Det første skulle efter sigende have været et krav fra de gamle FTF-forbund, der så med skepsis på LO-fagbevægelsens tætte bånd til Socialdemokratiet.

Og de manglende socialdemokratiske talere? 

Det skyldes især de gamle LO-forbund, som er rasende over SVM-regeringens afskaffelse af store bededag.

Endnu et år med færre grunde til at dukke op

Der kan argumenteres for begge beslutninger.

Både afskaffelsen af politiske talere i Fælledparken, der alt for ofte gik op i røg og damp med autonome ballademagere, samt fagbevægelsens behov for at sende et signal til en egenrådig regering

1. maj er ikke længere det folkelige tilløbsstykke, det var engang

Ikke desto mindre er sagen bare, at arrangørerne af 1. maj for andet år i træk skærer ned på aktivitetsniveauet. Facit bliver, at der er færre gode grunde til at dukke op til 1. maj.

Det kunne give mening i en situation, hvor landets lønmodtagerne stod i kø for at fylde fagforeningsteltene rundt omkring i landet. Det er bare ikke tilfældet særligt mange steder.

1. maj er ikke længere det folkelige tilløbsstykke, det var engang.

Højrefløjen er misundelig. Med god grund

Men selv om deltagerantallet ikke er det samme som for 50 år siden, og selv om borgerlige chefredaktører med slet skjult skadefro hvert år udråber kampdagens irrelevans og snarlige hensygnelse, så er er det stadig værd at værne om 1. maj.

1. maj tilhører alle arbejdere og alle, der identificerer sig med arbejdernes historiske kamp

For i virkeligheden er højrefløjens kritikere misundelige. Med god grund. Med 1. maj har arbejderbevægelsens organisationer og partier en helt unik platform til at fejre sig selv og sætte dagsordenen for fremtidens kampe.

Det er fagbevægelsen, der har førstefødteretten til 1. maj, men det er ikke fagbevægelsens monopol.

1. maj tilhører alle arbejdere og alle, der identificerer sig med arbejdernes historiske kamp.

Hvem var det, der indførte otte-timers dagen?

Det gælder ikke mindst Socialdemokratiet, der udover at have været den altdominerende politiske kraft i arbejderbevægelsen, også var partiet, der gennemførte de oprindelige 1. maj krav: Otte timers arbejde, otte timers fritid, otte timers hvile.

De socialdemokratiske talere kan selvsagt erstattes med repræsentanter for den yderste venstrefløj. De skal være så velkomne.

Men det er værd at minde om, at når fagbevægelsen kan fejre 150 år som hovedaktør i samfundsudviklingen, så er det fordi, man har prioriteret resultater og indflydelse frem for protest.

Når over en million lønmodtagere er organiseret i Fagbevægelsens Hovedorganisation, så er det fordi, de vil have noget for pengene

Det samme kan ikke siges om den yderste venstrefløj i form af kommunisterne og deres senere aflæggerpartier i form af Enhedslisten.

Maj Villadsen og hendes partikammerater er gode til resolutioner, men efter et efterhånden langt politisk virke, har de meget lidt at vise frem for indsatsen.

Hvad vil arrangørerne med 1. maj?

Derfor må det også være på sin plads at spørge arrangørerne, hvad de så vil sætte i stedet? 

Er det virkelig planen bare at plukke fra aktivitetslisten, indtil kun underholdningen og fadølsankeret står tilbage? 

Politisk indflydelse, tryghed og gode overenskomstresultater. Det er vi stadig nogle, der mener bedst opnås i samspil med Socialdemokratiet

Når over en million lønmodtagere er organiseret i Fagbevægelsens Hovedorganisation, så er det fordi, de vil have noget for pengene.

Politisk indflydelse, tryghed og gode overenskomstresultater. Det er vi stadig nogle, der mener bedst opnås i samspil med Socialdemokratiet.

Om ikke andet, så fordi der ikke er nogle alternativer.