundlag i minimum et par årtier.

Han var i sin studietid bl.a. næstformand i Frit Forum Roskilde, så han har i al fald haft interesse for et socialdemokratisk værdigrundlag i minimum et par årtier.

Ja, selvfølgelig stiller Magnus Barsøe op for S, næsten alle journalister er socialdemokrater, - måske alligevel lidt overraskende, for Magnus lyder og har gode holdninger som var han borgerlig. Derfor ærgerligt at han ønsker at spilde sit politiske talent der, hvor alting er drevet af ideologi og idealisme. Men trist, hvis Magnus i en alder af bare 41 år ønsker at pensionere sig selv i EU-parlamentet, dog til en større ydelse end alle andre uden for politik.

Kommentar:

Altid et positivt tiltag, at nogen vil opstille, som kandidat til Folketinget, EU, Byråd og Regioner, nu når udvalget til opstillede kandidater er så beskeden som det er, da kun omkring 2.5% af danskerne er medlem af en politisk forening...

Har iøvrigt fulgt Magnus Barsøe's debatter, som jeg finder interessante, og ja Socialdemokratiet har selvfølgelig også stået for skud, hvad er helt berettiget, da der virkelig har været noget at kritiserer sig over...

Men derfor kan man jo sagtens stille op for Socialdemokratiet til EU, så tillykke med det !

God Weekend,

Erling Drews...

Annonce