Annonce

Selvfølgelig skal Claus Hjorts sag blive bag lukkede døre

Der findes principielle argumenter mod lukkede retssager. Men når muligheden eksisterer, så er det netop til sager som retssagen mod Claus Hjort.
Foto: Forsvarsministeriet/Stig Stasig
Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Absurd”, “uværdig” og “håbløst”.

Der bliver ikke sparet på krudtet i avislederne om retssagen mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). En retssag, som kommer til at foregå bag lukkede døre, hvilket betyder, at medierne og offentligheden ikke får adgang til at følge retssagen.

Den forhenværende politiker er tiltalt for at have forbrudt sig mod den ultra-hårde paragraf §109, der handler om at røbe statshemmeligheder.

Sagen er kompleks

Sagen er kompleks, men handler kort fortalt om, at Trine Bramsen (S) som forsvarsminister hjemsendte en række chefer i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), efter kritik fra det uafhængige Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).

Herefter begyndte oplysninger om et tophemmeligt kabelsamarbejde mellem FE og amerikanske NSA at lække til pressen. Et kabelsamarbejde, som Claus Hjort Frederiksen bekræftede eksistensen af i blandt andet TV-programmet ‘Lippert’.

Ifølge Ekstra Bladet er der tale om en tragedie for retssikkerheden. Ifølge Berlingske er der tale om en politisk strid. Weekendavisen har på forhånd har konkluderet, at de skyldige er den forhenværende S-regering og departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen.

I en retsstat bør udgangspunktet være, at retsprocessen er offentlig.

Når retssager alligevel gennemføres bag lukkede døre, skyldes det særlige hensyn. Såsom at give anklagemyndigheden mulighed for at fremlægge bevismateriale, der er klassificeret. Altså hemmeligstemplet.

Det er et juridisk dilemma og i sidste ende noget en dommer tager stilling til.

Forsvaret for Hjort er alt andet end konsekvent

Avisledernes forsvar for at dørene skal være åbne i Claus Hjort Frederiksen-sagen er alt andet end konsekvente.

Dagligt retsforfølges personer fra samfundets bund for lukkede døre. Deres retssikkerhed skal ikke stilles ringere end rigets mest magtfulde og agtede mænd med dyre advokater, netværk i medierne og forbindelser i regeringstoppen.

I sidste ende må det handle om, hvorvidt man har tillid til de domstole, der afsiger dommen.

Det er ikke sådan tavshedspligt fungerer

I forsvaret for Claus Hjort Frederiksen henvises til, at de statshemmeligheder, han er sigtet for at have røbet, i forvejen var offentligt kendte.

Derfor er lukkede døre overflødige, lyder logikken.

Det er bare ikke sådan hverken tavshedspligt eller klassificering fungerer. Den forhenværende amerikanske whistleblower og nuværende russiske statsborger Edward Snowden omtalte i 2014, den generelle eksistens af et kabelsamarbejde mellem NSA og FE.

var ekstremt detaljerede og hidtil upublicerede

De detaljer, der i 2020 lækkede til DR, Weekendavisen og Berlingske var ekstremt detaljerede og hidtil upublicerede.

Da Claus Hjort tiltrådte som forsvarsminister i 2016 skrev han under på at hemmeligholde samarbejdet og andet klassificeret materiale. Den tavshedspligt gælder for livet og ophører ikke trods politikere og journalisters udvidede ytringsfrihed.

Claus Hjort var den første myndighedsperson i verden, der validerede Snowdens oplysninger.

Hemmeligheder kan kun afklassificieres af begge parter

Klassificerede oplysninger forbliver klassificerede, uagtet hvem der lækker dem. Det gælder især oplysninger, der er indhentet i samvirke med fremmede magter.

Hvis Danmark og USA har et efterretningssamarbejde, så kan Danmark ikke alene beslutte sig for at offentliggøre det.

FE-sagen har allerede haft katastrofale konsekvenser for Danmarks anseelse som troværdig efterretningssamarbejdspartner. En fuld offentlig retssag med fremlæggelse af hemmeligstemplede beviser risikerer at gøre katastrofen komplet.

Justitsministeren bør bruge sin magt til at lægge retssagen ned, mener Anders Fogh Rasmussen. Det er værd at overveje, men risikerer at sende det signal til vores allierede om, at det ikke har konsekvenser at lække fælles hemmeligheder.

Amerikanerne har ikke for vane at se med overbærenhed på den slags. Tværtimod.

Hvis lukkede døre skal give mening, så er det i denne sag

Hvis Claus Hjort Frederiksens position gør at retssagen mod ham droppes eller ikke kan gennemføres, så risikerer det at skabe en de facto straffrihed i eliten. Noget lederskribenterne ellers har udtrykt bekymring for i minksagen.

risikerer det at skabe en de facto straffrihed i eliten

For der er ingen tvivl om, at havde det været yngste fuldmægtig i Forsvarsministeriet eller en konstabel i en efterretningssektion, der havde lækket oplysningerne om kabelsamarbejdet, så var hammeren faldet uden indvendinger.

Claus Hjort Frederiksen er ikke en forsmået analytiker som Frank Grevil, en forelsket tolder eller en 21-årig hjemmeværnssoldat. For dem falder straffen uden nåde.

Claus Hjort Frederiksen har tværtimod i årtier været betroet med nogle af Danmarks vigtigste hemmeligheder og det største ansvar. Derfor må man sige: Hvis det nogensinde skal give mening med lukkede retssager, så er det nu.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det her drejer sig slet ikke om Claus Hjort Frederiksen, men om retsprincipper og gældende lov og orden.

Jura er ikke nogen eksakt videnskab, så en og samme sag kan sagtens blive fortolket forskelligt i forskellige retsafgørelser, så værre er det heller ikke. Politiet må fx ikke lyve i retten, men alligevel har vi eksempler på at en højtstående politimand har løjet i retten, men alligevel ikke har fået nogen straf for mened.
Om CHFs-sagen har den store betydning som anklagemyndigheden lægger frem, er muligvis tvivlsom, men det får vi næppe at vide. Åbenhed i retsplejen bør være hovedprincippet, især når det ser ud til at det han er anklaget for, ikke tidligere har været drøftet før Lippertudsendelsen. At tro at man i USA - med sine massive problemer med læk af oplysninger der ser ud til at være meget alvorligere end den som CHF er blevet anklaget for-virker temmelig absurde: Mon ikke der er foretaget handlinger som enhver ved kan ske. Tænk på retorikken om spionage mod Danmark begået af spioner fra Rusland. Det er som om der her er tale om at Rusland er det eneste land der har spioner. Danmark har skam også nogle i Rusland, må man formode. Man indgik i øvrigt for år tilbage aftaler landene imellem om de såkaldte "tillidskskabende foranstaltninger" eller hvad man nu kaldte dem. De gik stort set ud på at man gav hinanden charte blanche til at kontrollere hinanden mhp. at sikre at uheld og fejlhandlinger ikke førte til en atomkrig. Det ser ikke ud til at det er tilfældet her.

Jeg har tillid til det danske retssystem og det er ok det sker for lukkede døre. Jeg undrede mig, da Hjort lød munden løbe på tv, og jeg undrede mig da han mente fe sagen blot kunne håndteres i stilhed internt. Er han uskyldig, får han oprejsning og modsat dømmes han sikkert med betinget dom gr. Alder og helbred. Men det er selvfølgelig æreskrænkende.

Efter minkskandalen har jeg ikke tiltro til retssystemet .Over 1000 familier mistede deres levevej,
og har stadigvæk ikke fået udbetalt deres erstatninger. Typisk mette.

Hvor har du det tal fra? 1000 familier - det er flere tusinde personer. Det giver ingen mening.
Minkene skulle være slået ned alligevel. I stedet blev de aflivet, og ejerne har fået tilkendt en stor erstatning. Kun en fejl: erhvervet blev ikke nedlagt for stedse, så dyreplageriet kan fortsætte - desværre

Åbenhed i offentlige forhold gavner altid demokratiet bedst, så naturligvis skal retten og dens sagsbehandling være åben for enhver. Man kan ikke påberåbe sig statens sikkerhed eller hvad man nu kan finde på til lejligheden, for hvem er staten, hvis det ikke er os alle sammen i samme samfund. Man kan komme med alle mulige juridiske spidsfindigheder og krumspring for at holde det hele inden for en snæver, lukket kreds, som var der tale om et mafiøst foretagende. Det er i strid med demokratiet at opretholde en stat i staten, sådan som efterretningstjenesterne jo i realiteten er. Vi har ikke brug for disse skumle foretagender, der har fri adgang til statskassen til at berige sig selv, som man har set det i flere sager. I alle mulige andre sammenhænge hyrer man jo rask væk konsulenter, detektiver o.l. fra diverse specialfirmaer. Det kan man også gøre her. Duer de ikke, er det ud af vagten, og nye må til.

Ug med kryds og slange til Niels Jespersen. Det er en fremragende artikel. Endelig en person der fatter helt til bunds hvad denne sag drejer sig om: En sur ældre eksminister, der skulle tryne en modig Trine Bramsen, som gjorde det eneste rigtige på baggrund af den indberetning hun fik fra tilsynsudvalget.

Nemlig Vagn!

En modig Trine Bramsen? I hvert fald ikke en særlig imødekommende minister. Syltede henvendelser fra os almindelige borgere for noget så banalt som farlige skoleveje, hvorimod den nye transportminister reagerede hurtigt og imødekommende over for de borgere der henvendte sig til ham, endda med venlighed og handling.
Og jeg er IKKE Venstremand eller borgerlig i øvrigt.

Det er indlysende at alvorlige statshemmeligheder skal holdes hemmelige, men i dubiøse sager som den med CHF hvor de allerfleste "hemmeligheder" allerede er sluppet ud af skjulet, hvor man nægter at undersøge oplagte sager som staten med mulig urette har været involveret i - SamSam-sagen og andre aktuelle sager - som af princip ikke skal undersøges til bunds, vidner om at der er noget galt -og det forekommer ikke at være CHFs ligegyldige oplysninger, men nærmest et slags vendetta når man - på hysterisk facon - kræver dørlukning i alle forhold i denne sag, vidner det mere om panik end noget som helst andet.

Enig. Eneste som forsvarede Bramsen her var Ritt. Og Ritt gav ellers ikke ved dørene for nogen. Normalt er jeg tilhænger at åbenhed generelt, men modsat andre her har jeg fortsat tillid til systemet, og mink burde forbydes en gang for alle. Det er dyrplageri, de fremkalder sygdomme, og det stinker.

Der er ingen tvivl om at Mette Frederiksens manglende invitation til at besøge Joe Biden i Det hvide Hus, læner sig afgørende op ad denne retssag.
Amerikanerne er da utilfredse med at deres tillid om hemmeligholdte aktiviteter, ikke bliver gengældt; men i stedet sjakret og pjattet med.

Ganske saliggørende med denne kølige kommentar. Allerede oplysningstidens stjerne-filosof, Voltaire, gjorde opmærksom på dette paradoks, at det for at beskytte ytringsfrihed og demokrati, kan være nødvendig at kompromittere den absolutte ytringsfrihed. Med andre ord; demokratier skal også kunne beskytte sig selv.
I betragtning af at selv den yngste konstabel og befalingsmand har lært, at man IKKE må fortælle om militære hemmeligheder - heller ikke selv om de tilsyneladende er ‘afslørede’, fordi efterretningsarbejde ikke mindst består i at få bekræftet oplysninger, så er det ufatteligt, at Claus Hjort lader sig forlede til at bekræfte landsforræderen Snowdens læk af vitale oplysninger. Simpelthen helt ude i hampen.
Der gik formentlig dansk ‘sognerådspolitik’ i sagen; en socialdemokratisk forsvarsminister skulle miskrediteres og dette formål fjernede både sund fornuft og professionalisme.
Ruslands angreb på Ukraine og de - utallige - forsøg på at skade NATO landene, herunder Danmark, viser, at der er god grund til at håndhæve beskyttelsen af militære hemmeligheder, herunder ikke at plapre løs i et TV-studie.

Ikke nogen stor overraskelse, at Mette Frederiksens avis bakker hende 100% op.
Men heldigvis er det domstolene, der afgør det.

Så Det har intet med MF og Pio pio avis at gøre, den udøvende, lovgivende og dømmende magt er delt, ved du nok. Så du kan være helt tryg ved domstolene. Og dømmes han i 1. instans kan han jo anke til landsretten.

PS, Ja og hele det borgerlige sammenrend af nyhedsformidlere, aviser og tv, fortsætter deres "undergravende" virksomhed med at tilsvine alle i den forrige regering, samt deres embedsmænd (kvinder). Fandme usmageligt. Det er da godt du tror på "domstolene".

Dorthe B.
Netop i kraft af grundstenen i vores retssamfund - adskillelsen mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt - har vi som borgere mulighed for (læs: ret til) tillid og tryghed, herunder en retfærdig behandling af evt. retslig tiltale. Dette vil gælde også for sagen rejst ift. CHFs ageren. Pointen er, at "syn'sninger" / forhånds"vurderinger" da godt kan lægges frem som fx. i denne avis, men hvorvidt et anklageskrift holder vand, er selvsagt op til dommerstanden, som bag sig har en solid uddannelse ift. pro et contra. De dele af medieverdenen, som kritiserer de lukkede døre, ved godt alt dette og må som resten af befolkningen afvente, hvad sagen ender med.