Derfor handlede diskussionerne til min mors fødselsdag i pinsen ikke overraskende om venstrefløjens forhold til Socialdemokratiet. Regeringspartiet, hvor jeg selv lægger mine kontingentkroner.
I dag tegnes venstrefløjen af Enhedslisten, som er der hvor min bror er aktiv og skulle til årsmøde.
Selv om vi i både familien og i arbejderbevægelsen er uenige om meget, så har vi også meget til fælles. Her tænker jeg ikke mindst på de mange gamle arbejdersange.
Arbejdersange fortæller altid en historie. De handler om sejre, nederlag og om håb for fremtiden. Spørgsmålet er hvilken arbejdersang, der passer bedst til Enhedslistens nuværende situation og den vej de vil gå?
For Enhedslisten står nemlig ved en skillevej. Skal man gå efter en benhård oppositionspolitik med det mål at maksimere stemmer, eller søge allianceopbygning, der kan skabe grundlaget for en fremtidig progressiv regering?
Hvordan får partiet skabt en situation, hvor Enhedslisten igen kan få indflydelse på dansk politik?
På dagsordenen til Enhedslistens årsmøde stod vigtige emner som NATO-medlemskab, forholdet til EU og balancen mellem rød fordelingspolitik og den grønne omstilling. Men der blev også diskuteret mere smalle emner som holdningen til borgerløn og Cuba.
Det vigtigste emne var evalueringen af valgkampen og dermed den kurs, partiet havde valgt i Folketinget.
Årsmødet burde nok have brugt mere tid på det store fremadrettede strategiske spørgsmål, der skal være retningsgivende for Enhedslistens arbejde de næste tre år: Hvordan får partiet skabt en situation, hvor Enhedslisten igen kan få indflydelse på dansk politik?
I Enhedslisten er man ærgerlig over, at Socialdemokratiet sagde farvel til den røde blok og i stedet valgte at indgå i en regering med Venstre og Moderaterne. Det kom som en overraskelse for mange og efterlod Enhedslisten med en bitter eftersmag.
Selvom Mette Frederiksen gentog det igen og igen under valgkampen, troede man ikke rigtig på det.
Særligt Arne-pensionen og de mange klimatiltag var højdepunkterne
Enhedslisten føler, at de har været loyale og har forsvaret Mette og regeringen under Coronakrisen, og at de sammen med den Socialdemokratiske regering har ført Danmark i en mere grøn og retfærdig retning.
Særligt Arne-pensionen og de mange klimatiltag var højdepunkterne. Selvfølgelig var der også områder, hvor man ikke var enige, men samlet set gik det i den rigtige retning, og Enhedslisten blev taget med på råd.
Mange venstrefløjsvælgere havde håbet, at det gode samarbejde kunne fortsætte, selvom De Radikale var ultimative og Alternativet kaotisk.
Men håbet blev knust, og sejren sank i grus, da Mette Frederiksen og Socialdemokratiet faktisk gjorde hvad, de havde sagt, og dannede en regering over midten.
På weekendens årsmøde blev det hyppigt efterlyst, at Enhedslisten skulle have gået hårdere til den Socialdemokratiske regering, stillet flere krav og stået mere stejlt på sine principper.
I den diskussion misser kritikerne dog en central pointe. Det var ikke samarbejdet med Enhedslisten, der fik Socialdemokratiet til at danne en regering hen over midten.
Det var De Radikales ultimative krav og Alternativets kaotiske ledelsesstil, kombineret med behovet for en styrkelse af det danske forsvar og den lurende økonomiske krise.
Så det var ikke Enhedslistens skyld, at samarbejdet med den Socialdemokratiske regering ikke kunne fortsætte
Forsvaret og krisehåndteringen kunne man måske have fundet løsninger på, men identitetskrisen hos De Radikale og Alternativets partybus ville hurtigt have ført en ny regering ud på vejgrøften.
Så det var ikke Enhedslistens skyld, at samarbejdet med den Socialdemokratiske regering ikke kunne fortsætte.
Mens Enhedslisten samler kræfter, står de overfor et afgørende strategisk valg. Skal de kalde til kamp mod regeringen, klatre op i træet og lade de retoriske slagvåben lyne?
Skal de tordne mod afskaffelsen af store bededag, oprustningen og arrangere kompromisløse demonstrationer for klimaet?
Den anden vej er sværere og vil kræve meget mere af Enhedslisten
Denne strategi vil helt sikkert give vind i sejlene og en god følelse i maven. Men den vil ikke skabe forandringer og med stor sandsynlighed placere Enhedslisten i samme bus som De Radikale og Alternativet på deres vej mod at kopiere det blå Danmarks splittelse og manglende mulighed for at skabe et parlamentarisk alternativ.
Den anden vej er sværere og vil kræve meget mere af Enhedslisten. De kan faktisk forsøge at skabe det parlamentariske flertal, som en Socialdemokratisk ledet regering kan basere sig på.
Hvis Enhedslisten dyrker enheden og bruger lidt mindre energi på at skyde på regeringen, vil de kunne fungere som en samlende kraft. Mulighederne er der. Selvom SF nyder godt af SVM-regeringens hjælp til deres fremgang i målingerne, kan de se mere indflydelse i en regering med et rødt/grønt parlamentarisk grundlag.
De Radikale ved, at indflydelsen ligger i regeringsdeltagelsen, og de har nu fundet ud af, at de kan skyde en pil efter regeringsdeltagelsen, med en regering hen over midten eller som en del af en blå regering.
Alternativet skal nok have lidt hjælp, men selv de vil på sigt kunne se mulighederne i en mere seriøs og mindre kaotisk tilgang til politik
Deres eneste chance for regeringsdeltagelse er, som en del af en Socialdemokratisk regering med et rødt/grønt parlamentarisk grundlag.
Alternativet skal nok have lidt hjælp, men selv de vil på sigt kunne se mulighederne i en mere seriøs og mindre kaotisk tilgang til politik.
Hvis Enhedslisten og resten af de røde/grønne/lilla oppositionspartier spiller deres kort rigtigt, vil de kunne stå efter næste folketingsvalg med et bæredygtigt, rødt/lilla/grønt alternativ til en SVM-regering, der med Venstres nedsmeltning har mistet sit flertal.
Så hvilken vej vælger Enhedslisten i denne ulvetid?
På årsmødet blev det klart, at partiet valgte en mere pragmatisk linje. Trotskisterne og partiets venstrefløj fik ikke flertal for deres forslag, og nu ser Enhedslisten EU som en ny kampplads i stedet for at ønske afskaffelse, og medlemskabet af NATO skal ikke afbrydes øjeblikkeligt.
Sangen ‘Kæden’ handler om sammenhold i svære tider, og det er den vej, Enhedslisten har valgt at gå.
Kun gennem en alliance og et troværdigt parlamentarisk alternativ kan Enhedslisten genskabe sin indflydelse.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om de kan få Alternativet og De Radikale med på vognen.
Kommentarer
Wauw. Murersvend hr. Bredde giver den HELE armen. Skytset er udelukkende rettet mod Enhedslisten. Det kæmpe socialdemokratiske svigt undgås at blive omtalt. DET KAN ALDRIG BLIVE TIL ET FORBEDRET SAMARBEJDE. Rgeringsdannelsen var IKKE varslet på forhånd. Efter valget OPFANDT et svigagtigt socialdemokrati en "krise-retorik" sammen med Lars Løkke og Venstre. Dette har senere vist sig ikke at holde stik ( - være løgn i daglig tale blandt murere og andre håndværkere). Da man nu - ihvertfald fra mureren hr. Bredde ikke har tænkt sig at forholde sig til hans eget partis svigt, kan vi andre kun håbe på, at det IKKE er en generel socialdemokratisk holdning. Lad os høre hvad hr. Bredde har at sige, når en eller flere af regeringens "såkaldte topfolk" skrider afsted til udlandet til job "de slet ikke er ansøgere til". Men enhver kan jo se at denne regrings politik har banet vejen for de job. På en falsk og forløjet "krise-retorik". - - hvis intet ændrer sig snart vil jeg blot sige - "Socialdemokratiet - hvil i fred". Og god arbejdslyst til mureren. Der mangler jo dygtige håndværkere overalt.
God analyse. Det giver god mening. Der er lige det med udlændingepolitkken: Vi snakker stort set ikke om det mere (pånær det med Syriensbørnene) og det fordi det ikke mere er det enkeltstående vigtigste spørgsmål ift. om det skal være en rød eller blå regering. Men det er det spørgsmål, der gør det svært for S at gå i regering med SF eller R. Så hvis der ikke sker bevægelse på dét område, så er alternativet enten en forsættelse af SMV (måske bare som SM eller SV) eller tilbagekomsten af en ren S-regering... eller (god forbyde det) en blå regering.
EN TANKE !!!!!!
S ER OG BLIVER KLASSEFORRÆDER
DET HAR DE NU SELV VIST
TAK FOR DET METTE
"Deres (De Radikale) eneste chance for regeringsdeltagelse er, som en del af en Socialdemokratisk regering med et rødt/grønt parlamentarisk grundlag"
Jeg vil holde fast i, at de selv har brændt den bro (deltagelse i en socialdemokratisk regering) definitivt og én gang for alle. Og jeg håber virkelig, dette også er opfattelsen i S-toppen.
Hos Enhedslisten ved de formentlig udmærket godt selv, at de ikke kan deltage i sådan en regering uden at knække over i 2 eller flere dele. Bare se indlæggene her på siden fra dem, som er mest gavmilde med tekst i Caps Lock.
Men ellers er jeg overvejende enig.
Jeg synes de skal nedlægge den såkaldte Enhedsliste, flytte alle dem der vil over i SF/Soc og dem der ikke vil være klasseforrædere kan starte forfra i et ægte socialistisk parti fx DANMARKS SOCIALISTISKE PARTI (DSP) jeg skriver gerne under, kom igang
Er DSP et nyt navn for DKP (Danmarks kommunistiske parti) p.g.a. at Rusland har angrebet Ukraine, som de tidligere har angrebet, først Ungarn i 1956 så Tjekkoslovakiet i 1968, sporerne skræmmer.
Det er flot at enhedslisten kan holde sig over spærregrænsen, deres politik er jo ikke frie mennesker
værdig.
Det er mærmest imponerende at INGEN her i tråden stiller det mindste spørgsmålstegn ved om sockaldemokratiets handlinger kunne have været bedre. Et parti uden selvkritik er ikke lige det Danmark har brug for, og da SLET IKKE i en regering.
Palle Eghjort! Du har fuldkommen ret, vi har en regering der er ledet af verdens mest selvglade statsminister.
Der er et gammelt mundheld der siger :Som mester så hans svende, og da mette tror det går godt, så tror hendes
underlagte det også, og ingen problemer bliver løst.