Kulturminister om Jon Stephensens nye MeToo-sag: “Det er en alvorlig sag”

”Du virker klog og er smuk med den lækreste krop,” skriver Moderaternes udenrigs- og kulturordfører til 19-årigt partimedlem - sagen får konsekvenser, oplyser gruppeformand
Foto: Folketinget/Marie Hald
Jon Stephensen, medlem af Folketinget (M)
Moderaternes omstridte udenrigs- og kulturordfører, Jon Stephensen, blev i weekenden belastet af endnu en sag, denne gang en MeToo-sag, hvor et ungt kvindeligt medlem af Unge Moderater er offeret. Partiets kulturminister Jakob Engel-Schmidt betegner det som “en alvorlig sag”. Partiets gruppeformand, Henrik Frandsen, understreger at sagen får konsekvenser.

“Du virker klog og smuk med den lækreste krop,” har 63-årige Jon Stephensen således skrevet til et 19-årigt kvindeligt medlem af Unge Moderater.

Det skriver TV 2 Nyhederne.

Over for TV 2 beskriver den unge kvinde, hvordan hun mødte Jon Stephensen til et politisk møde i slutningen af 2022. Og hvordan de tre måneder senere genoptog kontakten via det sociale medie, Instagram.

I begyndelsen skrev de sammen om blandt andet det unge partimedlems valg af uddannelse, og Jon Stephensens politiske arbejde. Men en sen nattetime i februar skiftede Jon Stephensen tone. Den 19-årige blev utilpas, men sagde ikke direkte fra:

“Jeg har skammet mig over det og har haft brug for at tænke mig om. Jeg vil ikke skabe problemer, men det kan lige så godt ske for en anden person, så jeg håber, at min historie kan gøre andre, der måske har oplevet det samme, mere trygge ved at sige fra,” siger den 19-årige kvinde til TV 2-Nyhederne.

Kulturminister tager afstand

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) tager "personligt afstand" fra Jon Stephensens beskeder:

Personligt tager jeg afstand fra den dialog

“Det er en alvorlig sag. Personligt tager jeg afstand fra den dialog, som jeg kan forstå, der har været mellem Jon Stephensen og en pige, der er mange år yngre og medlem af Unge Moderater,” siger Jakob Engel-Schmidt  i forbindelse med et pressemøde mandag eftermiddag i Finansministeriet om den netop indgåede brede finanslovsaftale.

Under pressemødet bliver Engel-Schmidt spurgt, om hvorvidt sagen efter hans opfattelse bør få konsekvenser for Jon Stephensen. Engel-Schmidt svarer ikke direkte på spørgsmålet. I stedet gentager han, at der er tale om en alvorlig sag, og at der er indkaldt til et møde med Jon Stephensen tirsdag.

Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, understreger mandag eftermiddag, at sagen får konsekvenser for Jon Stephensen:

“For os er det meget, meget vigtigt, at hvis man er en ung politiker også kan føle sig tryg i Moderaterne. Vi har indkaldt Jon Stephensen til et møde med ledelsen. Når det møde er gennemført, vil vi tage de nødvendige konsekvenser,“ siger han til TV 2.

Frandsen vil først efter mødet tirsdag udtale sig nærmere om, hvilke konsekvenser sagen får for Stephensen.

Når det møde er gennemført, vil vi tage de nødvendige konsekvenser

Søndag tog Moderaternes partisekretær, Kirsten Munch Andersen, ligeledes afstand fra Stephensens beskeder.

Unge Moderater opfordrer på baggrund af den nye sag moderpartiet til at ekskludere Jon Stephensen.

Beskyldes for magtmisbrug

Jon Stephensen er i forvejen belastet af andre sager.

Tidligere kollegaer og samarbejdspartnere har til medierne fortalt om grænseoverskridende oplevelser, de har haft med Jon Stephensen som teaterdirektør på Østre Gasværk og Aveny T. Oplevelser, hvor de har oplevet Jon Stephensen manipulere, true og misbruge sin magt.

En yngre, kvindelig skuespiller har fortalt om, at hun følte sig presset og manipuleret af Jon Stephensen til i sidste ende at acceptere, at nøgenbilleder af hende blev anvendt til at markedsføre en teaterforestilling.

Bestyrelsen på Aveny T. beskylder desuden Jon Stephensen for at have afholdt udgifter til dækning af blandt andet privat husleje uden tilladelse. Og han beskyldes også for at have forfalsket en underskrift.

Jon Stephensen har offentligt beklaget, hvis nogen har haft dårlige oplevelser med ham. Han afviser at have brugt penge til dækning af privat husleje uden at have fået tilladelse hertil. Han afviser også pure at have forfalsket en underskrift.  

Skuespillerforbund har kendt klagesager

Dansk Skuespillerforbund har de seneste år sagsbehandlet to konkrete sager, hvor medlemmer har haft problemer med tidligere Jon Stephensen.

Det oplyste formand for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, over for Netavisen Pio tilbage i marts:

Vi har sagsbehandlet to konkrete sager

"Skuespillerforbundet har gennem de sidste fire år fået flere henvendelser fra medlemmer og har haft flere sager om Jon Stephensens ledelse. Vi har sagsbehandlet to konkrete sager. Og så har vi fået flere forespørgsler om noget, som jeg ikke kan gå nærmere ind i."

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

“Du virker klog og smuk med den lækreste krop,”

man kan ikke sige det samme om Jon Stephensen

Hans krop kan der sikkert være mange meninger om, og fred være med det. Men klog virker han fandeme ikke.

Han har gjort sig til grin, dumme ældre mand, der har forløbet sig, men hun har jo haft en dialog, og hvad har den drejet sig om?

Det dumt gjort.

Jamen, den unge kvinde har da naturligvis spurgt "Hvad synes du egentlig om mig, kære Jon? Bare vær ærlig." :-(
Eller noget ... :-(
Hvis man så tror, at man er Guds gave til kvinderne, så svarer man selvsagt positivt og opmuntrende ... for hendes skyld :-(
Alder er jo bare et tal, ikke?
Hvordan ville reaktionen mon have været, hvis det havde været en erklæret (kvindelig) cougar, der havde skrevet det samme til en ung og smækker Adonis?

Kvinder er mærkelige.
Hvis det havde været NIKOLAJ COSTER-WALDAU, så havde damen jublet, men nu var det bare en lille grim politiker, og så er helvede løst.
Men ingen tvivl om at Jon Stephensen har kvajet sig. Han skal nok hellere gå til enkebal, og fyre sine komplimenter af der.

Annonce