Annonce

Socialdemokratiske kvaler i hovedstaden

Hvordan kan Socialdemokratiet fastholde grebet om magten i en hovedstad, der er blevet rigere, rødere og yngre?
Foto: Privatfoto
Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i København for Socialdemokratiet
Det ulmer blandt de københavnske socialdemokrater, som om godt to år skal til kommunalvalg.

To åbenlyse ting bekymrer: Valgresultatet for halvandet år siden var en skuffelse.

Socialdemokratiet fik blot 17,2 procent af stemmerne og mistede positionen som det største parti - til Enhedslisten.

Det er svært ikke at lægge en stor del af ansvaret for valgresultatet på Frank Jensens skuldre. Hans ikke videre kønne afgang og Sophie Hæstorp Andersens efterfølgende indflyvning fra regionsgården i Hillerød, fungerede ikke for vælgerne.

Og sidste år stod Socialdemokratiet så også uden for budgetforliget.

I flere medier har man de seneste uger kunne læse anonyme pip fra gruppemedlemmer, der savner at overborgmester Sophie Hæstorp Andersen træder mere i karakter og præsenterer en strategi for, hvordan partiet kan genvinde momentum.

Kritikken kommer oven i, at der de seneste uger er blevet spekuleret offentligt i, om partiet vil udskifte Sophie Hæstorp Andersen som partiets spidskandidat.

“Vi er i arbejdstøjet”

I et forsøg på at lægge låg på kritikken, har både både den københavnske formand Jan Salling, formændene for de lokale partiforeninger og en række partimedlemmer været ude med forskellige støtteerklæringer til overborgmesteren - og kritiseret de anonyme kritikere, ligesom flere af de fremtrædende gruppemedlemmer har lavet opslag på sociale medier sammen med Sophie Hæstorp Andersen.

placeholder

placeholder

Selv siger Sophie Hæstorp Andersen til Berlingske, at det også er hendes plan er at fortsætte som spidskandidat:

“Socialdemokratiet er i arbejdstøjet, fordi det er et langt, sejt træk at gøre sig fortjent til københavnernes tillid. Det er min og partiets opgave frem til det næste kommunalvalg i 2025,” skriver hun i en mail til avisen.

Det er selvfølgelig også det eneste, hun i situationen kan svare, men de mange reaktioner tyder på, at man tager kritikken meget, meget alvorligt i overborgmesterens lejr.

Hvem vil tage over?

Blandt de navne som nævnes som eventuelle afløsere er tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og den nuværende miljøminister Magnus Heunicke, borgmester-sønnen fra Næstved, der flyttede til byen for efterhånden syv år siden.

Men spørgsmålet er blot, hvor attraktivt spidskandidaturet i København egentlig er, og hvad det betyder for interessen for at tage handsken op? 

Selv for en kendt kandidat, kommer det jo med en vis portion risiko at stille op - for hvem har lyst til at være den socialdemokrat, som tabte overborgmesterposten.

Selv om Socialdemokratiet har siddet på overborgmesterposten i København i over 100 år, og København er en af de rødeste kommuner i landet, så er det efterhånden længe siden, at man var det altdominerende parti på rådhuset.

Sidst partiet havde absolut flertal i Borgerrepræsentationen, var helt tilbage i 1970.

Trods de lidt magre resultater, så har Socialdemokratiet haft held, at det ikke lykkedes oppositionen uden om partiet at lave en aftale hen over midten, som man ellers har set i andre kommuner.

Men når mandaterne bliver færre, så bliver forhandlingssituationen svagere, og det er vel kun et spørgsmål om tid, før partierne uden om Socialdemokraterne finder sammen på valgnatten.

Rødere, rigere og yngre

Socialdemokratiet har haft en støt tilbagegang siden starten af 80'erne - og med undtagelsen af Ritt Bjerregaards valg er antallet af socialdemokrater i borgerrepræsentationen blevet færre, færre og færre.

For befolkningsudviklingen i København går ikke ligefrem Socialdemokratiets vej.

Københavnerne er i dag rigere, yngre og mere veluddannede end det socialdemokratiske vælgerkorps generelt. Og der er færre håndværkere, sygeplejersker og SOSU-assistenter og flere kommunikationskonsulenter og IT-folk blandt københavnerne.

Københavns Kommune er i dag landets yngste kommune, med en gennemsnitsalder på omkring 36 år.

Bare et konkret eksempel på forskellen: En opgørelse sidste år viste, at i København er det blot fire procent af borgerne, som har alderen til at søge Arne-pension, der har søgt ordningen.

I Morsø, Frederikshavn og Brønderslev kommuner er det tal over 15 procent.

Den koalition af vælgere, som har sikret Mette Frederiksen to valgsejre, eksisterer ikke i København.

Ved det seneste folketingsvalg fik Socialdemokratiet - trods 27,5 procent på landsplan - blot 17,7 procent af stemmerne i Københavns Kommune. Kun en smule bedre end partiet kunne præstere i nordsjællandske Rudersdal.

De landspolitiske vinder blæser kraftigt

En stor befolkningsudskiftning og de mange unge vælgere betyder også, at hvad der foregår på rådhuset i virkeligheden betyder mindre for de københavnske vælgere end i de øvrige kommuner.

Det betyder, at de landspolitiske vinde, som blæser over Christiansborg, har en endnu større effekt på resultatet i København end i de øvrige kommuner.

Normalt taler man om, at de landspolitiske vinde slår igennem med halv kraft ved kommunalvalg (står et parti til to procentpoints fremgang i meningsmålingerne, så går de cirka et procentpoint frem ved kommunalvalget), men i København er det nærmere dobbelt op.

Det så man ved det sidste valg, hvor de konservative stormede frem, forrige gang var det Alternativet, der fik mere end 10 procent af stemmerne og lur mig, om ikke SF og Liberal Alliance bliver de store vindere næste gang, uanset hvor mange politiske resultater Sophie Hæstorp Andersen kan præstere.

Opgaven er stor, men overborgmesteren er i arbejdstøjet.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det var dog mærkeligt , et tidligere Arbejderparti mister stemmer i København ? Hvor mister de ikke stemmer , i Gentofte , Helsingør og Frederiksberg . Sindig nordjyde , med fødderne plantet i mulden , hvis jeg var fra Nordjylland , ville jeg fraskrive mig alt kendskab til dette borgerlige menneske . 🇩🇰👊 der var et yndigt land .

Mistede stemmer i Helsingør, nej de gik et mandat frem, men tabte alligevel da NY gik med i konstituering med K, men R gik sammen med Ø og SF og S.

Det var dog mærkeligt , et tidligere Arbejderparti mister stemmer i København ? Hvor mister de ikke stemmer , i Gentofte , Helsingør og Frederiksberg . Sindig nordjyde , med fødderne plantet i mulden , hvis jeg var fra Nordjylland , ville jeg fraskrive mig alt kendskab til dette borgerlige menneske . 🇩🇰👊 der var et yndigt land .

Hej - Det er min opfattelse at man ikke kan tale om S's tilbagegang uden at se på projektet med Lynetteholmen, som har stærk modstand i kommunen. Diverse forsøg på at gøre projektet spiseligt, f.eks. ved en såkaldt borgerinddragelse er slået fejl. Fordi det er en dårlig ide. Modstanden er også tydelig når men ser på Alternativet og Enhedslistens store fremgang. Sophie Hæstorp Andersen er sat på en umulig opgave. Det er meget svært at se at socialdemokraterne generelt tager miljø og klima alvorlig nok.
Mvh.

Det er rigtigt set, at Københavns Kommune er så stor og er blevet så centraliseret, at afstanden mellem borger og kommune nu er blevet så lang, at mange københavnere ikke længere skelner mellem stat og kommune, men ser hele det statslige og kommunale kompleks som én enhed, som vi så under ét kalder "det offentlige". Om det er regeringen eller borgerrepræsentationen, der står bag et eller andet populært eller upopulært tiltag, gør ingen forskel; i begge tilfælde er der tale om fjerne politikere, som tilsyneladende lever i deres helt egen boble, og som ikke rigtig synes at lytte til befolkningen.

Når socialdemokraterne på Christiansborg afskaffer Store Bededag, vil det gå ud over socialdemokraterne på Rådhuset, simpelthen fordi politikerne i Borgerrepræsentationen opleves som kommende fra det selv samme elitære "vækstlag" som politikerne på Christiansborg kommer fra. Ja, værre endnu, overborgmesterposten synes at være blevet en retrætepost for socialdemokratiske politikere,som af forskellige årsager ikke længere har en fremtid på Borgen. Hvor kom Frank Jensen fra, og før ham Ritt Bjerregaard? Fra Folketinget. Hvor kommer Helle Thorning-Schmidt fra? Fra Folketinget. Magnus Heunicke? Folketinget! Vi skal helt tilbage til Weidekamp, og før ham Urban Hansen, før vi finder soialdemokratiske overbormestre, der var elskede (og hadede) på grund af deres kommunalpolitik.

Københavnerne er ikke dumme, vi ved godt, at overborgmesterposten er blevet en retrætepost for landspolitikere, som ikke er i stand til at blive regeringsledere, og hvis tilstedeværelse i Socialdemokratiets folketingsgruppe er blevet et problem.

Sophie Hæstorp Andersen har så det ekstra handicap, at hun kommer fra en anonym organisation kaldet "Regionen". Nævn ordet "Hovedstadsregionen" for en gennemsnitlig københavnsk vælger, og svaret vil være: "Hovedstadsregionen, hvad er det?". Nævn navnet "Sophie Hæstorp Andersen", og vælgerne vil svare: "Hvem?"

"Hvordan kan Socialdemokratiet fastholde grebet om magten i en hovedstad, der er blevet rigere, rødere og yngre?"

Det kan de ikke. Og det er hverken Frank Jensens eller Sophie Hæstorps skyld (i hvert fald ikke alene), det skyldes den demografiske udvikling gennem årtier, hvor arbejderbefolkningen er skiftet ud med akademikere og studerende. Det har givet mange flere penge i kommunens kasse, men betyder til gengæld, at det er definitivt slut med socialdemokratisk styre fra og med næste eller næste-næste gang. Ironisk nok er det alt sammen sket på socialdemokratisk vagt.

Det samme bliver i øvrigt også virkeligheden på Frederiksberg, de er bare ikke helt så ang fremme i processen.

Fin artikel, men Borgerrepræsentationen blev mere borgerlig efter valget i 2021 i forhold til 2017. Enhedslisten gik frem, men Alternativet og Socialdemokratiet tabte flere mandater end de andre røde partier vandt. De borgerlige partier samlet set gik frem. De røde gik tilbage.

Det er rigtigt Ø er gået frem i Hovedstaden de sidste KVL, men alt er bedre en Line Barfod som overborgmester, og nårman betænker de tåber som sidste gang fik borgmesterposter fra Ø, kan det undre de ikke fik ringere valg. En var indblandet i en voldtægts sag, og andre havde mærkelig omgang med økonomien, og ham den skallede glemt hans navn der var miljø og teknik borgmester, jamen dog en fuser.

Socialdemokratiet varetager ikke længere Storkøbenhavns interesser. Man flytter offentlige arbejdspladser og udannelses pladser uden af Storkøbenhavn. 5 finger planen fra 1947 er endnu ikke færdig. F.eks Den nye bro over fjorden står og vente på motorvejen til Fr'sund!! Klima sikringen af havne byen København skal være gratis for staten derfor Lynetteholmen. Klima indsats var en katastrofe - ingen handling kun hensigter - under den sidste regering. De moderne fædre oplever at de bliver diskrimineret af SD. SD er ikke længere et parti for mænd. Metrobane er va 100år forsinket. Stockholm er nordens eneste metropol, hvor den 4 industrial revolution har været igang 15-20 år. Det giver høje indkomster. Øresundsregionen er blevet modarbejdet af SD og hele Danmark ender som mellem indkomst land. SD varetager ikke Storkøbenhavns interesserer nærmest modarbejder storbyens( ej metroppol) udvikling.