Reportage: Et besøg på Danmarks Jernbanemuseum uden mål og med

Museum i Odense har en imponerende samling af lokomotiver og andet materiel, som fortæller en spændende del af Danmarkshistorien.
Foto: Freddy Hagen
Dieseldrevne lokomotiver på Danmarks Jernbanemuseum. MY-lokomotivet er det bagerste.
Ude på toilettet på Danmarks Jernbanemuseum hænger der et skilt, hvor der står: Endestationen. Det er, vistnok, det eneste halvlumre - men samtidig morsomme - element på museet.

Jeg er taget på besøg på museet, fordi jeg egentlig godt kan lide tanken om, at jeg er vild med lokomotiver og jernbaner, men jeg skal også være den første til at indrømme, at jeg slet ikke kender til det historiske materiel.

Det er kun den kulturhistoriske del af jernbanens tilblivelse og udbredelse, der har interesseret mig.

Da lokomotivet brager frem i midten af det nittende århundrede, bliver det symbolet på den modernitet, der kommer til at præge resten af århundredet og en stor del af det næste.

Det er symbolet på drømme om at rejse, om punktlighed og udvikling gennem forbundethed

Lokomotivet er virkelig et stærkt symbol. Det prustende sorte bestie, der optræder i gamle westerns og i utallige film om røverier og mordgåder, har sin helt egen charme, med karakteristiske, taktfaste lyde.

Det er symbolet på drømme om at rejse, om punktlighed og udvikling gennem forbundethed.

Det underlige er, at min generation jo ikke selv har oplevet disse damplokomotiver, men alligevel har et særligt forhold til dem.

Og det er derfor, at jeg vælger at besøge museet, for at besigtige disse store maskiner, og for at mærke efter, om der mon er noget her der kan afsløre, hvorfor dets symbolske værdi er så stærk.

Smukt på en forårsdag

For det første er Danmarks Jernbanemuseum usædvanlig smukt på sådan en forårsdag, hvor den gamle remisebygning fra 1954, fyldt op med damp- og el-lokomotiver, er indhyllet i solskin, der strømmer ind fra de store vinduespartier.

Remisen er formet som en vifte, med 21 spor, hvor togene står på rækker, opstillet kronologisk med enkelte undtagelser.

Her kan man for eksempel se Danmarks ældst bevarede damplokomotiv: H40 fra 1868. Der er en postvogn, hvor en mannequindukke fordeler brevene i dueslagene, passagervogne fra forskellige perioder, og såmænd - selvfølgelig - en vogn, hvor H.C. Andersen sidder.

En mannequindukke står og smører hjulene på et gammelt damplokomotiv. Foto: Freddy Hagen

For det andet var der noget næsten hypnotiserende ved at stirre intenst på de gamle damplokomotivers matsorte farve. I virkeligheden pudsede man dengang lokomotiverne op, så de fremstod mere skinnende, men på museet er de matte, og det kan jeg på en måde bedre lide.

Faktisk tror jeg aldrig, at jeg har set noget, der er så sort. Det virker næsten som om, at de er malet med kul, og samtidig er der ingen genskin, som om de suger alt lys til sig.

For det tredje er der selvfølgelig også noget fascinerende over at studere de gamle damplokomotiver, der ovenikøbet har fået dekorationer og staffage, i form af kufferter, perroner og dukker, der bærer datidens beklædninger.

De ser så hyggelige ud, og man fornemmer klart, at alting foregik i et noget mere adstadigt tempo, dengang tilbage i midten af det nittende århundrede, hvor de første jernbaner blev anlagt i Danmark.

Udviklingen accelererede

Specielt er det selvfølgelig også at betragte Danmarks første lokomotiv, Odin, som museet har rekonstrueret i 1:1. Det originale lokomotiv eksisterer ikke længere, og det vanskelige har været, at de gamle tegninger heller ikke er bevarede.

Det tog 18 år at bygge lokomotivet, og det stod færdigt i 2018.

Odin - Danmarks første lokomotiv. Foto: Freddy Hagen

Det kan undre sådan en gammel antikvarboghandler som mig. Toget er fra 1846, og det har selvsagt været spektakulært at se det rulle gennem landskabet på Danmarks første jernbanestrækning fra København til Roskilde.

Det er næsten ubegribeligt, at man ikke har bevaret disse tegninger for eftertiden.

Men det er gået hurtigt dengang, og udviklingen accelererede op gennem århundredet og ind i det næste, hvor flere og flere lokomotiver blev konstrueret og indkøbt.

Det damplokomotiv, der virkelig og for alvor får mig til at tabe kæben, er E-maskinen. Det er det største og det sidste danskbyggede damplokomotiv.

Selve typen er oprindelig konstrueret i Sverige i 1912, men i 1937 blev de solgt til Danmark, da Sverige gik over til at anvende elektricitet på deres jernbaner.

Efter Danmarks besættelse blev denne type bygget på fabrikken Frichs Maskinfabrik i Århus, og lokomotivet, der er udstillet på museet, er fra 1950.

Hjulegerne på E-maskine. Foto: Freddy Hagen

Lokomotivet fremstår enormt, også i lyset af de ældre lokomotiver. Det er selve indbegrebet af kraft, og det er højt, så man må kigge opad for at se på lokomotivets styrehus.

Der er ikke meget, der er så smukt som hjulegerne på en E-maskine. Det er så æstetisk, rendyrket mekanik, der er blottet for skin.

Jeg kunne næsten ikke få øjnene fra disse hjul. Det er sådanne detaljer, som den franske reklamekunstner, A.M. Cassandre fokuserede på i sine smukke plakater.  

Den nye tids fart

Men der er også noget fascinerende ved at se skiftet fra E-Maskinen til det dieseldrevne tog, MY-lokomotivet, der er bygget i Sverige efter licens af amerikanske General Motors.

Denne serie lokomotiver begyndte at køre på de danske jernbaner fra 1954, og de blev først udrangeret i 1990.

Det er sådan et tog, som jeg kan huske fra min barndoms modeljernbane. Dets dybrøde farve og vilde, strømlinede linjerne, var indbegrebet af den nye tids fart.

Måske det har noget med min alder at gøre, men for mig fremstår det som det sidste egentlig elegant designede lokomotiv, hvorefter togene blev mere kedelige og ensartede at se på.

Dieseldrevne lokomotiver. MY-maskinen er det bagerste. Foto: Freddy Hagen

Selvfølgelig er DSB’s mere højrøde toge, med de fine hattehylder og opdelte kabiner, hvor man oven i købet kunne frekventere en rygekupé, noget der kan vække nostalgien.

Men der er også noget nærmest selvudslettende over selve trækværket, hvor man ikke længere rigtig kan fornemme dets ydeevne.

Det tog måske en time at vandre frem og tilbage mellem disse toge på remisen.

Der var også en særudstilling om storhedstiden for Interrail, og minderne dukkede frem, mens jeg gik gennem den virtuelle opsætning, der fungerede til perfektion, så man får et indtryk af den eventyrlyst, der prægede de mange unge, der rejste rundt i Europa i 1980’erne.

På museets første sal kan man se et utal af togmodeller og læse om alt muligt. Der er mange detaljer om Københavns første hovedbanegård, historier om katastrofer, besættelsen og meget andet.

Man kan besøge museet som totalt uvidende, ligesom jeg, og alligevel opleve, at der er masser at blive fascineret over

Materiellet er overvældende, og det hænger naturligvis sammen med, at Danmarks Jernbanemuseum har overtaget DSB's historiske artefakter.

Der findes mange remiser og veterantoge rundt omkring i landet, men Danmarks Jernbanemuseum er uden tvivl det største, og det mest oplysende, når det gælder selve den historiske udvikling.

Man kan besøge museet som totalt uvidende, ligesom jeg, og alligevel opleve, at der er masser at blive fascineret over.

Man behøver ikke at læse op på lektien. Jernbanehistorien er alligevel alt for omfattende til at man sådan kan få et overblik, blot ved at besøge et museum en enkelt dag. Men man kan pluklæse, og det fungerer i grunden rigtig godt på museet.

Smukt symbol

Lokomotiver, jernbaner og stationer er, som sagt, lige dele æstetik, mekanik og historie. Tag for eksempel DSB's gamle logo, hjulet med vingerne og kronen, der svæver ovenover.

Der er ikke mange symboler, der er så smukke som netop det.

Det er ikke mange år siden, at det blev skrottet, og det er sådan noget, der virkelig irriterer mig.

Hvorfor droppe et symbol, der er så perfekt?

Symbolet ses overalt i landet. Det er præget i murene på landets stationer, og især den store, irgrønne skulptur, der præger spidsen af Ole Falkentorps hotelbygning, der befinder sig langs jernbanegraven ved Københavns Hovedbanegård, illustrerer til fulde, hvor smukt et symbol, det i grunden er.

På Danmarks Jernbanemuseum finder man også de gamle bænke, hvor symbolet er præget i smedeværket. Det ligner den traditionelle københavnerbænk, som man også ser mange steder i dag.

DSB's smukke logo præget i en smedet bænk. Foto: Freddy Hagen

Den blev designet til den store Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888. Dens svungne linjer er så gennemført enkle og smukke, og hvor er det dog ærgerligt, at sådanne smukke detaljer i dag forsvinder, og ikke bliver erstattet af noget design, der kan matche det gamle.

For sådan er det jo også med landets banegårde, bænke, stationshaller og butikker: De mister deres charme og fremstår ikke længere som et rart sted, hvor folk kommer og går.

Men sådan er det jo med udvikling. Og det kan man i grunden kun ærgre sig over.
 

Besøg Danmarks Jernbanemuseums hjemmeside her.

Adresse: Danmarks Jernbanemuseum. Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Igen en velskrevet artikel, der giver een lyst til at dykke ned i emnet.

Museet er absolut et besøg værd!

Var for et par år siden på besøg på museet, hvor der var mulighed for en tur med Sølvpilen, af nogle kaldet Staniolekspressen. Toget kørte glimrende - så hvorfor skulle DSB have IC4???

https://www.toglyde.dk/soelvpilen.htm

Hejsa, undertegnet har læst artiklen om besøget på Danmarks jernbanemuseum i Odense. Jeg må nok lige gøre jer opmærksom på at der ikke er noget lokomotiv der hedder en M maskine!!. Teksten under billedet med hjuleger, og det ovenstående lokomotiv er en litre E. Desuden kaldes MY ikke Maskinen, men lokomotiv!.

Mvh. Martin, tog og modeltogs entusiast.

Tak for din opmærksomhed, men det er simpelthen noget vrøvl, du skriver. Med mindre, altså, at du vil holde fast i, at skiltningen på Danmarks Jernbanemuseum er forkert og vildledende.

Jeg kan desværre ikke poste billeder her kommentaren, men jeg kan garantere dig, at de faktisk kalder Litre E for ‘E maskinen’

Med venlig hilsen

Freddy

Altså Freddy læs nu lige hvad manden skriver, og se så din billedtekst under E maskinen!
Det er altså dig der vrøvler!

Gud ja, du har ret! Beklager fejlen. Det skal i hvert fald rettes.

Tak for opmærksomheden. Nu er det rettet.

Mvh

Ja, men kun under det ene billede.

Fin artikel. Museet er absolut et besøg for alle aldre. Jeg deler din ærgrelse over, at en tidligere direktør var så forhippet på at slette DSB’s historie og flotte gammel logo og erstatte det med det nuværende - i det bedste fald intetsigende, men let genkendelige logo.

Annonce